De årlige udskrivningslove indeholder regler om beregningen af indkomst- og formueskatten til staten for personer og dødsboer samt om ydelsen af børnetilskud og persontilskud. De tidligere regler fandtes i lov nr. 87 af 22. marts 1968 om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten for skatteåret 1968-69. Den her omhandlede lov fastsætter de tilsvarende regler for skatteåret 1969-70.

Da kildeskatten skal træde i kraft den 1. januar 1970, skal personer efter loven kun betale indkomst- og formueskat til staten for første halvår af skatteåret 1969-70. Skatterne skal i øvrigt udskrives efter samme regler som for indeværende skatteår. Også reglerne om børnetilskud og persontilskud skal efter loven kun gælde for første halvår af skatteåret 1969-70. Tilskudsbeløbene er derfor halvt så store som de tilsvarende helårsbeløb for skatteåret 1968-69.

De tidligere udskrivningslove har indeholdt en regel om lempelse i indkomstskatten til staten for skatteydere, hvis samlede skattetilsvar overstiger 80 pct. af indkomsten. Denne grænse nedsættes nu til 70 pct. Ændringen vil kun få betydning for et yderst begrænset antal skatteydere, der pålignes så store indkomst- og formueskatter, at de, når skatterne er betalt, har mindre end 30 pct. af indkomsten til rådighed. Disse skatteydere vil få indkomstskatten til staten nedsat så meget, at den samlede skat nedsættes til 70 pct. af indkomsten. Skattenedsættelsen kan dog aldrig overstige statsindkomstskatten.

Efter loven skal skattepligtige dødsboer svare indkomst- og formueskat for hele skatteåret 1969-70. Det hænger sammen med, at kildeskattelovens regler om beskatning af dødsboer kun finder anvendelse, når dødsfaldet er indtruffet den 1. januar 1970 eller senere. Er dødsfaldet sket før denne dato, skal boet beskattes efter de nuværende regler.

Skatten for juli kvartal for personer skal ligesom tidligere afregnes over for statskassen senest den 15. december. Overgangen til kildeskat pr. 1. januar 1970 vil imidlertid medføre en ret betydelig likviditetsmæssig belastning for kommunerne, og som følge heraf indføjedes under lovforslagets 3. behandling efter forslag af finansministeren en bestemmelse om, at der mod tilsvar af almindelige renter efter § 38, stk. 1, i statsskatteloven ydes kommunerne henstand med afregningen af den ene tredjedel af skatten for juli kvartal til den 15. marts 1970. Det fremgår af bemærkningerne til ændringsforslaget, at dette måtte betragtes som et led i de af regeringen påtænkte foranstaltninger til styrkelse af kommunernes likviditet.

Endelig kan det nævnes, at kommunernes vederlag for opkrævning af statsskatten er fastsat til 20 kr. for dødsboer og 15 kr. for personer. For dødsboer er beløbet det samme som for skatteåret 1968-69, medens det for personer er nedsat under hensyn til, at opkrævningen kun vedrører et halvt skatteår. Ifølge formuleringen ved fremsættelsen bestemte lovforslaget under hensyn hertil, at vederlaget for personer skulle ansættes til 10 kr., der er det halve af vederlaget for 1968-69. Efter ændringsforslag af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning hævedes dette beløb imidlertid til 15 kr., idet selve afviklingen af opkrævningsopgaverne måtte antages at ville påføre kommunerne en vis merudgift.

De finansielle virkninger af loven er belyst i følgende oversigt, hvor skattebeløb og tilskud for skatteåret 1968-69 hidrører fra foreløbige opgørelser, mens de tilsvarende beløb for første halvdel af skatteåret 1969-70 er anslået.


[Se tabel i Folketingsårbogen, 1968, side 73-74]


Under 1. behandling af lovforslaget i folketinget anbefaledes det af regeringspartiernes ordførere. Grünbaum (S) beklagede, at lovforslaget kun indeholdt en lettelse for de allerstørste skatteydere. Han havde fundet det rimeligt med en lettelse også for de andre indtægter, og han kunne derfor ikke give tilslutning til skalaen. Han fandt ikke ændringen af 80 pct.-reglen til en 70 pct.-regel for påkrævet og kunne derfor heller ikke tilslutte sig denne ændring. Ømann (SF) erindrede om, at man i foråret 1967 havde været enig om, at skalaer og satser skulle reguleres i henhold til pris- og indkomstudviklingen. En sådan regulering burde have været foretaget, og der ville i så fald ikke have været behov for at ændre nedslagsreglerne for folkepensionister m. fl. Også på andre områder kunne lovforslaget have været forbedret, f. eks. med hensyn til børnetilskuddene og persontilskuddene, så loven havde bibeholdt og helst forbedret den sociale balance, men regeringen havde kun foreslået en ændring, der alene kunne få betydning for mangemillionærer. Heller ikke Sigsgaard (VS) var tilfreds med lovforslaget. Personfradraget burde forhøjes, og med hensyn til skalaerne henviste han til sine ændringsforslag til forrige års udskrivningslov. Ændringen vedrørende 80 pct.-reglen kunne han heller ikke tiltræde, og endelig foreslog han vederlaget til kommunerne forhøjet til 15 kr.

Under udvalgsbehandlingen stillede finansministeren udover det ovenfor omtalte ændringsforslag vedrørende vederlaget til kommunerne forskellige redaktionelle ændringsforslag. Udvalgets betænkning indeholdt derudover et af de socialdemokratiske medlemmer af udvalget samt Ømann stillet forslag om, at 80 pct.-reglen i den tidligere udskrivningslov opretholdtes med uændret procentsats.

Til 2. behandling forelå endvidere nogle ændringsforslag af Sigsgaard m. fl. (VS), der foreslog dels en forhøjelse af person- og bofradraget med 1.000 kr. — for familieforsørgere, der er fuldt skattepligtige, dog med 2.000 kr. — samt en nedsættelse af alle trin i indkomstskatteskalaen med 2.000 kr., dels en fordobling af formueskatten for alle formueskatteydere.

Ved 2. behandling vedtoges finansministerens ændringsforslag, medens de af henholdsvis udvalgets mindretal og Sigsgaard m. fl. stillede ændringsforslag forkastedes. Efter at det ovenfor omtalte yderligere ændringsforslag af finansministeren om henstand for kommunerne var vedtaget ved 3. behandling, vedtoges det ændrede lovforslag enstemmigt med 131 stemmer. 2 medlemmer undlod at stemme.