Med henblik på at folketinget kunne få lejlighed til at behandle og vedtage mere varige prislove, foresloges den gældende avancestoplov, der ville udløbe den 1. november 1968, forlænget til 1. februar 1969, dog med mulighed for fortsat gyldighed, såfremt folketinget ikke inden da havde vedtaget en mere permanent lov.

Forslaget fremsattes sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om ændring af lov om vejledende priser og om prisstop for tjenesteydelser, som havde tilsvarende sigte.

Ved fremsættelsen begrundede ordjøreren jor forslagsstillerne, Poul Dam, de to forslag på følgende måde:

„Vore forslag om en forlænget gyldighed for disse pris- og avancelove indeholder ingen anerkendelse af disse reglers egnethed som permanente love på disse områder. De er nødvendigvis kun anvendelige i en vis overgangsperiode.

Det er vel efter vor opfattelse godt og forsvarligt, at de forlænges i de foreslåede tre måneder, men det er ikke hovedformålet med lovforslagene. Hovedformålet er at give folketinget tid til at bearbejde de indhøstede erfaringer, at drøfte problematikken om prisudviklingen og på dette grundlag vedtage de nye varigere regler, som er nødvendige på dette for hele økonomien meget vigtige område, før de gældende midlertidige regler falder væk.

På alle de tre hovedområder, som lovene omfatter, er der behov for regler, der kan regulere prisudviklingen.

Loven om avancestop kan i det lange løb forhindre rationalisering, fordi afskrivning på maskiner indgår i den bruttoavance, loven lægger loft over, medens bortfald af direkte lønomkostninger medfører pligt for virksomheden til at sænke priserne. Også for handelen kan loven medvirke til en vis stivhed i mønstret for varefordelingen. Disse langtidsvirkninger erkender vi, men det er uberettiget at slutte herfra og til, at de funktioner, som loven i øvrigt udfylder, kan undværes. Loven må afløses af regler, som giver monopoltilsynet adgang til at afbøde virkningerne af mangel på effektiv konkurrence og gribe ind over for urimelige priser og prisforskelle.

Loven om stop for prisstigninger på tjenesteydelser kan i det lange løb have visse uheldige sociale virkninger. Mange af de mennesker, der sælger tjenesteydelser, har relativt små indkomster, og det vil ikke være rimeligt at afskære dem fra at deltage i den almindelige indkomstuclvikling. På den anden side er der en så stor spredning i aflønningen af tjenesteydelser, at der er behov for regler, som giver monopoltilsynet adgang til at gribe ind i videre omfang end hjemlet i monopolloven.

Hvad endelig de vejledende bruttopriser angår, er der vel overhovedet ingen begrundelse for ophævelse. Loven har haft en sanerende virkning, og en lang række konkurrenceregulerende priser er blevet ophævet, men vi finder det mest praktisk, at en ny lovgivning på dette område går ud på et almindeligt forbud mod den del af de vejledende bruttopriser, der er konkurrencebegrænsende.

Vi ser naturligvis gerne regeringsinitiativer på disse områder, men skulle lovforslag udeblive trods den store interesse, regeringen nærer for indkomstpolitik, agter vi at fremsætte egne forslag, hvorom folketingets prislovsdrøftelser kan koncentrere sig.

Hvad særlig avancestoploven angår, vil jeg gøre opmærksom på, at det er muligt, at der er et praktisk behov for at flytte udgangstidspunktet længere frem end den 18. november 1967, men det kan vi nok få monopoltilsynet til at oplyse os om undervejs."

Begge lovforslag behandledes i folketinget sammen med de af handelsministeren fremsatte forslag om ændring af lov om avancestop og om anmeldelse af vejledende priser m. v.

Ved 1. behandlingen kunne handelsministeren henvise til sine egne lovforslag, idet han udtrykte håb om, at forslagsstillerne kunne tilslutte sig hans betydeligt mere udtømmende lovforslag.

På det konservative folkepartis vegne udtalte Jørgen Jensen, at han ikke kunne medvirke til gennemførelsen af de to lovforslag, hvis hensigt var at gennemføre en permanent, rigoristisk prislovgivning ud over den gældende monopoltilsynslov og ud over loven om indseende med priser. På længere sigt og i princippet måtte konkurrencen være den faktor, som skulle sikre de rigtige prisforhold.

Heller ikke de øvrige ordførere for regeringspartierne kunne tilslutte sig forslagene.

Ordføreren for forslagsstillerne, Poul Dam, understregede derefter, at formålet med lovforslagene havde været at sikre, at der kom en diskussion om prislovgivningen, således at man ikke uden videre ophævede de love, som ellers ville udløbe 1. november.

Forslaget henvistes sammen med de øvrige prislovgivningsforslag til behandling i et folketingsudvalg.

I udvalgets betænkning udtalte ordføreren for forslagsstillerne, at da den formentlig forestående gennemførelse af handelsministerens lovforslag ville medføre, at den væsentligste del af den midlertidige lov videreførtes ud over 1. november 1968, var forudsætningerne for socialistisk folkepartis forslag bortfaldet, og forslagsstillerne ville på denne baggrund tage forslagene tilbage ved 2. behandling.

I overensstemmelse hermed toges de to forslag tilbage ved andenbehandlingen.