Loven indeholder de ændringer i lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten, jfr. lovbekendtgørelse nr. 491 af 19. december 1967, der skal gælde fra og med indkomståret 1968. De væsentligste af ændringerne er følgende:

1. Lejeværdien af egen bolig i enfamilieshus forhøjes i overensstemmelse med boligforliget af 18. januar 1966 fra 2 1/2 pct. til 2 3/4 pct. af ejendomsværdien, jfr. lovens § 1, nr. 2. Denne ændring skal alene have virkning for skatteåret 1969-70, altså for indkomståret 1968.

2. I lovens § 1, nr. 4, foretages en forhøjelse af en beløbsgrænse i reglerne om bevillingsmæssig nedsættelse af den skattepligtige indkomst for skatteydere, der første gang har etableret eller overtaget en selvstændig erhvervsvirksomhed. Efter de tidligere regler kunne indkomsten højst nedsættes med 3.000 kr. Denne grænse er nu forhøjet til 5.000 kr. under hensyn til den pris- og indkomstudvikling, der har fundet sted, siden 3.000 kr.- grænsen blev fastsat i 1952.

3. Efter § 1, nr. 5, gives der i visse tilfælde mulighed for en spredning af beskatningen af vederlag for afhændelse af patentret, ophavsret til litterære og kunstneriske værker, ret til mønster eller varemærke eller lignende tidsbegrænsede rettigheder eller af vederlag for afhændelse af såkaldt know-how. Ordningen skal gælde, når der skal svares almindelig indkomstskat af sådanne vederlag, og hvor det er aftalt, at vederlaget ikke skal betales fuldt ud i afhændelsesåret. I den slags tilfælde kan det virke meget hårdt, hvis hele beløbet kommer til beskatning på én gang i afhændelsesåret. Der gives derfor skatteydere, som ønsker det, adgang til i afhændelsesåret og de følgende år alene at indtægtsføre de vederlagsbeløb, som efter den oprindelige aftale kunne kræves betalt i det pågældende år. Hvis afdragene faktisk betales hurtigere end oprindelig aftalt, skal de dog tages til indtægt i betalingsåret. Som nævnt omfatter ordningen kun tilfælde, hvor vederlaget skal beskattes som almindelig indkomst, men altså ikke tilfælde, hvor beskatningen skal ske efter reglerne om særlig indkomstskat eller efter reglerne i selskabsloven.

§ 3 indeholder regler om reguleringsfradrag ved skatteberegningen for personer og dødsboer for skatteåret 1969-70. Bestemmelserne herom svarer stort set til de regler om reguleringsfradrag for skatteåret 1968-69, der blev gennemført i forbindelse med skattefradragsreglens bortfald. Reguleringsfradraget skal dog for personer udgøre det dobbelte af det beløb, hvormed skattebetalingerne i indkomståret 1968 overstiger den beregnede skat for skatteåret 1969-70. Det skyldes, at indtægterne i 1968 kun skal beskattes til staten for halvdelen af skatteåret 1969-70. Reguleringsfradraget må derfor fordobles, for at skatteyderen ikke skal få den kompensation halveret, som reguleringsfradraget skal give.

Overgangen til en ordning uden skattefradrag gør det nødvendigt, at der også gives særlige regler om tilfælde, hvor skat for ældre skatteår betales efter udløbet af den periode, hvor reglerne om reguleringsfradrag gælder. Disse ældre skatter er jo beregnet efter udskrivningssatser, der var fastsat under hensyn til, at skatten var fradragsberettiget. Der må derfor også her gives en kompensation for skattefradragsreglens bortfald. Bestemmelser herom findes i § 4.

I sager, hvor der er opgjort en indkomstdifference, er det hovedreglen, at skatteefterbetalinger, der udredes i medfør af afgørelser, som træffes efter udløbet af det indkomstår, der ligger til grund for skatteåret 1969-70, skal omregnes til en ligevægtsskat, så der på denne måde tages hensyn til det bortfaldne skattefradrag. I efterbetalingssager, der alene angår formueskat eller skyldes berigtigelse af beregningsfejl o. lign., og hvor ligningsrådet ikke tillader en beregning med successive skattefradrag, samt for henstands- og restancebeløb bestemmes det, at indbetalingerne skal sidestilles med de skattebetalinger i 1967, der er af betydning for det eventuelle reguleringsfradrag for skatteåret 1968-69. Har skatteyderen i forvejen fået reguleringsfradrag for 1968-69, vil han herefter få et yderligere reguleringsfradrag, svarende til det betalte restance- eller henstandsbeløb. Har han ikke tidligere fået reguleringsfradrag, kan restancebetalingen medføre, at de betalte skatter, der tages i betragtning, i alt bliver så store, at han nu får et reguleringsfradrag.

Udstrækker betalingen af restance- eller henstandsbeløbene sig over flere indkomstår, kan der blive tale om at ændre reguleringsfradraget for skatteåret 1968-69 flere gange. Efter § 4, stk. 5, sidste pkt., skal det dog højst kunne ske en gang om året.

I mange tilfælde vil der ikke blive tale om reguleringsfradrag, selv om en restancebetaling osv. tages i betragtning. For at undgå at genoptage skatteberegningen for 1968-69 i sådanne tilfælde skal det kun ske, når skatteyderen indgiver anmodning derom.

Efter § 5 skal reglerne om bevillingsmæssig skattelempelse for skatteydere, der har indtægtsnedgang ved endeligt erhvervsophør på grund af alder eller alvorlig sygdom, i en overgangsperiode anvendes uden hensyntagen til de indtægts- og formuegrænser, som praksis ellers lægger vægt på. Bestemmelsen har til formål at give sådanne personer en lettelse ved deres udtræden af erhvervslivet i stedet for den lettelse, de ville have opnået, hvis kildeskatten trådte i kraft den 1. januar 1969. Skattelempelse efter § 5 skal ifølge bestemmelsen kunne indrømmes for andet halvår af skatteåret 1968-69 samt for skatteåret 1969-70. Bortset fra, at der ifølge denne overgangsregel ikke skal tages hensyn til de omtalte indtægts- og formuegrænser, opretholdes de gældende lempelsesregler.

Ifølge § 6, der indføjedes under udvalgsbehandlingen i folketinget efter forslag af finansministeren, skal reglerne i § 5 finde tilsvarende anvendelse ved erhvervsophør på grund af svangerskab og fødsel. Det fremgår af forhandlingerne om reglens tilblivelse, at det i disse tilfælde ikke er en betingelse, at erhvervsophøret skal være endeligt.

Ved lovens § 7 udvides adgangen til at indrømme bevillingsmæssig skattelempelse for værnepligtige, der er indkaldt i 1969 eller en del af dette år. Bestemmelsen går ud på, at der i disse tilfælde ikke skal tages hensyn til den pågældendes formueforhold, når der skal tages stilling til, om han kan få skattelempelse på grund af indkaldelsen. I øvrigt bibeholdes de gældende retningslinjer for værnepligtige. Efter disse retningslinjer indrømmes der skattelempelse, når en skatteyder indkaldes til militærtjeneste eller til udførelse af civilforsvarstjeneste eller civilt arbejde, og han som følge heraf vil få indtægtstab, eller forholdene i øvrigt gør det vanskeligt for ham at udrede skatterne. Skattelempelsen indrømmes for de skatter, der svarer til indtægtsnedgangen for det tidsrum, som indkaldelsen varer. Det er en betingelse for at indrømme skattelempelse, at der foreligger en vis trang, og praksis indrømmer derfor ikke lempelse, hvis den værnepligtige har en vis større formue.

Som nævnt er det denne betingelse vedrørende formuen, der ifølge § 7 ikke skal gælde for de værnepligtige, der er indkaldt i 1969. Herved er det tilsigtet i højere grad at stille de pågældende, som de ville være stillet under kildeskatteordningen.

For så vidt angår skatterne for skatteåret 1968-69, får bestemmelsen betydning for bevillingsmæssig nedsættelse af pålignede skattebeløb, hvis sidste rettidige indbetalingsdag indtræder efter den 1. januar 1969. Bestemmelsen får endvidere betydning for skatterne for skatteåret 1969-70, i det omfang de ikke bortfalder i forbindelse med overgangen til kildeskat.

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget anbefaledes det af regeringspartiernes ordførere. Foged (V) udtalte dog ønsket om, at lempelsen for nyetablerede indrømmes uden ansøgning. Grünbaum (S) fandt lovforslaget utilstrækkeligt med hensyn til afbødningen af de vanskeligheder, der navnlig for skatteydere med nedgang i indtægten var skabt ved kildeskattens udsættelse. Ajourføringen af etableringslempelsen var isoleret set vel ikke urimelig, men reglen burde snarere ophæves i forbindelse med en almindelig kulegravning af fradragsreglerne. Aksel Larsen (SF) sluttede sig til disse synspunkter og fremhævede desuden ønskeligheden af en regulær kapitalvindingsskat. Sigsgaard (VS) angreb fradraget vedrørende underskuddet ved at bo i eget hus. Særligt urimeligt forekom dette ham for nyerhvervede huse. Også etableringslempelsen vendte han sig imod, ligesom han tilsluttede sig Grünbaums udtalelser om lovforslagets utilstrækkelighed med hensyn til skatteydere med indtægtsnedgang.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvis arbejde resulterede i en række ændringer, hvoraf den vigtigste er omtalt ovenfor. Om forskellige spørgsmål, der havde været behandlet i udvalget, udtaltes det i udvalgets betænkning bl. a.:

"...I udvalget er rejst spørgsmålet om muligheden for at give reglen i lovforslagets § 4, stk. 1, om ligevægtsskatteberegning i efterbetalingssager en vis tilbagevirkende kraft. Efter at finansministeren har påpeget de vanskeligheder, der vil være forbundet hermed, har udvalget tiltrådt lovforslagets bestemmelse om ikrafttrædelsestidspunktet for den omhandlede regel. Det er i forbindelse hermed oplyst over for udvalget, at ligningsrådet den 22. november 1968 har vedtaget, at man i efterbetalingssager, der i øvrigt er færdige til afslutning, bør give skatteyderne lejlighed til at vente med tiltrædelse af forlig til efter udløbet af indkomståret 1968.

Under udvalgets drøftelse af den som bilag 2 optrykte skrivelse af 27. november 1968 fra finansministeriet har finansministeren oplyst, at han ved afgørelsen af andragender om bevillingsmæssig lempelse af pålignet statsskat vil være sindet at indrømme lempelse i videre omfang end hidtil, hvis en skatteyder i 1969 kommer ud for en indkomstnedgang, som medfører, at hans indtægt i dette år kommer til at ligge væsentligt under den indtægt, hvoraf skatten er beregnet..."

Efter at et af Ømann (SF) stillet ændringsforslag om ophævelse af reglen om lempelse for nyetablerede var forkastet ved 2. behandling, og de af finansministeren foreslåede ændringer var vedtaget, vedtoges lovforslaget med yderligere nogle ændringer ved 3. behandling enstemmigt med 133 stemmer.