Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til love om ændring af lov om ferie med løn, jfr. lovbekendtgørelse nr. 197 af 3. juni 1967, af lov om lærlingeforhold, jfr. lov nr. 261 af 2. oktober 1956, som ændret ved lov nr. 210 af 31. maj 1963, samt af medhjælperloven, jfr. lov nr. 156 af 31. maj 1961, som ændret ved lov nr. 149 af 13. maj 1964, idet lovforslagene udarbejdes efter følgende retningslinjer:

1. Ferieloven skal omfatte lønmodtagere i offentlig eller privat tjeneste, dog ikke tjenestemænd.

2. Lærlinge og medhjælpere skal inddrages under ferieloven.

3. Ferien udgør 2 dage for hver måneds beskæftigelse i optjeningsåret (kalenderåret).

4. Feriegodtgørelsen ydes af arbejdsgiveren fra 1. januar 1970 med 10 pct. af lønnen for det tidsrum, der danner grundlaget for ferieretten.

5. Retten til 4 ugers ferie og retten til højere feriegodtgørelse m. v. skal have virkning for ferieåret, der begynder 1. april 1971."

I bemærkningerne til forslaget hed det:

„Forslagsstillerne finder, at en forbedring af ferieretten er meget påkrævet. Siden 1953, da ferien blev forlænget, er der sket en stærk vækst i produktiviteten, ligesom der generelt må siges at være sket en skærpelse af de krav, der stilles til den enkeltes indsats på arbejdsmarkedet. Det er derfor naturligt, at der i vide kredse i befolkningen føles et stærkt behov for længere ferie. I Sverige og Norge har man i overensstemmelse med de nye forhold forlænget ferien til 4 uger.

Da de samfundsmæssige betingelser for en forlængelse af ferien også i øvrigt er til stede, bør 4 ugers ferie med løn samt en forhøjelse af feriegodtgørelsen til 10 pct. snarest indføres ved lov. Ferieforlængelsen må i øvrigt formodes at ville medføre en yderligere forbedring af produktiviteten og en stimulans for beskæftigelsen. Endvidere bemærkes, at de nødvendige forarbejder til en sådan lovændring allerede foreligger i form af redegørelsen af 1968 om arbejdstid og ferie, afgivet af det af arbejdsministeriet under den forrige regering nedsatte udvalg.

I forbindelse med en lovrevision vil det muligvis være hensigtsmæssigt også at medtage andre punkter end de i forslaget omhandlede.

Vedrørende de enkelte punkter bemærkes følgende:

Ad 1. Den angivne afgrænsning er naturlig under hensyn til, at lærlinge og medhjælpere skal inddrages under loven, jfr. punkt 2. Bortset herfra tilsigtes der ingen ændring af personkredsen, men den angivne afgrænsning må tillige anses for at være et bedre udtryk for den praksis, som allerede er skabt ved administrationen af loven.

Ad 2. Det må anses for uhensigtsmæssigt at opretholde de særlige ferieregler for lærlinge og medhjælpere i de pågældende love. Lærlingene skal altid være berettiget til 24 dages ferie i det første hele ferieår (1. april-31. marts), efter at læreforholdet er begyndt. Heraf følger, at læremesteren er forpligtet til at give lærlingen ferie med løn i det omfang, lærlingen ikke efter lovens regler i øvrigt har optjent det nævnte antal feriedage og feriegodtgørelse til brug herunder.

Såfremt læreforholdet begynder inden for de første tre måneder af et ferieår, gælder tilsvarende regler også for ferien i dette ferieår.

Med hensyn til medhjælpere bemærkes, at det om nødvendigt i overgangsregler må pålægges arbejdsgiveren i overgangsperioden helt eller delvis at betale dobbelt feriegodtgørelse, således at medhjælperne holdes skadesløse.

Ad 3. Med hensyn til feriens placering bemærkes, at den skal gives og holdes i sammenhæng i tiden 2. maj-30. september (ferieperioden), såfremt den udgør 18 dage eller derunder. Denne ferie kan dog lægges uden for ferieperioden, hvis der ved kollektiv overenskomst er truffet aftale derom. Er feriedagenes antal større end 18, skal også de overskydende dage gives i sammenhæng, men kan lægges uden for ferieperioden.

Ad 4. Procentsatsen må fastsættes således, at den ved 4 ugers ferie har samme størrelse pr. uge i forhold til normallønnen som nu under 3 ugers ferie. En sådan procentsats er beregnet til 9,87 pct., som af praktiske grunde bør afrundes til 10 pct. Reglerne for de månedslønnede m. v., jfr. den gældende lovs § 5, stk. 2, må ændres således, at der opnås passende overensstemmelse med hensyn til økonomisk dækning i forhold til de grupper, der er omfattet af den foreslåede 10 pct. sats."

Forslaget blev ved 1. behandling sat til forhandling sammen med det af Krog Hansen m. fl. stillede forslag til folketingsbeslutning om en reform af ferielovgivningen, hvorom der henvises til det på side 652 anførte.

Arbejdsministeren mente, at sådanne spørgsmål måtte forhandles i forvejen med arbejdsmarkedets hovedorganisationer og oplyste i denne forbindelse, at man på grundlag af betænkning, afgivet af et af regeringen nedsat udvalg, ville fremsætte forslag til en moderniseret ferielov i næste folketingssamling.

Erling Dinesen (S) var af den opfattelse, at også afgørende ændringer i ferieloven som de foreslåede godt kunne gennemføres af folketinget, uanset at der ikke på det pågældende tidspunkt var enighed mellem arbejdsmarkedets parter om ønskeligheden af sådanne foranstaltninger. Simonsen (KF) og Jens Frandsen (V) kunne ikke medvirke til forslagets gennemførelse af de grunde, som var nævnt af arbejdsministeren. Valbak (RV) udtalte sig i et vist omfang på linje hermed. Krog Hansen (SF) udtalte sig på linje med Erling Dinesen og Kjær Rasmussen (VS) og Hanne Reintoft (u. p.) kunne støtte forslagene, idet hun dog var skeptisk med hensyn til fondsdannelsen.

Det udvalg, hvortil forslaget blev henvist, nåede ikke at afslutte sit arbejde inden folketingssamlingens slutning.