Loven indeholder forskellige ændringer i lov om sømandsskat, jfr. lovbekendtgørelse nr. 5 af 3. januar 1968.

Ved det ene sæt ændringer forhøjes det i sømandsskattelovens § 5, stk. 4, omhandlede særlige skattefri udenrigsfartfradrag fra 350 kr. til 450 kr. om måneden med virkning fra 1. juli 1968.

Med 1. juli 1968 som ikrafttrædelsestidspunkt kan det forhøjede fradrag ikke nå at blive indarbejdet i sømandsskattetabellerne. Det tager i almindelighed 4-5 måneder at få tabelværkerne udarbejdet og udsendt til skibene.

Det bliver således nødvendigt at fortsætte med at anvende de tabeller, der er udarbejdet og sat i kraft for lønningsåret 1968. I konsekvens heraf må der i tiden fra 1. juli 1968 og indtil lønningsårets udløb, forinden sømandsskat beregnes efter tabellerne for udenrigsfart, ydes et særligt fradrag på 100 kr. månedlig. Da det i § 9, stk. 4, i sømandsskatteloven er forudsat, at indeholdelsen af sømandsskatten skal kunne ske direkte på grundlag af sømandsskattetabeller, indeholder ændringsloven en bemyndigelse for finansministeren til at fastsætte nærmere regler for, hvorledes sømandsbeskatningen skal gennemføres i perioden 1. juli-31. december 1968.

Efter § 5, stk. 4, 3. punktum, i sømandsskatteloven kan udenrigsfartfradraget for ikke-forsørgere højst udgøre 15 pot. af indtægten om bord efter forskellige fradrag. Denne begrænsning af fradraget vil være vanskelig at indpasse i den beregningsmåde, der skal anvendes i tiden 1. juli-31. december 1968. Finansministeren skal derfor efter ændringsloven yderligere være bemyndiget til at bestemme, at det månedlige fradrag for denne gruppe sømænd uden hensyn til størrelsen af indtægten om bord skal udgøre 100 kr. mere end efter de gældende regler i lovbekendtgørelse nr. 5 af 3. januar 1968.

Om baggrunden for forhøjelsen udtalte finansministeren ved fremsættelsen af lovforslaget bl. a.:

„.... Den foreslåede lempelse af skatten må ses på baggrund af den danske devaluering og de merudgifter, der herved er påført søfolkene. Gennem devalueringen er danske sømænds forbrug i lande, der ikke har devalueret, blevet fordyret. Det er ikke muligt at komme med noget sikkert skøn over størrelsen af disse merudgifter. De vil variere stærkt fra sømand til sømand og afhænge af, hvor stort forbrug der er i lande, som ikke har devalueret "

Ved fremsættelsen af lovforslaget var det foreslået, at forhøjelsen af udenrigsfartfradraget først skulle træde i kraft den 1. januar 1969, fordi fradraget var indarbejdet i de særlige sømandsskattetabeller, der af tekniske grunde ikke kunne udskiftes før pr. 1. januar 1969. Det lykkedes dog alligevel at finde udvej, således at ikrafttrædelsen ifølge et at finansministeren i folketingsudvalgets betænkning stillet ændringsforslag kunne rykkes frem til 1. juli 1968.

Ved loven ændres endvidere de i sømandsskattelovens § 9 indeholdte skalaer med det formål at tilpasse sømandsskatten for perioden efter 1. januar 1969 til ændringerne i den almindelige indkomstbeskatning for skatteåret 1968-69. I forbindelse med skattefradragets afskaffelse er der indført nye udskrivningsregler for indkomstskatten til staten, for folkepensionsbidraget og for kommuneskatten. Samtidig er der sket en forhøjelse af kommuneskatteniveauet i Københavns kommune, hvis beskatning lægges til grund ved fastsættelsen af sømandsskatten.

Sømandsskatten ifølge de nye skalaer er på alle indkomsttrin lidt lavere end de beregnede beløb for indkomstskatten i land.

Der er i skalaerne ikke taget hensyn til forhøjelsen af børnetilskuddene og til de særlige persontilskud, idet disse tilskud skal udbetales også til personer, der omfattes af sømandsskatteordningen.

De nye skalaer skønnes at ville medføre et provenutab for staten af en størrelsesorden på omkring 3 mill. kr.

Ændringen af skalaerne indføjedes i loven efter et af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning stillet ændringsforslag, idet skatteudskrivningen i land endnu ikke ved lovforslagets fremsættelse var endeligt fastlagt.

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget mødtes det med velvilje fra alle ordførerne. Helge Nielsen (S), Vivike (SF) og Sigsgaard (VS) udtalte dog, at ikrafttrædelsesdatoen for forhøjelsen af udenrigsfarttillægget, der i lovforslaget var foreslået fastsat til 1. januar 1969, burde rykkes frem, ligesom man mente, at den foreslåede forhøjelse ikke gav søfolkene tilstrækkelig dækning for devalueringstabet.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg. Under udvalgsbehandlingen stillede finansministeren de ovenfor omtalte ændringsforslag. Et mindretal, bestående af socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget, kunne imidlertid ikke erklære sig tilfreds hermed, hvorfor mindretallet i udvalgets betænkning stillede ændringsforslag, der gik ud på dels en fordobling af den af ministeren foreslåede forhøjelse af udenrigsfartfradraget, dels at lade forhøjelsen træde i kraft den 1. juni 1968, med en yderligere fordobling i tiden 1. juni 1968-30. november 1968. Baggrunden for dette sidste forslag var, at finansministerens ændringsforslag ikke ville give dækning for devalueringstabet i tiden fra devalueringens gennemførelse til 1. juli 1968. Den af mindretallet foreslåede yderligere fordobling tilsigtede at give søfolkene dækning for dette tab.

Efter at mindretallets ændringsforslag var forkastet og finansministerens ændringsforslag vedtaget ved 2. behandling, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt med 115 stemmer.