Som anført under gennemgangen af de love, som den nye tjenestemandsreform omfatter, er tjenestemandslovens område i overensstemmelse med tjenestemandskommissionens forslag blevet udvidet til også at omfatte folkekirkens tienestemænd.
Som følge heraf er der ved nærværende lov foretaget en revision af den gældende præstelønningslov, hvorved bestemmelserne om folkekirkens tjenestemænds ansættelsesvilkår er uddraget af loven, således at der alene er blevet de regler tilbage af ikke-tjenestemandsretlig karakter, som loven indeholdt og som skulle videreføres.
Samtidig er foretaget en modernisering af den tilbageblevne lovtekst og indført en noget anden systematisering end den hidtil anvendte.
Loven består af 5 dele, hvoraf 1. del indeholder bestemmelserne om lønningsmidlernes tilvejebringelse og 2. del bestemmelser om lønningsmidlernes bestyrelse. I 3. del gives særregler for København og Frederiksberg. 4. del indeholder bestemmelserne om provstiudvalgenes sammensætning, valg og virksomhed. I 5. del er optaget forskellige bestemmelser, bl. a. om ansættelse af midlertidige, honorarlønnede hjælpepræster til hjælp ved betjeningen af et fast præsteembede eller en menighed, om kirkebetjeningen m. m. Endelig er der i 6. del foreslået ikrafttrædelsesbestemmelser og visse overgangsbestemmelser.
Af væsentlig betydning er den gennemførte udgiftsfordeling mellem stat og folkekirke. Loven følger i så henseende de principper, der fastlagdes i 1958, således at statens tilskud til præsternes lønninger og pensioner fastsættes til 60 pct. af løn- og pensionsudgiften. I modsætning til den hidtidige ordning er det imidlertid fastsat, at denne udgiftsfordeling skal omfatte alle løndele, herunder også dyrtidstillæg. Det er herved tilsigtet at imødegå, at byrdefordelingen fremtidig udvikler sig til ugunst for statskassen, således som det siden 1958 har været tilfældet på grund af bestemmelsen i den nugældende præstelønningslovs § 73, nr. 15, hvorefter dyrtids- og overenskomsttillæg til lønninger og pensioner blev udredet fuldt ud af statskassen.
Lovforslaget gav under behandlingen i folketinget kun i mindre omfang anledning til særlige bemærkninger. Morten Lange (SF) forbeholdt sig dog under den videre behandling at stille sådanne ændringsforslag, som efter hans opfattelse ville bringe spørgsmålet om folkekirkens dækning for sine udgifter i bedre overensstemmelse med grundlovens sigte.
Som de øvrige lovforslag, der vedrørte tjenestemandsreformen, henvistes det til folketingets lønningsudvalg. Et flertal i dette udvalg indstillede lovforslaget til vedtagelse med et ændringsforslag af redaktionel karakter. Et mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) fandt, at statens tilskud til folkekirkens lønninger og pensionen burde nedsættes fra de i lovforslaget foreslåede 60 pct. til 10 pct., hvorved refusionerne efter mindretallets opfattelse ville være af en størrelse, der dækkede præsternes verdslige funktioner.
De øvrige lønudgifter måtte dækkes af kirkeskatten.
Efter at mindretallets ændringsforslag herom var blevet forkastet ved 2. behandling vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 140 stemmer; 8 medlemmer (SF og VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.