Efter loven overtager staten udgifterne ved driften af de private seminarier. Staten stiller endvidere inventar og samlinger til rådighed for seminarierne. (§ 2, stk. 1).
Der kan endvidere ydes lån af statskassen til opførelse af bygninger m. v. (§ 2, stk. 2).
Loven omfatter ifølge § 1, stk. 1, private seminarier, der uddanner lærere til folkeskolen, private husholdningsseminarier og private børnehave- og fritidspædagog seminarier. Det er dog en betingelse, at seminarierne er godkendt af undervisningsministeren, at de er selvejende institutioner med vedtægter godkendt af undervisningsministeren og at de følger de regler, som fastsættes af undervisningsministeren om driften, de økono- mishe forhold og lønnings- og pensionsforholdene for personalet m. v.
Det fremgår af § 1, stk. 2 — som indsattes under lovforslagets behandling i folketinget — at ledere og lærere ved de af loven omfattede seminarier som hidtil skal være medlemmer af „Pensionskassen af 1925 for de private eksamensskoler", medmindre det godtgøres, at de på anden måde er sikret passende pension.
Efter § 3 overtager staten efter de samme regler udgifterne ved en privat øvelsesskole, der er knyttet til et seminarium, der uddanner lærere til folkeskolen. Det er dog en betingelse herfor, at øvelsesskolen har ledelse fælles med seminariet og kan godkendes som fast øvelsesskole.
Elevernes hjemstedskommune betaler en afgift pr. elev i øvelsesskolen. Afgiften fastsættes af undervisningsministeren svarende til en beregnet gennemsnitsudgift pr. elev i folkeskolen.
Loven træder i kraft den 1. april 1970 (§ 4).
Baggrunden for loven er ønsket om at søge gennemført en vederlagsfri uddannelse på de private seminarier ved at lade staten overtage udgifterne til de private seminariers drift og anlæg.
Undervisningsministeren bemærkede i sin fremsættelse bl. a., at seminarierne fortsat ville være private, og at loven ikke — bortset fra den nødvendige godkendelse af budgetter og regnskaber — ville give baggrund for at ændre det idégrundlag eller de traditioner, hvorpå flere af de private seminarier var opbygget.
Det ville ikke være muligt at lade loven træde i kraft før den 1. april 1970 under hensyn til det store arbejde med bl. a. for hvert enkelt seminarium at foretage den nødvendige økonomiske opgørelse.
For at lette de lærerstuderende var ministeren imidlertid indstillet på at søge forhøjet bevillingen til nedbringelse af studieafgifterne i tiden fra. 1. august 1969 til 31. marts 1970.
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig behandling, idet alle erkendte det urimelige i det hidtidige forhold, at der skulle betales studieafgift ved de private seminarier, når der ikke var mulighed for at vælge frit mellem disse og statsseminarierne, hvor undervisningen var gratis.
Flere af ordførerne fremhævede det ønskelige i at lade studieafgifterne falde bort pr. 1. august 1969 samtidig med den nye læreruddannelseslovs ikrafttræden. Blandt disse var Karl Max Rasmussen (S), som henviste til det af socialdemokratiet tidligere fremsatte forslag til folketingsbeslutning om bortfald af studieafgifter (se side 681).
Undervisningsministeren oplyste under behandlingen, at det var tanken for tiden 1. august 1969 til 31. marts 1970 at søge studieafgifterne nedsat, så de blev ens for samtlige seminarier og udgjorde 200 kr. pr. studerende for disse 8 måneder. Når han ikke kunne gå med til at lade afgifterne bortfalde helt pr. 1. august 1969, var det dels af økonomiske grunde, dels og navnlig fordi forudsætningen for at yde 100 pct.s dækning for udgifterne ved en privat selvejende institution måtte være, at man havde regnskaber og budgetter til godkendelse forinden. Dette kunne man først have fra april 1970.
I sin betænkning pegede udvalget bl. a. på, at der for så vidt angik betaling for undervisningen på kursus til højere forberedelseseksamen ved de kursus, der var knyttet til de private seminarier, forelå et problem, som man henstillede til undervisningsministeren at søge løst.
Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) beklagede i en mindretalsudtalelse, at der ikke kunne skaffes flertal for, at undervisningsafgiften skulle falde bort den 1. august 1969. De uddannelsessøgende havde med rette kunnet forvente, at dette var sket, og merudgiften var ikke afskrækkende.
Ved 2. behandling tog Karl Max Rasmussen det foran omtalte forslag til folketingsbeslutning om bortfald af studieafgifter tilbage.
Lovforslaget vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.