Det fremsatte lovforslag var en genfremsættelse af et af socialistisk folkeparti i folketingsåret 1966-67, 2. samling (årbog 1966-67, side 531) og folketingsåret 1967-68, 2. samling (årbog 1967-68, side 509) fremsat lovforslag. Forslaget går ud på at indføre fri adgang til abort i den tidligste del af svangerskabet.
Under 1. behandlingen gennemgik justitsministeren det forslag, der var indeholdt i en betænkning afgivet af et sagkyndigt udvalg. (Betænkning om adgang til svangerskabsafbrydelse nr. 522/1969).
I statsministerens åbningstale ved folketingsårets begyndelse var det blevet nævnt, at svangerskabsloven ville blive foreslået ændret, når det sagkyndige udvalg havde afsluttet sit arbejde. Udvalgets betænkning havde imidlertid først foreligget i slutningen af februar, og det var ikke muligt at fremsætte et lovforslag så betids, at forslaget kunne ventes færdigbehandlet i denne folketingssamling. Regeringen havde derfor besluttet at vente med at fremsætte lovforslag på grundlag af udvalgsbetænkningen til først i det kommende folketingsår. Et flertal af udvalgets medlemmer, alle med undtagelse af overlæge Hoffmeyer, kunne ikke på nuværende tidspunkt gå ind for fri abort. Flertallet af udvalget foreslår, at de gældende indikationer for at tillade svangerskabsafbrydelse suppleres med en såkaldt social indikation. Der stilles endvidere forslag om, at der åbnes mulighed for at tillade svangerskabsafbrydelse for unge kvinder, når kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde. Endelig foreslår flertallet, at svangerskabsafbrydelse skal kunne foretages uden forudgående tilladelse og således også uden forudgående undersøgelse af, om betingelserne for svangerskabsafbrydelse efter de specielle indikationer herfor er opfyldt, såfremt den gravide kvinde er over 38 år eller tidligere har født 4 børn, som er under 18 år og opholder sig i hjemmet. Det kan også nævnes, at udvalget går ind for ophævelse af kvindens strafansvar for ulovlig svangerskabsafbrydelse. Fra regeringens side var der ikke taget endelig stilling til det sagkyndige udvalgs indstilling. En sådan endelig stillingtagen måtte bl. a. afvente tilvejebringelsen af de udtalelser, justitsministeriet umiddelbart efter at have modtaget betænkningen udbad sig fra indenrigsministeriet, socialministeriet, mødrehjælpen, retslægerådet, rigsadvokaten samt Danske Kvinders Nationalråd. Regeringens indstilling var dog foreløbig den, at det ikke på det foreliggende grundlag ville være forsvarligt at gennemføre en fri adgang til svangerskabsafbrydelse. For sit eget vedkommende lagde ministeren i denne forbindelse megen vægt på, at der netop i disse år var en betydelig udvikling i gang i arbejdet med at udbrede kendskabet til og fremme anvendelsen af antikonceptionelle midler, og at det, som også fremhævet af udvalgets flertal, ville være uheldigt netop i en sådan periode at gøre adgangen til svangerskabsafbrydelse fri.
Falle Hansen (S) mente ikke, at der fra samfundets side var truffet de foranstaltninger, som måtte være en naturlig forudsætning for indførelse af adgang til fri abort. Det måtte være helt afgørende, at der blev ført en sådan almindelig social- og familiepolitik, at der skabes de rette rammer og muligheder for at føde og opdrage børn. Han kunne ikke tilslutte sig fri abort, men kunne gå ind for en liberalisering af den nugældende lovgivning bl. a. med indførelsen af en social indikation. Betænkningens forslag om ret til abort, når den gravide kvinde var over 38 år eller tidligere havde født 4 børn, som var under 18 år og stadig opholdt sig i hjemmet, var han derimod ikke umiddelbart tilhænger af, da han fandt begge kriterier meget tilfældigt valgt.
Lis Møller (KF) mente, at der måtte finde en afvejning sted dels af hensynet til det ufødte barn og dets muligheder, dels af hensynet til den moder, der skal bære og føde barnet. Ud fra det synspunkt kunne hendes parti ikke medvirke til et lovforslag, der helt prisgav den ufødte til fordel for moderen, men man ville gerne deltage i overvejelserne om en liberalisering af den gældende lov. Hun understregede behovet for at løse boligproblemet og for at skaffe tilstrækkelige vuggestuer og børnehaver. Seksualundervisning måtte endvidere indføres som obligatorisk fag i folkeskolen.
Eva Ree (V) kunne ikke tilslutte sig fri abort. Løsningen måtte være en liberalisering af den nugældende lov. Familiepolitiske og sociale forbedringer koordineret med en øget indsats for forståelsen for og anvendelsen af antikonception måtte være et af midlerne til at nedbringe antallet af ønsker om svangerskabsafbrydelse, legale som illegale.
Else-Merete Boss (RV) fandt det ikke rigtigt at tage stilling, uden at betænkningens lovudkast også var til behandling. Det var heller ikke sikkert, at regeringens forslag ville blive det samme som betænkningens. Hun understregede behovet for, at en ny lov kunne komme snarest. Endvidere understregede hun behovet for, at befolkningens kendskab til svangerskabsforebyggende midler blev forbedret.
Kjær Rasmussen (VS) kunne tilslutte sig forslaget. Efter hans mening måtte et lovforslag om fri adgang til svangerskabsafbrydelse følges op af lovgivning, der sikrede frihed til at have et barn, ellers ville det fremsatte forslag bare blive til en gang smart frisind.
Uden for ordførernes række talte Hanne Reintoft (u. p.) og Lene Christensen (S), der begge gik ind for fri adgang til svangerskabsafbrydelse.
Ordføreren for forslagsstillerne (Morten Lange) fandt, at jo flere undtagelser man indførte fra hovedreglen om svangerskabsafbrydelsers ulovlighed, jo mere ville lovgivningens grundlag blive hult. Den indikation, der bestod i en dåbsattest, var usædvanlig tvivlsom. Spørgsmålet var først og fremmest et menneskeligt spørgsmål. Der var en pligt til at skaffe ordentlige sociale forhold, hvad enten man havde en irsk eller en svensk svangerskabslovgivning.
Det nedsatte udvalg afgav ikke beretning eller betænkning.