Ved lovforslaget foreslås 2 ændringer i lov nr. 427 af 21. november 1967 om avancestop, som ændret ved lov nr. 28 af 15. februar 1968 og lov nr. 358 af 30. oktober 1968.

Den ene ændring vedrørte lovens § 1, stk. 4, som forslagsstillerne foreslog affattet således, at rationaliseringsgevinster ikke ensidigt tilfalder virksomhedsejerne.

Ved den anden ændring foresloges avancestoplovens senest fastsatte udløbsdato ændret, så at loven tidligst kunne ophæves den 1. april 1970.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om ændring af lov om anmeldelse af vejledende priser m. v.

Ved fremsættelsen udtalte ordføreren for forslagsstillerne (Poul Dalsager) om de to lovforslag:

„Udviklingen i landets økonomiske situation må anses for at være behæftet med adskillige usikkerhedsmomenter. Forslagsstillerne vil anse det for yderst uheldigt, om en prisstigningsbølge skulle udløses efter den 1. juli, til hvilken dato de nugældende love om avancestop og lov om ændring af lov om anmeldelse af vejledende priser m. v. udløber, efter at regeringen har tilkendegivet, at den ikke agter at foreslå lovene forlænget.

Den rapport, som er udarbejdet af det økonomiske råd, og som er omtalt i dagspressen, taler da også sit tydelige sprog om den forventede udvikling. Rapporten er ganske vist ikke offentliggjort på nuværende tidspunkt, men pressen plejer at være godt underrettet, så der er al mulig grund til at fæste lid til de forlydender, der er fremkommet om, at rådet forventer avanceglidninger i den kommende tid.

Der er andre og faretruende momenter i den økonomiske udvikling, der gør, at regeringen har god grund til at acceptere en videreførelse af disse love.

Den nyindførte obligationsrationering vil måske bremse igangsætningen af nyt byggeri med ledighed i byggefagene til følge, ligesom de store valutatab og forlydender om en forøget skatteudskrivning til efteråret varsler barske tider for dansk økonomi.

Det må naturligvis erkendes, at denne lovgivning er en belastning for erhvervslivet, men det bør dog nævnes, at der blev foretaget visse ændringer og lempelser i lov om avancestop ved behandlingen i efteråret 1968, f. eks. smidigere dispensationsadgang, mulighed for dækning for overenskomstmæssige lønstigninger og for huslejestigninger, ligesom monopoltilsynet fik mulighed for generelle dispensationer.

Når socialdemokratiet ikke fandt at kunne stemme for lovene i efteråret 1968, skyldtes det som bekendt for avancestoplovens vedkommende, at man ved ændringen gav tilladelse til, at virksomhederne kunne inddrage hele gevinsten ved rationaliseringer. Derfor foreslås en ændring af avancestoplovens § 1, stk. 4, der kun giver mulighed for forhøjelse til dækning af de ved rationaliseringen afholdte omkostninger.

Ændringsforslag nr. 2 forlænger loven uden mulighed for handelsministeren for ophævelse inden den 1. april 1970, til hvilken tid folketinget igen bør tage stilling til loven.

I loven om anmeldelse af vejledende priser gennemførtes også lempelser, som socialdemokratiet ikke kunne medvirke til. Derfor foreslås genindført de bestemmelser, som bortfaldt, og som må anses for ønskelige for at forhindre eventuelle urimelige priser og avancer.

Der kan naturligvis forhandles om forslagene i udvalget, hvor alle saglige forslag vil blive modtaget med velvilje, ligesom forslagsstillerne naturligvis med interesse vil studere henvendelser fra erhvervslivet om ændringer, der f. eks. kunne lette administrationen af bestemmelserne i lovene."

Ved 1. behandlingen erklærede handelsministeren, at sikring af den opnåede prisstabilitet kunne kræve særlige forholdsregler. Regeringen var opmærksom på, at den kommende udvikling kunne indebære en risiko for prisstabiliteten. Risikoen knyttede sig bl. a. til den forstærkede økonomiske aktivitet, som udviklingen pegede i retning af, og som kunne have særlige faremomenter i et år, hvor arbejdsmarkedet havde fornyet sine overenskomster, og hvor der samtidig skete forhøjelser af indkomsterne for andre befolkningsgrupper.

Ministeren måtte dog afvise en forlængelse af avancestoploven som den foreslåede, idet fortsatte indgreb af denne art ville være forbundet med mange uheldige konsekvenser. Avancestoploven var en midlertidig lov. Når loven bortfaldt, ville man imidlertid ikke stå uden midler i den videre prispolitik. Den permanente lovgivning om monopoler og konkurrencebegrænsninger og om indseende med priser var netop instrumenter, der gav mulighed for en aktiv indsats på de områder, som i særlig grad kunne indebære fare for prisstabiliteten.

Ministeren ville derimod ikke afvise, at videreførelse af bestemmelser i loven om anmeldelse af vejledende priser måtte overvejes, eventuelt med visse ændringer med henblik på mere smidige fremgangsmåder i prisreguleringspolitikken, men efter regeringens opfattelse ikke i den form, der var foreslået af forslagsstillerne.

Ordførerne for regeringspartierne tilsluttede sig alle handelsministerens udtalelser. Derimod kunne såvel Ømann (SF) som Sigsgaard (VS) tiltræde lovforslagene, dog at Ømann ikke følte sig helt sikker på, at virkningerne af forslaget om rationaliseringsgevister ville blive gavnlige. En deling af rationaliseringsgevinsten ville formentlig være mere i overensstemmelse med virkeligheden.

Begge lovforslag henvistes efter 1. behandlingen til et folketingsudvalg. I forbindelse med 3. behandlingen af det af handelsministeren fremsatte forslag til lov om ændring af lov om anmeldelse af vejledende priser m. v. trak forslagsstillerne lovforslaget tilbage.