L 21 Lov om ændring af lov om ikrafttræden af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (Kildeskat).

(Beskatning af dødsboer).

Af: Finansminister Poul Møller (KF)
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 119 af 29-03-1969
Ved loven ændres § 4 i lov nr. 190 af 31. maj 1968 om ikrafttræden af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (kildeskat). Ændringen har tilknytning til den samtidig gennemførte lov om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (kildeskat). (Beskatning af dødsboer), se side 98.

Efter den tidligere formulering af § 4 holdes dødsboer, der er under offentligt skifte ved kildeskatteordningens ikrafttræden, uden for ordningen, således at de i stedet fortsat svarer skat efter de hidtil gældende regler. Da der efter den nævnte lov om ændringer i kildeskattelovens dødsbobeskatningsregler skal gælde ens beskatningsregler for offentligt og privat skiftede boer i de første 15 måneder efter dødsfaldet, udstrækkes § 4 ved ændringsloven til også at gælde for de privat skiftede boer.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om særlig indkomstskat m. v. (Beskatning af dødsboer) m. fl. lovforslag, og der henvises til omtalen heraf side 98. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uden ændringer med 84 (KF, V og RV) stemmer mod 12 (SF og VS), medens 49 (S) medlemmer undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Per Federspiel (V), Helge von Rosen (RV), Sigurd Ømann (SF) og Erik Sigsgaard (VS)