Ved lovændringen er gennemført en række ændringer i lov nr. 24 af 14. februar 1967 om midlertidig regulering af boligforholdene, hvoraf de vigtigste er følgende:

1. I de store bykommuner (København, Frederiksberg, Århus, Odense og Ålborg) oprettes moderniseringsnævn, der har til opgave at behandle alle andragender om lejeforhøjelser for moderniseringer (forbedringer), der — sammenlagt med forhøjelser for forbedringer, der er gennemført efter 1. januar 1967 — overstiger 25 pct. af den gældende samlede leje for ejendommen.

Moderniseringsarbejder af den nævnte art kan dog kun gennemføres, såfremt nævnet inden moderniseringsarbejdets iværksættelse har fundet, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at modsætte sig moderniseringen. Såfremt ejendommens ejer og 75 pct. af de lejere, hvis lejemål forbedres, er enige om moderniseringens gennemførelse, kan nævnet dog ikke modsætte sig denne.

Såfremt ejendommens ejer indsender et fuldt gennemarbejdet projektmateriale vedrørende den påtænkte modernisering, opgørelse over de anslåede udgifter ved gennemførelsen og beregning af den ønskede lejeforhøjelse, har nævnet pligt til på forhånd at udtale sig om størrelsen af den lejeforhøjelse, der kan godkendes på grundlag af projektets kvalitet og pris. Godkendelsen kan gøres betinget af, at der foretages fornødne ændringer i projektets kvalitet og pris.

Der er endvidere åbnet mulighed for, at boligministeren kan bestemme, at sådanne generelle regler for godkendelse af lejeforhøjelser for forbedringer, som parterne på lejemarkedet måtte blive enige om, skal lægges til grund ved nævnenes afgørelser.

2. De ordinære huslejenævn skal fortsat behandle sager af mindre økonomisk rækkevidde eller sager i områder, hvor der ikke oprettes moderniseringsnævn. Huslejenævnene har fået samme pligt som moderniseringsnævnene til at forhåndsgodkende størrelsen af lejeforhøjelser og skal i øvrigt arbejde efter tilsvarende regler.

3. Det er blevet fastsat, at lejeforhøjelser for forbedringer ikke giver øget pligt til hensættelse til nødvendig vedligeholdelse.

4. Hvis der foretages moderniseringer af en sådan art, at lejlighedernes brugsværdi bringes på højde med nye lejligheder, kan udlejeren forlange, at lejen skal bedømmes efter samme regler som lejen i nybyggeri.

5. Der er åbnet mulighed for, at grundejernes investeringsfond kan indskyde midler i saneringsselskaber og foretage udlån til saneringsopgaver.

6. I henhold til boligbyggeriloven var af boligministeriet tidligere gennemført en ligestilling af enlige med børn med ægtepar med et tilsvarende antal børn ved vurderingen af, om en boligsøgende omfattedes af fortrinsretten til en ledig lejlighed i almennyttigt byggeri. Dette forhold er nu blevet lovfæstet.

7. Der er i loven blevet indsat en bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen ikke længere kan nægte at give tilladelse til sammenlægning af lejligheder i tofamilieshuse, hvis ejeren på grund af husstandens størrelse har behov for øget plads og den anden lejlighed er relativt primitiv, og såfremt lejeren af denne lejlighed fraflytter uden opsigelse fra udlejerens side. Det er dog en forudsætning for anvendelse af denne bestemmelse, at huset oprindelig er opført som enfamilieshus.

8. For at hindre, at oprettelse af ejerlejligheder skal benyttes til udnyttelse af boligsøgende, er der ved to nye bestemmelser (§ 67 a og § 69 a) dels givet kommunalbestyrelsen mulighed for at forbyde, at dårlige beboelsesejendomme opdeles i ejerlejligheder, dels angivet retningslinjer for, hvilke synspunkter der skal lægges til grund ved afgørelsen af, om prisen for en ejerlejlighed er rimelig.

De to bestemmelser er sålydende:

„§ 67 a. Ejendomme, som indeholder husrum til beboelse, kan ikke uden kommunalbestyrelsens (i København magistratens) samtykke opdeles i henhold til lov om ejerlejligheder. Samtykke kan dog kun nægtes, dersom ejendommens beboelseslejligheder ikke er forsynet med indlagt vand, forsvarligt afløb for spildevand, elektricitet, centralvarme, eget wc og kar- eller brusebad i lejligheden, eller der ved opdelingen fremkommer ejerlejligheder til beboelse uden eget selvstændigt køkken.

Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 kræves dog ikke til opdeling af ejendomme, der er fredet i henhold til lov om bygningsfredning eller er omfattet af en i henhold til § 2, stk. 3, i lov om byplaner godkendt byplan."

„§ 69 a. Betinger sælgeren af en ejerlejlighed til beboelse sig en pris, der er væsentlig højere end lejlighedens værdi, kan køberen forlange prisen nedsat til et sådant beløb, som af boligretten skønnes rimeligt. Ved afgørelsen heraf vil der navnlig være at tage hensyn til ejerlejlighedens beliggenhed, størrelse, udstyr, kvalitet, tilstand, prioriteringsforhold, ansættelse til ejendomsværdi, jfr. lov om vurdering af landets faste ejendomme, og øvrige forhold sammenholdt med et sådant prisniveau, som må antages at ville være almindeligt gældende i kommunen for tilsvarende ejerlejligheder, såfremt reglerne i kap. II ikke var gældende og der fandtes en passende boligreserve og således var rimelig balance mellem udbud og efterspørgsel efter de enkelte kategorier af ældre og nye lejligheder.

Stk. 2. Køberen kan ikke gyldigt give afkald på sin ret efter stk. 1. Forbehold fra sælgerens side om handelens tilbagegang, hvis prisen nedsættes efter stk. 1, er uden virkning, medmindre retten på grund af særlige omstændigheder skønner det ubilligt, om køberen skulle kunne fastholde handelen.

Stk. 3. Køberens adgang til at forlange prisen nedsat forældes i løbet af et 1/2 år fra skødets tinglysning.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder anvendelse i kommuner, hvor reglerne i kapitel II gælder."

Bestemmelserne, som de er citeret, fik dog først den endelige udformning under behandlingen i folketinget, idet bestemmelserne i lovforslagets oprindelige form kun omfattede beboelsesejendomme, hvis opførelse var påbegyndt før 1930, og samtykke til opdeling kunne kun nægtes, dersom lejlighederne ikke var forsynet med indlagt vand, forsvarligt afløb for spildevand, elektricitet og eget w.c., eller der ved opdelingen ville fremkomme lejligheder uden selvstændigt køkken.

For § 69 a's vedkommende var det oprindelige lovforslags bestemmelse affattet således, at det blev gjort strafbart at beregne sig en pris, der oversteg, hvad værdien af ejerlejligheden med rimelighed kunne betinge. Bestemmelsen ændredes som anført under folketingets behandling, idet man fandt, at den foreslåede straffebestemmelse kunne medføre usikkerhed i omsætningen af ejerlejligheder.

Herudover indeholder loven enkelte andre ændringer, hovedsagelig af redaktionel art.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri og forslag til lov om ændring i lov om leje.

Ved fremsættelsen gjorde boligministeren opmærksom på, at lovforslaget i alt væsentligt byggede på synspunkter, som Grundejernes Landsforbund og Lejernes Landsorganisation i fællesskab havde fremsat.

Ved 1. behandlingen i folketinget koncentreredes debatten navnlig om to hovedspørgsmål: spørgsmålet om modernisering af ældre lejligheder og spørgsmålet om hindring af omsætningen af dårlige ejerlejligheder.

Også boligudvalget, hvortil lovforslaget henvistes, beskæftigede sig i væsentlig grad med disse to spørgsmål, og behandlingen resulterede da også, som allerede nævnt, i flere ændringer af de oprindeligt foreslåede bestemmelser.

Fra udvalgets betænkning anføres følgende uddrag:

„...Under behandlingen af bestemmelserne om moderniseringer har udvalget drøftet de vanskeligheder, som lejeforhøjelser for omfattende forbedringer kan medføre for lejere med beskedne indtægter. Disse vanskeligheder mindskes ved boligsikringsordningen, men herudover vil det navnlig for lejere, hvis husstand er lille i forhold til lejlighedens størrelse, kunne være ønskeligt at lette de pågældendes muligheder for at opnå en anden bolig. Et flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem) forudsætter derfor, at boliganvisningsudvalgene — i samarbejde med de nye erstatningsboligudvalg, jfr. forslag til lov om sanering — medvirker til, at lejere, der bor i ejendomme, hvor der gennemføres omfattende moderniseringer, og som har vanskeligt ved at udrede lejen efter moderniseringen, opnår andre efter deres økonomi og familieforhold passende boliger. Udvalget vil i øvrigt i folketingsåret 1969-70 arbejde videre med spørgsmålet om eventuelle yderligere foranstaltninger til at modvirke de vanskeligheder, som lejere kan komme ud for i forbindelse med væsentlige lejeforhøjelser for forbedringer..."

"...Udvalget har drøftet spørgsmålet om gennemførelse af regler, hvorved lejere sikres friere adgang til bytning af lejligheder. Udvalget er af den opfattelse, at bytning af lejligheder vil kunne medvirke til at fremme bevægeligheden på boligmarkedet, og at øgede muligheder for bytning derfor vil være ønskelige. Gennemførelse af en egentlig ret for lejerne til bytte indebærer imidlertid en begrænsning i udlejernes dispositionsret og vil i de almennyttige selskaber yderligere medføre indskrænkninger i medlemsrettigheder og bestemmelser om nuværende beboeres fortrinsret til lejligheder, der bliver ledige (oprykningsret). Et flertal i udvalget har på denne baggrund, og da det for udvalget er oplyst, at der mellem Grundejernes Landsforbund og Lejernes Landsorganisation foregår forhandlinger om spørgsmålet, ment at burde udskyde dette til senere behandling, således at en eventuel aftale mellem de nævnte organisationer kan indgå i overvejelserne.

Under udvalgets drøftelser af lovforslagets bestemmelser om begrænsninger i adgangen til at opdele beboelsesejendomme i ejerlejligheder har udvalget bl. a. haft opmærksomheden henvendt på at sikre, at oprettelse af ejerlejligheder ikke kommer til at vanskeliggøre saneringsvirksomheden, og at boligsituationen ikke udnyttes til salg af ejerlejligheder, som må antages vanskeligt at kunne finde afsætning i et normaliseret boligmarked. Udvalget har derfor kunnet tiltræde nedenstående ændringsforslag nr. 10, som sikrer kommunalbestyrelserne mulighed for at hindre, at dårlige, og herunder navnlig saneringsmodne, ejendomme fremtidig opdeles i ejerlejligheder ......"

Et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse med de af boligministeren foreslåede ændringer.

Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) finder, at det nu er nødvendigt at tage et skridt hen mod en friere ret til bytning af lejligheder. I mange tilfælde er det et urimeligt bånd, der i dag lægges på lejere, hvor begge parter gerne vil bytte. Der vil ofte være en særdeles god begrundelse i arbejdsmæssige eller boligmæssige forhold for adgangen til bytning.

Med udgangspunkt i kriterier, der svarer til den nye svenske ordning, nemlig at lejeren skal have en rimelig begrundelse, og at bytningen ikke er til væsentlig ulempe for udlejeren, har mindretallet derfor stillet nedenstående ændringsforslag nr. 1 om en udvidet ret til at bytte lejlighed, dog således at kommunalbestyrelsen skal træffe den endelige afgørelse."

Det omhandlede mindretalsændringsforslag gik ud på, at en lejer i en beboelsesejendom, der omfattede 10 eller flere beboelseslejligheder, skulle være berettiget til at bytte sin lejlighed med en anden lejer, forudsat at lejeren havde beboet lejligheden i mindst 2 år, og at han havde en rimelig grund til bytningen. Ejeren skulle dog kunne modsætte sig bytning, bl. a. hvis antallet af personer i lejligheden ville komme til at overstige 1 1/2 pr. beboelsesrum.

Endelig fremhæves, at socialistisk folkepartis medlem af udvalget stillede et særligt ændringsforslag til lovens § 13 om gennemførelse af moderniseringer og forbedringer.

De stillede ændringsforslag gav anledning til en række meningsudvekslinger ved 2. behandlingen, som i øvrigt resulterede i, at samtlige mindretalsændringsforslag forkastedes.

Ved 3. behandlingen vedtoges lovforslaget enstemmigt med 136 stemmer; 11 medlemmer (SF og VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.