Luk

Luk
Luk

Luk

L 231 Forslag til lov om ændring af myndighedsloven.

(Myndighedsalderen).

Af: Justitsminister K. Thestrup (KF)
Samling: 1968-69
Status: Bortfaldet
Forslaget gik ud på at nedsætte myndighedsalderen fra 21 år til 20 år.

I ministerens fremsættelsestale blev det oplyst, at der på det nordiske justitsministermøde i december 1967 havde været enighed om at søge myndighedsalderen i de nordiske lande nedsat til 20 år. I Island var nedsættelsen gennemført, i Norge var der fremsat forslag herom, og i Sverige og Finland var lovforslag under udarbejdelse. Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser med 21 års aldersgrænsen (se nærmest følgende sag). Ved sidstnævnte forslag foreslås en nedsættelse af de 21 års aldersgrænser i den øvrige lovgivning, som skønnes at have en sådan sammenhæng med myndighedsalderen, at de bør følge denne.

Ved 1. behandling gik Poul Dalsager (S) ind for, at myndighedsalderen skulle være den samme som valgretsalderen, og at grænsen for begge skulle være 18 år. Udvalgsarbejdet vedrørende disse forslag burde afvente resultatet af diskussionerne om valgretsalderen. (Se ovenfor side 345).

Regeringspartiernes ordførere kunne anbefale lovforslaget. Poul Dam (SF) var positiv over for en nedsættelse af myndighedsalderen. Sigsgaard (VS) gik ind for en grænse på 18 år både for valgret og myndighed.

Uden for ordførernes række talte Knud Hertling (Grl.), der ikke mente, at der var nogen sammenhæng mellem valgretsalder og myndighedsalder. Fra grønlandsk side kunne man støtte det fremsatte lovforslag.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning eller beretning.
Partiernes ordførere
Poul Dalsager (S), Hanne Budtz (KF), Niels Anker Kofoed (V), Erik Nordqvist (RV), Poul Dam (SF) og Erik Sigsgaard (VS)