Ved loven er bestemmelserne om forlovelse bortfaldet. Dette var en følge af behandlingen i folketinget. Det fremgår af bemærkningerne til ændringsforslaget, hvorefter disse bestemmelser udgik, at dette ikke kunne antages at udelukke, at der i visse tilfælde ville kunne ifaldes ansvar for ophævelse af en forlovelse efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Bestemmelsen om, at løfte om en formueydelse som erstatning for senere ophævelse af en forlovelse er uforbindende, må ifølge bemærkningerne til ændringsforslaget, hvorefter bestemmelsen udgik, antages at være udtryk for en almindelig retsgrundsætning og derfor fortsat gælde.

Den hidtil gældende aldersgrænse for mænd til at indgå ægteskab nedsættes fra 21 til 20 år. For kvinder bevares grænsen uforandret på 18 år. Som hidtil skal alle under 21 år have forældrenes samtykke til indgåelse af ægteskab.

Med hensyn til fremgangsmåden ved indgåelse af ægteskab gennemføres den forenkling, at kravet om lysning inden vielsen ophæves.

Med hensyn til skilsmisse bevares utroskab som skilsmissegrund, dog således, at retten får adgang til at give separation i stedet for skilsmisse, når hensynet til børnene eller andre vægtige grunde taler herfor. Separationstiden nedsættes. Den hidtil gældende lov havde to frister. En på 1 1/2 år, når parterne var enige, og en på 2 1/2 år, når skilsmisse blev begæret af en af ægtefællerne. Der gennemføres nu den ordning, at enhver af ægtefællerne har ret til skilsmisse, når de efter opnået separation har levet adskilt i 1 år og ikke senere har genoptaget samlivet. Enhver af ægtefællerne har ret til skilsmisse, når deres samliv på grund af uoverensstemmelse har været hævet i de sidste 3 år. Ifølge hidtil gældende ret kunne ægtefællerne, når de var enige eller hvis sagsøgtes livsførelse hovedsagelig var skyld i samlivets ophævelse, få skilsmisse efter 4 års samlivsophævelse. Var det sagsøgerens livsførelse, der var hovedårsagen til ophævelsen af samlivet, burde skilsmisse i almindelighed ikke gives. Efter nyere retspraksis var der dog givet skilsmisse efter ophævelse af samlivet i 7-8 år, selv om sagsøgeren måtte anses for den „skyldige" part.

Med hensyn til fremgangsmåden ved opnåelse af separation og skilsmisse indeholder loven en række ændringer i forhold til hidtil gældende ret. Ægtefæller, som ønsker separation eller skilsmisse, vil altid få mulighed for at vælge mellem domstolsafgørelse og administrativ bevilling, medens man hidtil ved skilsmisse efter separation kun kunne gå bevillingsvejen. Loven indeholder endvidere en bestemmelse om, at der straks ved separationen tages stilling til, hvorledes vilkårene skal være efter den skilsmisse, der ofte følger.

Den ny ægteskabslov træder i kraft 1. januar 1970.

Det fremgik af behandlingen i folketinget, at det var justitsministerens hensigt at nedsætte en kommission eller et udvalg til at arbejde videre med revisionen af ægteskabsloven såvel af reglerne om ægteskabs indgåelse og opløsning som bestemmelserne om ægteskabets retsvirkninger. Det siges i udvalgets betænkning, at der har „været enighed om, at der bør foretages en dyberegående undersøgelse af hele ægteskabslovgivningen for at overveje, i hvilket omfang der er behov for at tilpasse denne lovgivning til de ændrede samfundsforhold, ændringen af kvindens stilling i samfundet og de heraf følgende ændringer af ægteskabsinstitutionen."

Lovforslaget blev første gang fremsat for folketinget i maj 1968 (se folketingsårbogen 1967-68, side 488).

Under 1. behandling udtalte K. Axel Nielsen (S), at der om en række punkter var delte meninger i hans gruppe. Der var dem, der mente, at der altid burde være borgerlig registrering af ægteskab, der var ligeledes dem, der mente, at ægteskabsalderen for mænd burde være lavere end 20 år. Måske var tiden inde til at sætte denne grænse til 18 år og samtidig nedsætte myndighedsalderen til det samme. Der var i hans gruppe tilhængere af en ordning, hvorefter ægtefæller, der var enige om at gå fra hinanden og var enige om vilkårene, ubetinget skulle have ret til skilsmisse. Da separationstiden ifølge forslaget var 1 år, var problemet dog ikke stort efter hans opfattelse.

Hanne Budtz (KF) undrede sig over, at hele kapitlet om forlovelse var blevet bevaret. Med hensyn til spørgsmålet om, hvem der skulle have forældremyndigheden, mente hun, at bestemmelsen om, at børn under 2 år i almindelighed burde tildeles moderen, burde udgå.

Merete Bjørn Hanssen (V) gav udtryk for, at venstre anså det for ønskeligt, at der så vidt muligt blev overensstemmelse mellem ægteskabsalderen og myndighedsalderen. Med hensyn til utroskab var der i hendes parti dem, der ønskede, at utroskab altid skulle give mulighed for skilsmisse, medens andre ønskede, at utroskab kun skulle kunne give adgang til separation. Hun rejste spørgsmålet, om der ikke burde skabes en direkte adgang til skilsmisse på grundlag af enighed mellem ægtefællerne om, at deres ægteskab ikke kunne fortsætte, eventuelt begrænses til ægtefæller, der ikke havde børn.

Rigmor Christensen (RV) fandt, at det var nødvendigt at tage de flere og flere faste samlivsforhold i betragtning ved en liberalisering af loven. Hun fandt at forlovelse efterhånden var blevet et forældet begreb. Hun fandt det tvivlsomt, om man fortsat kunne opretholde forskellig ægteskabsalder for mænd og kvinder. Med hensyn til opløsning af ægteskabet på grundlag af separation og skilsmisse, så burde det overvejes, om ikke skyldgrunden burde afløses af „dyb og varig uoverensstemmelse" kombineret med at man altid begyndte med en separation.

Poul Dam (SF) mente, at ægteskabet var en borgerlig sag, og at det vedkom de borgerlige myndigheder at sørge for, at de rette ting var i orden. Det var vigtigt, at man afdramatiserede skilsmisserne for at formindske den indgroede bitterhed, som kunne komme omkring en skilsmisseprocedure, som den var nu. Han ytrede ønske om et udvalgsarbejde, der ikke var bundet af kommissionsforlægget eller af hensynet til det nordiske samarbejde.

Kjær Rasmussen (VS) var af den opfattelse, at regeringens forslag var for stillestående, for perspektivløst. Reglerne om forlovelse burde ophæves, mandens ægteskabsalder nedsættes til 18 år, sådan at der blev ligestilling mellem mand og kvinde. Det burde være sådan, at separation kunne opnås, blot den ene part ønskede det. Man måtte afvikle al den samfundsindgriben i og formning af folks private samlivsforhold.

Efter ordførerne talte Kai Moltke (u. p.)

I det nedsatte udvalg var der enighed om, at dyberegående undersøgelser bedst kunne ske ved at ministeren nedsatte en kommission (se ovenfor); som følge heraf havde udvalget undladt at foreslå mere vidtgående ændringer i lovforslaget og havde begrænset sig til dem, der var enighed om.

Under udvalgets drøftelser havde der været fremført ønsker om vidtgående reformer, og der havde været enighed om, at disse problemer burde indgå i den kommende kommissions undersøgelser. Udvalget omtaler i betænkningen nogle af disse problemer, bl. a. om ægteskabet altid bør stiftes ved en borgerlig registrering, om separation bør være en ubetinget ret, samtidig med at adgangen til direkte skilsmisse stærkt begrænses, om skyldkriteriet overalt bør udgå af ægteskabslovgivningen samt om utroskab fortsat bør give adgang til skilsmisse. Det siges, at det har været nævnt, at individuelle kontrakter mellem parterne ville kunne få betydning på en række områder, samt at spørgsmålet om den gifte kvindes valgfrihed med hensyn til erhvervsarbejde er et væsentligt spørgsmål, som muligt bør undersøges i relation til kommende bestemmelser i ægteskabslovgivningen, ligesom forsørgerbegrebet burde indgå i overvejelserne i forbindelse med ændringer i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Der er endvidere peget på behovet for at undersøge, om nogle af de regler i lovgivningen, der knytter retsvirkningen til ægteskabet, bør kunne anvendes på visse ægteskabslignende forhold. De praktiske problemer, der er rejst af „Forbundet af 1948" og tidsskriftet „Vennen", bør, synes det, formentlig overvejes i denne sammenhæng i det omfang, de ikke kan løses ved arveafgiftslovgivningen og lejelovgivningen.

Om ægteskabsalderen siges det:

„Ægteskabsalderen har været indgående drøftet. Nogle udvalgsmedlemmer har ønsket en ægteskabsalder for både mænd og kvinder på 18 år. De har henvist til, at alderen bør være ens for mænd og kvinder, og til, at en fælles aldersgrænse på 18 år nu er gennemført i Sverige og Norge. Udvalget er dog enig om foreløbig at blive stående ved en ægteskabsalder på 20 år for mænd og 18 år for kvinder."

Det siges endvidere, at justitsministeren har oplyst, at han har nedsat et særligt udvalg til at overveje spørgsmålet om sindssyges og åndssvages adgang til at indgå ægteskab. Udvalget har været enig om at afvente resultatet af det særlige udvalgs arbejde.

Udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med en række ændringsforslag stillet af ministeren, hvoraf det vigtigste var, at afsnittet om forlovelse udgik (se ovenfor). Endvidere blev der ved et ændringsforslag indsat en bestemmelse om pligt til at skifte for den, der tidligere havde været gift, og som ville indgå nyt ægteskab. Denne bestemmelse er ikke ny, den var gældende ret, men var udeladt af lovforslaget. Endvidere gives der ved et ændringsforslag mulighed for, at kirkelig vielse under visse omstændigheder kan foretages af andre trossamfund end de anerkendte. Det foreslås endvidere i et ændringsforslag, at det er tilstrækkeligt, at parterne er enige om at søge separation, uden at de behøver at påstå, at det er på grund af dyb og varig uoverensstemmelse. Endelig anbefaler udvalget en revision af den borgerlige vielses ritual samt henstiller, at der bliver mulighed for borgerlig vielse om lørdagen.

Ved 2. behandling oplyste Kjær Rasmussen (VS) at de uden begejstring kunne stemme for lovforslaget ud fra håbet om, at det var begyndelsen til mere radikale ændringer. Uden for ordførernes række talte Hanne Reintoft (u. p.).

De af ministeren stillede ændringsforslag blev vedtaget uden afstemning.

Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 155 stemmer.