Loven fastlægger de regler, som skal gælde ved udskrivning af indkomst- og formueskat til staten under kildeskatteordningen. I modsætning til de hidtidige udskrivningslove er der tale om en permanent lov. Loven indeholder derfor bl. a. en grundbeløbsskala for indkomstskatten til staten, regler om loft over de personlige indkomstskatter og udskrivningsregler for formueskatten.

Systemet med en grundbeløbsskala forudsætter, at der hvert år fastsættes en udskrivningsprocent for indkomstskatten til staten. Dette skal ske ved lov, og denne lov skal ifølge kildeskatteloven gennemføres forud for hvert kalenderår. For kalenderåret 1970 fastsættes udskrivningsprocenten til 95 i henhold til et af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning stillet ændringsforslag. Provenuet heraf skønnedes at ville udgøre 13.040 mill. kr. for indkomståret 1970.

Udskrivningsprocenten får betydning ikke alene for den foreløbige skat, der skal betales i 1970, men også for restskat, der først betales i 1971.

Lovens grundbeløbsskala, der skal anvendes ved indkomstbeskatningen af personer, svarer ganske til den enhedsskala, der benyttes for skatteåret 1968-69 og for første halvår af skatteåret 1969-70, jfr. nærmest foregående sag.

Forinden skatten beregnes, skal der såvel efter de gældende som efter lovens regler gives personfradrag. De gældende personfradrag udgør 5.000 kr. for enlige og 10.000 kr. for forsørgere.

Efter loven fastsættes personfradraget til 5.000 kr.; men visse grupper af skatteydere vil efter reglerne i kildeskatteloven få dobbelt personfradrag. Det gælder f. eks. ægtepar med hjemmearbejdende eller medhjælpende hustru, medens ægtefæller med hustruindtægt, der beskattes særskilt, skal have hver sit personfradrag.

Når grundbeløbsskalaen ligger fast, kan tilpasningen af skatteudskrivningen til statens udskrivningsbehov kun ske ved regulering af den årlige udskrivningsprocent. Hvis denne fastsættes f. eks. til 105, vil alle skatteydere komme til at betale en statsskat, der er 5 pct. højere end grundbeløbene ifølge lovens skala. Ved en udskrivningsprocent på f. eks. 95, bliver alle statsskattebeløb 5 pct. lavere end grundbeløbene. Ved at variere udskrivningsprocenten kan man således regulere den samlede udskrivning, men grundbeløbsskalaen sikrer, at forholdet mellem skattebeløbene på de forskellige indtægtstrin bliver det samme. Hertil kommer, at såvel personfradraget som grundbeløbsskalaens indtægtstrin fra og med 1971 efter loven skal pristalsreguleres.

Pristalsreguleringen gennemføres på den måde, at personfradraget og grundbeløbsskalaens indkomsttrin forhøjes med 3 pct. for hver fulde 4 points' stigning i reguleringspristallet. Hvis reguleringspristallet falder, nedsættes fradrag og indkomsttrin tilsvarende.

For skatteydere, hvis indtægt stiger fra år til år i takt med reguleringspristallet, således at realindtægten er uforandret, vil denne ordning sikre, at statsskattens grundbeløb til stadighed udgør samme procent af årsindkomsten. Af praktiske grunde må pristalsreguleringen dog foretages på grundlag af et pristal, der foreligger, når udskrivningsprocenten skal fastsættes. Efter loven skal reguleringen derfor ske på grundlag af reguleringspristallet for januar måned og have virkning for beskatningen i det følgende indkomstår.

Reglerne om den pristalsregulerede grundbeløbsskala udbygges med bestemmelser, hvorefter der lægges loft over statsindkomstskatten og den samlede indkomstbeskatning.

Statsindkomstskatten skal efter loven højst kunne udskrives med 105 pct. af grundbeløbene. Derved sikres skatteyderne mod, at den højeste statsskatteprocent, der i grundbeløbsskalaen er 45, kommer op over 47 1/4. Der er imidlertid tale om et såkaldt skråt skatteloft, der får betydning for skatteprocenterne på alle indkomsttrin. Det kan således nævnes, at den laveste procent, der i grundbeløbsskalaen er 18, højst kan sættes op til 18,9.

Det andet skatteloft omfatter såvel indkomstskatten til staten som folkepensionsbidraget og den kommunale indkomstskat. Det vil kun få praktisk betydning i kommuner, hvor den kommunale udskrivningsprocent er så høj, at den bringer den samlede beskatning af den sidste del af indkomsten op over 66 2/3 pct. Hvor dette sker, skal statsindkomstskatten for de pågældende skatteydere nedsættes så meget, at ingen del af indkomsten beskattes med mere end 66 2/3 pct. Kommunen skal til gengæld benytte en grundskyldpromille på mindst 10.

Udskrivningsreglerne for formueskatten er udformet under hensyn til, at de skal anvendes på formuerne ved udgangen af 1970. Til den tid vil de skattepligtige formuer være steget som følge af de ejendomsværdier, der fastsættes ved den 14. almindelige vurdering pr. 1. august 1969.

Den skattefri formuegrænse forhøjes fra 200.000 kr. til 300.000 kr. Selve formueskatten beregnes med 9 promille af formuebeløb ud over de 300.000 kr.

De foreliggende meget usikre oplysninger om de kommende vurderinger og deres indflydelse på de skattepligtige formuer ved udgangen af 1970 tyder på, at disse udskrivningsregler vil indbringe omkring 330 mill. kr. for dette år. Til sammenligning kan nævnes, at provenuet antagelig ville blive af nogenlunde samme størrelse, hvis man i stedet for anvendte den gældende formueskatteskala og så helt bort fra værdistigningerne ved den 14. almindelige vurdering.

Endelig indeholder loven forskellige bestemmelser i tilknytning til de nye dødsbobeskatningsregler, jfr. nedenfor side 98. Indkomstskatten af dødsboer skal således udskrives med 35 pct. af indkomst ud over det såkaldte bofradrag, som fastsættes til 25.000 kr. I denne forbindelse kan det nævnes, at særlig indkomst hos dødsboer skal beskattes sammen med den almindelige indkomst.

Loven indeholder desuden forskellige beløbsgrænser, som skal være afgørende for, hvornår et dødsbo omfattes af reglerne om skattefritagelse for mindre boer. For at et bo skal være skattefrit, må boets aktivmasse ved dødsfaldet — bortset fra parcelhuse, der er omfattet af de særlige skattebestemmelser for ejendomme, der bebos af ejeren — efter loven ikke overstige 200.000 kr., nettoformuen ved dødsfaldet ikke 150.000 kr., og de samlede udlægsværdier — formueværdierne ved skiftets slutning — må ikke overstige 180.000 kr.

Ved ændringsforslag af finansministeren i folketingsudvalgets tillægsbetænkning indføjedes i loven en bestemmelse om ophævelse af lov om nedslag i skatteansættelsen for folkepensionister m. fl., jfr. om baggrunden herfor nedenfor side 110.

Det kan endelig nævnes, at loven opretholder den såkaldte 70 pct.-regel i udskrivningsloven for 1969-70, jfr. nærmest foregående sag, og den særlige nedsættelsesregel i § 8 i den nævnte udskrivningslov, der giver hjemmel for nedsættelse af formueskatten, når indkomsten er mindre end 6 pct. af formuen. Derimod opretholdes de i den tidligere udskrivningslov indeholdte regler om børnetilskud og persontilskud som bekendt ikke under kildeskatteordningen.

Om de særlige forhold, der påvirker fastsættelsen af udskrivningsreglerne ved overgangen til det nye beskatningssystem, udtalte finansministeren ved fremsættelsen af lovforslaget bl. a.:

„...Når man i tidligere år har skullet fastsætte udskrivningsregler for statsindkomstskatten, har man bl. a. måttet skønne over skatteydernes indkomster i det forløbne indkomstår. Under kildeskatteordningen står man derimod over for den ulige vanskeligere opgave at skulle skønne over indkomstforholdene i det kommende år. Dette skøn må nødvendigvis blive mere usikkert end de indkomstskøn, man hidtil har benyttet ved budgetteringen. Hertil kommer, at overgangen til kildeskatten vil medføre en række ændringer i beskatningsreglerne. Eksempelvis kan nævnes de nye regler om særskilt beskatning af hustruindtægt, om ændret skatteberegning for ægtepar med medhjælpende hustru, om forhøjelse af lønmodtagerfradraget, om afskaffelse af persontilskud og om bortfald af nedslagsreglerne for folke- og invalidepensionister m. fl. mod samtidig forhøjelse af pensionerne. Nettoresultatet af de vigtigste ændringer i beskatningsgrundlaget kan på basis af indtægtsforholdene i 1968 anslås til en nedgang i statsindkomstskattens grundbeløb på omkring 275 mill. kr. Ændringerne i beskatningsgrundlaget vil desuden medføre et provenutab på folkepensionsbidraget på omkring 80 mill. kr. Endelig vil nettoresultatet af persontilskuddenes afskaffelse samt indførelse af de foreslåede kompensationsydelser blive en merudgift på over et par hundrede millioner kroner. Den samlede forringelse af statsfinanserne vil således blive på mere end en halv milliard kroner pr. år.

Til gengæld vil beskatningsgrundlaget blive forøget, når vi går over til kildeskat. Hvis vi ikke havde fået kildeskat, skulle vi i 1970 have betalt skat af indtægterne i 1968 og 1969. Disse indtægter er antagelig noget lavere end indtægterne i 1970, hvoraf kildeskatten skal beregnes.

Ved bedømmelsen af, hvor meget indkomstskatten til staten vil indbringe i 1970, er det ikke tilstrækkeligt, at man har et skøn over skatteydernes indtægter i 1970. Man må desuden danne sig et indtryk af, hvor stor en del af skatten af disse indtægter der faktisk vil blive indbetalt i 1970. Det vil afhænge af, hvor god overensstemmelse der bliver mellem foreløbig skat og slutskat i kildeskattens første år.

Den foreløbige skat af A-indtægt vil blive beregnet og indeholdt, efterhånden som løn- og pensionsbeløbene m. v. udbetales. Det må derfor antages, at der bliver nogenlunde god overensstemmelse mellem foreløbig skat og slutskat af A-indtægt. Den foreløbige skat af B-indtægt skal derimod beregnes allerede i 1969 og opkræves ved skattebilletter. Det drejer sig i vidt omfang om indtægt af selvstændig erhvervsvirksomhed, og det er ofte vanskeligt for skatteyderne at bedømme størrelsen af disse indtægter, før årsregnskabet er gjort op. Derfor vil der utvivlsomt blive mange og ret store forskelle mellem den foreløbige og den endelige B-skat, og det må på forhånd antages, at nettoresultatet af disse forskelle vil blive en betydelig samlet restskat, der først skal indbetales i 1971.

Som kildeskatteloven er udformet, er det ikke muligt at søge denne restskat nedbragt ved en almindelig forhøjelse af den foreløbige B-skat, f. eks. derved at indkomstgrundlaget forhøjes med en nærmere angivet procent. Der vil heller ikke være større muligheder for at rette op på indkomstgrundlaget ved den gennemgang af de enkelte skatteyderes forskudsgrundlag, som skattemyndighederne skal foretage. Der er nemlig kun afsat ca. en måned til denne gennemgang...... "

Under lovforslagets 1. behandling i folketinget gav alle ordførerne tilslutning til princippet med en pristalsreguleret grundskala og en særlig udskrivningsprocent, og regeringspartiernes ordførere kunne i det hele anbefale lovforslaget, selv om Foged (V) kunne ønske spørgsmålet om en pristalsregulering af skalaen allerede i 1970 undersøgt. Efter Fogeds mening havde man i øvrigt for enlige skatteydere endnu ikke nået den helt tilfredsstillende løsning, selv om der var sket vigtige forbedringer. Grünbaum (S) havde mange indvendinger mod enkeltheder i lovforslaget. Han kunne tænke sig en forlængelse af proportionalstrækket, også under hensyn til den prisudvikling, der var sket, siden skalaen anvendtes første gang, og dette synspunkt måtte føre til, at man også burde overveje en forhøjelse af personfradraget. De forskellige skatteloftregler kunne han ikke tiltræde. Måske var 70 pct.-reglen ikke helt urimelig, hvis den var den eneste skatteloftregel, men bestemmelsen om et loft på 66 2/3 pct. brød på afgørende måde med selve ideen i den faste udskrivningsskala, og reglen burde være helt overflødig, hvis der blev gennemført en effektiv kommunal byrdefordeling. Han var enig med regeringen i, at formueskatten skulle reguleres i forbindelse med 14. alm. vurdering, men regeringen var gået for vidt. Fastsættelsen af bofradraget til 25.000 kr. var stridende med princippet om den kontinuerlige beskatning af dødsboer. Bofradraget burde fastsættes til samme beløb som personfradraget. Han sluttede med at udtrykke håbet om, at der ville være mulighed for en reel forhandling i udvalget, idet han gerne så, at der opnåedes enighed også om denne del af kildeskattereformen.

Ømanns (SF) indvendinger mod lovforslaget rettede sig i det væsentlige mod samme bestemmelser, som Grünbaum havde kritiseret. Han havde i øvrigt bemærket udtalelsen i ministerens fremsættelsestale om forskellen på A-skatteydernes og B-skatteydernes indbetalinger. Man havde altså bevilget den store gruppe af B-skatteydere et permanent lån. Ømann kunne ikke acceptere, at man fra regeringens side havde stillet sig så opgivende over for spørgsmålet om at få rigtige forskudsdeklarationer fra de erhvervsdrivende. Også Sigsgaard (VS) havde kritik over for de samme bestemmelser i lovforslaget. Han fandt progressionen i den foreslåede grundskala for ringe og foreslog en skærpet skala og højere personfradrag, ligesom han påpegede det vigtige i, at ligningen effektiviseredes. Som de andre ordførere fra oppositionen vendte han sig endvidere mod reglerne om skatteloft og mod de foreslåede formueskatteregler.

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til behandling i et udvalg, hvor det imidlertid ikke lykkedes at opnå enighed. En væsentlig del af udvalgets drøftelser drejede sig om, hvordan man kunne opnå bedst mulig overensstemmelse mellem foreløbig skat og slutskat for B-skatteydere. Det udtales herom i betænkningen:

„...Således har udvalget med finansministeren indgående drøftet, hvorledes man kan opnå bedst mulig overensstemmelse mellem foreløbig skat og slutskat navnlig for selvstændige erhvervsdrivende og andre, der har B-indkomster. Finansministeren har oplyst, at det i vejledningen til skattemyndighederne vil blive fremhævet, at man ved forskudsregistreringen bør tilstræbe at ansætte indkomstgrundlaget, så at det svarer til den indkomst, der kan forventes i 1970.

Under drøftelserne har der været rejst spørgsmål om at ændre kildeskattelovens bestemmelser om, hvorledes indkomstgrundlaget for den foreløbige skat skal fastsættes. Man har også drøftet, om man kunne ændre lovens bestemmelser om procenttillæg til skattebeløb, der betales efter indkomstårets udløb, således at der i højere grad bliver tale om en normal forrentning. Dette skulle tilskynde skatteyderne til at medvirke til, at skatten i større omfang betales i takt med indtægtens erhvervelse. Finansministeren har oplyst, at planlægningen af kildeskattesystemet, der er tilrettelagt på grundlag af den i marts 1967 vedtagne kildeskattelov med ændringer senest ved lovene af 29. marts 1969, er så langt fremskredet, at det af hensyn til kildeskatteordningens rettidige gennemførelse ikke længere er muligt at foretage sådanne lovændringer med virkning for 1970. Et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) henstiller herefter til finansministeren at overveje ændringer i kildeskatteloven, der kan bidrage til at skabe størst mulig overensstemmelse mellem foreløbig skat og slutskat for 1971 og senere indkomstår.

Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) er ikke enig i, at det er ugørligt at tilvejebringe rimelig overensstemmelse mellem B-skatteydernes foreløbige skat og deres slutskat ved anvendelse af de gældende lovregler, og mindretallet må stærkt beklage, at finansministeren gennem opretholdelse af skønnet over restskatten, og den dertil svarende højere udskrivningsprocent, i realiteren har afvist at benytte de gældende regler i kildeskatteloven i fornødent omfang. Dette gælder ikke mindst afvisningen af at bruge kildeskattelovens § 54, der har til formål at give en yderligere sikring af, at der ved forskudsligningen tages hensyn til den almindelige indkomstudvikling for B-skatteyderne inden for de forskellige erhvervsgrupper, således at der bliver overensstemmelse med opkrævningen af skatten for A-skatteyderne.

I øvrigt giver allerede paragrafferne 50, 52 og 53 efter mindretallets opfattelse mulighed for i de allerfleste tilfælde at opnå den i § 42 tilsigtede overensstemmelse mellem den foreløbige skat og slutskatten.

Mindretallet må endvidere afvise, at det er teknisk ugørligt at gennemføre regler om en højere tillægsskat med virkning for indkomståret 1970, idet sådanne regler ikke skal anvendes maskinelt før ved slutskatteberegningen i foråret 1971. En forhøjelse af tillægsskatten for B-skatteydere må tillige anses for påkrævet efter gennemførelsen af diskontoforhøjelsen.

Udvalget har endvidere drøftet de problemer, der kan rejse sig med hensyn til rettidig indbetaling fra de indeholdelsespligtige af de indeholdte A-skattebeløb, herunder i hvilket omfang der kan antages at blive tale om restancer. Finansministeren har i forbindelse hermed udtalt, at han vil indskærpe over for skattemyndighederne, at inddrivelsen af eventuelle restancer skal foretages med størst mulig effektivitet..."

Udover det ovenfor omtalte ændringsforslag af finansministeren om en udskrivningsprocent på 95 indeholdt udvalgets betænkning en række mindretalsændringsforslag: socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget foreslog, at bestemmelsen om et skatteloft på 66 2/3 pct. udgik af lovforslaget. Endvidere foreslog man bofradraget fastsat til 10.000 kr., formueskatten fastsat til 10 p. m. af den del af formuen, der overstiger 250.000 kr., og udskrivningsprocenten fastsat til 82. Ømann (SF) stillede derudover ændringsforslag om, at også 70 pct.-reglen samt reglen om nedsættelse af formueskatten, når indkomsten er under 6 pct. af formuen, udgik af lovforslaget.

Til 2. behandling forelå endvidere ændringsforslag af Sigsgaard (VS), hvorefter personfradraget og bofradraget skulle ansættes til 6.000 kr., formueskatten skulle udskrives med 20 p. m. af den del af formuen, der overstiger 250.000 kr., og indkomstskatten for personer skulle udskrives efter følgende skala:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1968-69, side 82]

Sigsgaard bebudede samtidig, at han ved 3. behandling ville stille forslag om en udskrivningsprocent på 90, hvis hans skalaforslag blev vedtaget.

Ved lovforslagets 2. behandling gav navnlig spørgsmålet om udskrivningsprocentens højde anledning til en livlig debat, der endte med, at mindretallenes ændringsforslag alle forkastedes, medens den af ministeren foreslåede udskrivningsprocent på 95 vedtoges. Det således ændrede lovforslag vedtoges ved 3. behandling med 93 stemmer (KF, V og RV) mod 12 (SF og VS), medens 55 (S) medlemmer undlod at stemme.