Loven om ændringer i lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (Kildeskat), jfr. lovbekendtgørelse nr. 265 af 28. juni 1968, drejer sig i det væsentlige om tekniske ændringer foranlediget af de overvejelser, der har fundet sted under det fortsatte arbejde med kildeskatteadministrationens tilrettelæggelse, og de forhandlinger, der i forbindelse hermed er ført med repræsentanter for den kommunale skatteadministration.
1. En del af ændringerne er en følge af de nye regler om særskilt beskatning af gifte kvinder. Det gælder således den nye § 26 A, der omhandler afskrivning på driftsmidler m. m. i ægtefællers erhvervsvirksomheder. Det nye system med særskilt beskatning af hustruen nødvendiggør en helt nøjagtig opgørelse af hustruens indkomst ved selvstændig virksomhed. Ved denne opgørelse fradrages bl. a. sædvanlige afskrivninger på driftsmidler og andre afskrivningsberettigede aktiver hørende til hustruens virksomhed. Man har fundet det hensigtsmæssigt, at der herved lægges vægt på, i hvilken virksomhed aktivet anvendes, og ikke på, hvem af ægtefællerne der er ejer af det.
Efter den nuværende praksis tillægges der ikke ægtefællers indbyrdes retshandler skattemæssig betydning. Der kræves således ikke særlig indkomstskat af fortjeneste ved salg af en fast ejendom fra den ene ægtefælle til den anden. En sådan beskatning ville også rejse store likviditetsmæssige problemer for ægtefællerne. Den nævnte praksis forudsættes opretholdt. Sker der overdragelse af erhvervsmæssige aktiver fra den ene ægtefælle til den anden, bliver der derfor efter loven ikke tale om beskatning af fortjeneste eller fradrag for tab herved, og den anden ægtefælle indtræder i retten til at foretage afskrivninger. Sælges der senere til tredjemand, må den anden ægtefælle så beskattes af eventuel fortjeneste og have fradragsretten for eventuelt tab.
2. Enlige, der opfylder betingelserne i loven om nedslag i skatteansættelsen for folkepensionister m. fl., opnår efter de gældende regler forsørgerstilling ved skatteberegningen, selv om deres indkomst overstiger grænserne for nedslag. Efter kildeskatteloven får de pågældende kun ét personfradrag.
Det fremgår af tillægsbetænkningen af 29. maj 1968 vedrørende det den 13. marts 1968 fremsatte lovforslag om ændringer i kildeskatteloven (årbog 1967-68, side 185), at finansministeren skulle optage forhandling med socialministeren om de problemer, der opstår herved og ved det påtænkte bortfald af de særlige nedslagsregler.
I socialministeriet har man ikke fundet det muligt gennem en tilpasning af de forskellige sociale ydelser at nå frem til en ordning, hvorefter der gives en passende kompensation for de pågældende enliges tab af forsørgerstilling.
Efter forslag af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning bestemmes det derfor i loven, at der i de nævnte tilfælde indrømmes to personfradrag ligesom efter de gældende regler. Når der senere bliver tekniske muligheder for en ændring, vil man tage op til overvejelse, om kompensation skal gives på anden måde, f. eks. ved et fast fradrag i de pålignede skattebeløb.
3. Efter ligningslovens § 25, stk. 4, er der hjemmel til at indrømme en enlig skatteyder forsørgerstilling:
1) når han (hun) til stadighed vederlagsfrit underholder en nær pårørende, som på grund af alderdom, svagelighed eller lignende forhold er ude af stand til selv at forskaffe sig sit underhold.
2) når han (hun) har børn, der er fyldt 18 år, og som er under uddannelse. Det er dog en betingelse, at barnet i overvejende grad forsørges af skatteyderen, og at dette ikke sker gennem bidrag, der kan fradrages i indkomsten i medfør af ligningslovens §§ 10 og 11.
Under kildeskatten opnås forsørgerstilling (2 personfradrag) ikke, når den enlige har børn under 18 år. Det skal der imidlertid gives kompensation for gennem et særligt børnetilskud. Desuden opnår mange enlige en fordel ved, at underholdsbidrag til et barn fremtidig skal beskattes hos barnet og ikke hos den af forældrene, som har barnet hos sig.
Socialministeriet har ikke fundet det muligt at yde ekstra børnetilskud i de tilfælde, hvor der efter reglen i ligningslovens § 25, stk. 4, bevillingsmæssigt kan opnås forsørgerstilling.
For at stillingen ikke skal forringes for disse enlige, er bestemmelsen efter forslag af finansministeren i udvalgets betænkning opretholdt, således at der efter ansøgning kan opnås to personfradrag. Reglen om bevillingsmæssig forsørgerstilling som følge af underhold af en nær pårørende syntes der ikke tilstrækkelig anledning til at opretholde under de nuværende forhold.
4. Efter kildeskattelovens § 43, stk. 2, kan visse nærmere angivne indkomstarter efter finansministerens bestemmelse henregnes til A-indkomst. Det er tanken at inddrage de fleste af disse indkomstarter under indeholdelsesordningen straks fra den 1. januar 1970. Det gælder således arbejdsløshedsunderstøttelse samt dagpenge til lønarbejdere i tilfælde af sygdom og tilskadekomst.
På baggrund af arbejdsløshedskassernes struktur og den stadige til- og afgang af aktuelt understøttelsesberettigede vil det være særdeles vanskeligt for kasserne at administrere en ordning med individuelt skattetræk på grundlag af skattekort. Hertil kommer, at sæsonsvingningerne i arbejdsløsheden vil kunne give betydelige spidsbelastningsproblemer. Hensynet til at opnå størst mulig overensstemmelse mellem foreløbig og endelig skat vil næppe blive væsentligt tilsidesat ved en særordning, fordi der i de fleste tilfælde er tale om kortvarige udbetalingsperioder.
Efter forslag af finansministeren i udvalgets tillægsbetænkning er der derfor åbnet mulighed for, at indeholdelse i sådanne tilfælde sker uden anvendelse af skattekort og i øvrigt efter nærmere af finansministeren fastsatte regler.
5. En række ændringer angår personer med forskudt regnskabsår. Det drejer sig hovedsagelig om erhvervsdrivende. I de allerfleste tilfælde er regnskabsåret forskudt bagud, således at det udløber inden udgangen af det kalenderår, der normalt lægges til grund ved indkomstopgørelsen for et givet skatteår. Efter kildeskattelovens ordning skal sådanne skatteydere betale de foreløbige skatter i løbet af det forskudte regnskabsår i stedet for i løbet af kalenderåret. Forskudsligning og slutligning må så ske til terminer, der i hvert enkelt tilfælde er afpasset til det forskudte regnskabsår. Det vil igen medføre en forskydning af selvangivelsesfrister og klagefrister for disse skatteydere. Af hensyn til arbejdsgangen både i den lokale skatteadministration og hos de centrale skattemyndigheder har man fundet det mere hensigtsmæssigt, at ligningsarbejde og opkrævning m. m. foretages til de sædvanlige terminer også for skatteydere med forskudt regnskabsår. Reglerne er derfor ændret, således at skattebetalingsperioden også for personer med forskudt regnskabsår bliver kalenderåret. Skatten for det enkelte kalenderår må da beregnes på grundlag af indkomsten i det forskudte regnskabsår.
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget blev det modtaget med velvilje fra alle sider. I forbindelse med ændringer vedrørende personer med forskudt regnskabsår nævnte Grünbaum (S) og Niels Helveg Petersen (RV) ønskeligheden af senere at få en drøftelse af spørgsmålet om det rimelige i fortsat at opretholde reglerne om forskudt regnskabsår.
Under udvalgsbehandlingen stillede finansministeren både i udvalgets betænkning og tillægsbetænkning en række ændringsforslag, hvoraf de vigtigste er omtalt ovenfor. Efter vedtagelse af ændringsforslagene henholdsvis ved 2. og 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag ved 3. behandling enstemmigt med 145 stemmer.