Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget sin tilslutning til, at Danmark ratificerer den i London, Moskva og Washington den 1. juli 1968 undertegnede traktat om ikke-spredning af kernevåben.

Om indholdet af traktaten skal anføres følgende:

Dens centrale bestemmelse indeholdes i artikel I og II.

Artikel I forbyder en hernevåbenstat at overføre kernevåben eller andre nukleare sprænglegemer eller kontrol hermed til nogen som helst modtager, det være sig direkte eller indirekte. Samtidig forbydes det at bistå, opmuntre eller bevæge nogen stat, som ikke besidder kernevåben, til at erhverve eller opnå kontrol over sådanne kernevåben eller nukleare sprænglegemer. Ved en kernevåbenstat forstås ifølge artikel IX, stk. 3, en stat, som inden 1. januar 1967 har fremstillet og bragt et kernevåben eller et andet kernefysisk sprænglegeme til eksplosion.

På tilsvarende måde forbydes det ifølge art. II enhver ikke-atommagt at modtage, erhverve kontrol med, at fremstille eller på anden måde at erhverve kernevåben eller nukleare sprænglegemer eller at søge eller modtage bistand til deres fremstilling.

Artikel III foreskriver kontrol med alt spalteligt materiale, der anvendes af ikke-atommagter til fredelig nuklear virksomhed. Overdragelse af spalteligt materiale til en ikke-atommagt må kun finde sted under kontrol i henhold til artiklens bestemmelser.

Artikel IV omhandler den fredelige udnyttelse af kerneenergien. Det fastslås, at traktaten ikke begrænser deltagernes ret til forskning, fremstilling og anvendelse af kerneenergi til fredelige formål, når dette sker under iagttagelse af artikel I og II. Endvidere bestemmes det, at alle deltagere har ret til at deltage i den størst mulige udveksling af udstyr og materialer til fredelig anvendelse af kerneenergi samt at blive delagtiggjort i videnskabelige og teknologiske oplysninger herom, og det pålægges de deltagere, som er i stand til det, at samarbejde om yderligere udvikling af kerneenergiens anvendelse til fredelige formål, først og fremmest på de deltagende ikke-atommagters territorier og under særlig hensyntagen til udviklingsområderne.

Artikel V pålægger alle deltagere i traktaten pligt til at virke for, at der uden forskelsbehandling tilsikres alle deltagende ikke-atommagter andel i den fredelige udnyttelse af kernefysiske eksplosioner under passende international kontrol og på en sådan måde, at der afkræves ikke-atommagterne det mindst mulige vederlag, som ikke må omfatte betaling for forskning og udvikling. Det bestemmes, at ikke-atommagterne skal kunne opnå adgang hertil enten ved bilateral aftale eller gennem et i henhold til international overenskomst oprettet og særlig sammensat internationalt organ, hvorom der snarest skal indledes forhandlinger.

Artikel VI pålægger deltagerne at fortsætte bona fide forhandlinger om en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet, om kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under effektiv international kontrol.

Traktaten berører ifølge artikel VII ikke staternes ret til at indgå regionale aftaler om atomfri zoner.

I artikel VIII, IX og X indeholdes bestemmelser om ændring af traktaten, om tiltrædelse og ikrafttræden og om deltagernes mulighed for at træde tilbage m. v.

Ministeren for nedrustningsspørgsmål gav i sin fremsættelse en fremstilling af traktatens tilblivelseshistorie. Der havde herunder — ud over øst-vest uenigheden — aftegnet sig en konflikt mellem atommagter og ikke-atommagter.

Efter at udkast forelå, havde en række ikke-atommagter fremsat kommentarer, kritiske bemærkninger og egentlige ændringsforslag. Det måtte dog erkendes, at det ikke var lykkedes de pågældende lande at få gennemført væsentlige ændringer.

Fremsættelsen indeholdt en redegørelse for ikke-atommagternes vigtigste forslag og indvendinger.

Hvad ikke-atommagternes krav om sikkerhedsgarantier angik, var det regeringens opfattelse, at sikkerhedsrådets resolution af 19. juni 1968 og den erklæring, som blev afgivet i tilslutning hertil af USA, Sovjetunionen og Storbritannien betegnede det under de herskende politiske forhold bedst opnåelige. (De nævnte to dokumenter er optrykt som bilag til forslaget).

Ministeren fandt, at traktaten måtte tillægges helt afgørende betydning for en fortsættelse af de internationale afspændingsbestræbelser og var et betydningsfuldt skridt hen imod den internationale rustningskontrol, der var betingelsen for påbegyndelsen af almindelig og fuldstændig nedrustning.

Forslaget blev i folketinget modtaget med velvilje fra alle sider. Alle fandt, at traktaten var udtryk for et glædeligt fremskridt i afspændingsbestræbelserne og et skridt mod kontrollen med kernevåben, selv om flere ordførere udtalte skuffelse over, at det ikke var lykkedes at nå videre.

Forslaget vedtoges enstemmigt ved 2. behandling.