L 37 Lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m. v.

(Afskrivning på bygninger og installationer under og efter dødsbobehandling).

Af: Finansminister Poul Møller (KF)
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 122 af 29-03-1969
Ved loven foretoges nogle få ændringer i lov om skattemæssige afskrivninger m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 260 af 26. juni 1968. Ændringerne har tilknytning til den samtidig gennemførte lov om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (kildeskat) (Beskatning af dødsboer), se side 98.

Ved ændringerne gennemføres enkelte isolerede undtagelser i dødsboets og arvingens skattemæssige succession efter afdøde. Det drejer sig om boets og arvingens, ægtefællens eller legatarens adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på bygninger og installationer, som hidrører fra afdøde.

Af praktiske grunde bestemmes det, at boet — uanset, hvornår bygningen eller installationen er anskaffet af afdøde — skal kunne foretage skattemæssige afskrivninger med de høje procenter, der normalt kun kan anvendes de første 10 år efter anskaffelsen. Boets afskrivninger skal imidlertid ikke beregnes på grundlag af afdødes oprindelige anskaffelsessum. Beregningen skal ske på grundlag af den værdi, hvortil der er nedskrevet i tiden indtil dødsfaldet.

Af samme grund bestemmes det, at arvingen, ægtefællen eller legataren, som succederer i boets skattemæssige stilling med hensyn til en bygning eller en installation, i de første 10 år efter udlægget skal kunne afskrive med de høje begyndelsesprocenter. Også her skal der ske en begrænsning af beregningsgrundlaget, idet procenten skal tages af den værdi, hvortil der er nedskrevet i tiden indtil dødsfaldet.

Afskrivning på installationer i ikke-afskrivningsberettigede bygninger falder uden for de nye regler. Her vil princippet om den skattemæssige succession gælde uden begrænsninger.

Der foretoges samtidig en konsekvensændring i afskrivningsloven § 31.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om særlig indkomstskat m. v. (Beskatning af dødsboer) m. fl. lovforslag, og der henvises til omtalen heraf side 118 ff. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uden ændringer med 84 stemmer mod 12, medens 51 medlemmer undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Per Federspiel (V), Helge von Rosen (RV), Sigurd Ømann (SF) og Erik Sigsgaard (VS)