L 147 Lov om ændring af lov om statstilskud til kunstmuseer.

Af: Minister for kulturelle anliggender K. Helveg Petersen (RV)
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 272 af 18-06-1969
Loven indeholder forbedringer af de hidtil gældende tilskudsregler på en række punkter. Dog er hovedprincippet for maksimering af statens tilskud opretholdt, selv om der også her er visse ændringer.

Ifølge loven kan museerne i et vist omfang påtage sig anden kulturformidlende virksomhed, der dog skal være forenelig med museets hovedvirksomhed, og staten kan yde et tilskud, der udgør 100 pct. af det stedlige tilskud til en sådan virksomhed, jfr. § 1, stk. 2 og §5, stk. 1,3). Maksimumsbeløbet for statstilskud bliver forhøjet lidt i forhold til det hidtil gældende, dog må det ikke uden særlig hjemmel på finansloven udgøre over 200.000 kr., jfr. § 5, stk. 1. 1).

Statstilskuddet til kunstkøb og konservering fastsættes til 20 pct. af driftstilskuddet, dog mindst 10.000 kr. og højst 20.000 kr. § 5, stk. 1, 2).

Ministeren bemyndiges til at tilbageholde 2½ pct. af driftstilskuddet til honorering af museumspædagoger og til løsning af fællesopgaver for museerne. § 6, stk. 1. Endvidere opføres der nu på den årlige finanslov særlige bevillinger til konservering af kunstværker. § 6, stk. 2. a).

Loven skal tages op til revision i folketingsåret 1970-71.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at bestemmelserne i denne lov så vidt muligt søges paralleliseret med bestemmelserne i lov om kulturhistoriske lokalmuseer.

Lovforslaget fik en velvillig behandling af alle ordførerne i folketinget, dog var enkelte ordførere inde på, at såkaldte løsfund ofte går museernes næse forbi, fordi man her i landet mangler en antikvitetslov, og man ønskede dette problem behandlet i udvalget (SF og VS). Disse spørgsmål blev også diskuteret under udvalgsarbejdet, og nødvendigheden af håndhævelsen af de eksisterende regler blev understreget. Også nyordningen af den planlagte konservatoruddannelse blev her diskuteret med. ministeren. Et ændringsforslag vedrørende revision af loven stillet af ministeren blev tiltrådt af udvalget.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 141 stemmer.
Partiernes ordførere
Bodil Koch (S), Jørgen Peder Hansen (S), Gudrun Jensen (KF), Merete Bjørn Hanssen (V), Jørgen Andersen (RV), Gunhild Due (SF) og Erik Sigsgaard (VS)