Ved loven forlænges gyldighedsperioden for lov nr. 427 af 21. november 1967 om avancestop, jfr. lov nr. 28 af 15. februar 1968, til 1. november 1968.
Ifølge den hidtidige avancestoplovgivning havde der været adgang til at forhøje bruttoavancen med de beløb, som var nødvendige til dækning af såvel de ved lovens ikrafttræden gældende overenskomster aftalte lønstigninger i 1968 som overenskomstmæssige dyrtidstillæg, jfr. årbogen 1967-68, side 132 ff. Med forlængelsen af lovens gyldighedsperiode fandtes det imidlertid rimeligt, at også overenskomstmæssige lønstignings- og dyrtidstillæg, der kom til udbetaling senere i perioden, blev tilladt indregnet i priserne gennem en forhøjelse af bruttoavancen. Bestemmelse herom er nu indsat i lovens § 1, stk. 3, der herudover som noget nyt også har indført hjemmel til at forhøje bruttoavancen med beløb svarende til de i henhold til huslejelovgivningen gennemførte huslejeforhøjelser.
Endvidere er som ny bestemmelse (stk. 4) i § 1 indsat en regel, der giver industri- og håndværksvirksomheder ret til at forhøje bruttoavancerne med beløb, der svarer til de ved rationalisering efter 1. november 1968 indvundne besparelser i udgifter til direkte arbejdsløn og besparelser i forbrug af råvarer og hjælpematerialer.
Bestemmelsen var i bemærkningerne til lovforslaget begrundet således:
Den i den gældende lov indeholdte definition af handelsvirksomheders bruttoavance som alene omfattende differencen mellem salgspris og indkøbspris er ensbetydende med, at omkostningsbesparelser i disse virksomheder ikke påvirker størrelsen af den efter loven tilladte bruttoavance. Disse virksomheder har herved mulighed for gennem rationalisering at forbedre deres indtjenings- og konkurrenceforhold.
Som den gældende lovs § 1 er formuleret, medfører den derimod, at en nedgang i industri- og håndværksvirksomheders udgifter til direkte arbejdsløn og til forbrug af råvarer og hjælpematerialer pr. vareenhed skal give sig udslag i, at priserne nedsættes tilsvarende. Hvor sådanne besparelser hidrører fra øgede investeringer og deraf øget arbejdseffektivitet, vil det være rimeligt, at virksomhederne får adgang til at dække de øgede investeringsomkostninger gennem en forhøjelse af bruttoavancen, idet virksomhederne i modsat fald vil have direkte tab ved sådanne rationaliseringsforanstaltninger.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er derfor at fjerne den rationaliseringshæmmende effekt for industri- og håndværksvirksomheder, som den gældende lov indebærer. Det bemærkes, at der herved alene åbnes adgang til at undlade en nedsættelse af priserne svarende til de opnåede besparelser, og at en nedgang i råvarepriser, told m. v. fortsat må give sig udslag i tilsvarende nedsættelse af priserne.
Det er hensigten, at monopoltilsynet udsender en vejledning om beregningen af de besparelser, der omfattes af bestemmelsen.
Efter den hidtidige lov kunne monopoltilsynet i særlige tilfælde dispensere fra avancestoppet. Da man fandt det ønskeligt at udvide og nærmere præcisere de omstændigheder, hvorunder tilsynet burde kunne dispensere, er dispensationsbestemmelsen i § 2 nu ændret således, at der gives monopoltilsynet adgang til at give generelle tilladelser f. eks. for nærmere afgrænsede vareområder og brancher.
I henhold til denne bestemmelse er det herefter forudsat, at monpoltilsynet fremtidig dispenserer fra avancestoppet i hvert fald i følgende tilfælde:
a. Hvor en virksomhed i tiden umiddelbart før 18. november 1967 havde en unormal lav bruttoavance, ringe indtjening eller endog underskud. I så fald vil der kunne godkendes en avance svarende til den for en effektiv virksomhed i den pågældende branche normalt gældende.
b. Hvor virksomheder har hjemtaget ensartede varepartier til forskellige priser. Der vil her kunne gives tilladelse — også generelt for et afgrænset vare- eller brancheområde — til at beregne en gennemsnitlig salgspris udregnet efter priser og mængde for varepartierne som helhed.
c. Hvor markedsprisbestemte råvarer, der varierer stærkt i pris, indgår som en væsentlig faktor i prisberegningen.
Her vil der — også generelt — kunne gives adgang til at lægge genanskaffelsesprisen til grund for prisberegningen i stedet for indkøbsprisen.
Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om anmeldelse af vejledende priser m. v.
Om baggrunden for lovforslagene gav handelsministeren ved fremsættelsen følgende principielle redegørelse:
De fremsatte lovforslag tager sigte på den situation, der foreligger, når den gældende midlertidige prislovgivning udløber pr. 1. november 1968. Det drejer sig om avancestoploven af november 1967, der den 15. februar 1968 forlængedes fra 1. juli til 1. november 1968, samt om lov om vejledende priser og prisstop for tjenesteydelser af samme dato.
Denne ekstraordinære prislovgivning har sammen med den stedfundne stramning af finanspolitikken skabt forudsætningerne for, at udviklingen i vort pris- og omkostningsniveau, som hidtil har været præget af en vedvarende stærk stigning, blev bragt under kontrol, uanset de tendenser til yderligere prisstigning, som kronens devaluering sidste efterår i sig selv indebar.
En videreførelse af den prisstabilisering, der er opnået, er af helt afgørende betydning for udviklingen i vort omkostningsniveau og dermed for den konkurrenceevne over for udlandet, hvorpå beskæftigelsessituationen i dette land til syvende og sidst må bero.
På denne baggrund har regeringen fundet det nødvendigt som en overgangsforanstaltning at fremsætte forslag om en delvis videreførelse af den ekstraordinære prislovgivning indtil 1. juli 1969, dog således, at lovgivningen kan bortfalde fra det tidspunkt, der måtte blive fastsat af handelsministeren.
I de forelagte lovforslag er der foretaget forskellige ændringer og lempelser i forhold til den hidtidige ekstraordinære prislovgivning. Disse ændringer har for en væsentlig del deres motivering i, at visse af lovens bestemmelser, der i første række tog sigte på at hindre en selvforstærkende prisstigning i tiden umiddelbart efter devalueringen, i nogen grad vil kunne lempes under hensyn til den stedfundne udvikling og den stabilisering i prisudviklingen, der i den forløbne tid har fundet sted. Endvidere er det klart, at meget stive og rigoristiske bestemmelser, der kan være påkrævet i en kortvarig priode og under et ekstraordinært pres på priserne, naturligt må revideres og smidiggøres, når der som her er tale om en lovgivning af længere varighed end oprindelig påtænkt.
Ved de foreslåede ændringer i forhold til den hidtidige lovgivning har man dels haft for øje at opnå en vis smidiggørelse af administrationen af loven, dels foretaget en revision af sådanne bestemmelser, som på længere sigt måtte findes urimelige med henblik på udviklingen i prisstrukturen eller virke hæmmende på rationaliseringsbestræbelser.
Ved 1. behandlingen kunne Lis Groes (S) kun give betinget støtte til gennemførelse af lovforslaget. Hun var bekymret ved det nye stk. 4 til § 1, der gav industri- og håndværksvirksomheder adgang til at forhøje bruttoavancerne med beløb svarende til indvundne besparelser i udgifter til direkte arbejdsløn og besparelser i forbrug af råvarer og materialer. Hun opfattede bestemmelsen som et tilsagn til erhvervslivet om, at de kunne indkassere den fulde rationaliseringsgevinst uden smålig skelen til medarbejdere og forbrugere. Hertil kom, at bestemmelsen kunne virke som en opfordring til at svække kvaliteten ved at spare på materialer og arbejdsløn, og derigennem kunne erhvervslivet hente større avancer hjem. Hendes parti ville ikke sætte sig imod, at man kunne opnå dækning for investeringsomkostninger i forbindelse med rationalisering, men det var rimeligt at lade monopoltilsynet bedømme, hvorledes øvrige rationaliseringsgevinster skulle fordeles mellem erhverv og forbrugere.
Jørgen Jensen (KF) udtalte, at det af regeringen indledte felttog mod inflationen var lykkedes ganske godt. Der var nu kommet ro over priserne, og stramningen af den økonomiske politik havde været en af hovedårsagerne til denne prisstabilisering, som både erhvervsdrivende og lønmodtagere var dybt interesserede i skulle fastholdes. Det var derfor nødvendigt at fastholde avancestopgivningen en tid endnu. Han udtrykte samtidig tilfredshed med de foreslåede lempelser i den gældende avancestoplov. Jo længere sådan en lov havde gyldighed, jo mere nødvendigt var det at gøre bestemmelserne tilpas smidige. Ellers ville prisstrukturen stivne, og en nyttig rationalisering i erhvervslivet kunne hæmmes til skade for investeringerne og for beskæftigelsen.
Også Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) kunne tilsige støtte til lovforslagets gennemførelse, selv om man næppe skulle vente megen taknemmelighed vedrørende denne lovgivning, idet erhvervslivet med god grund havde forventet lovgivningens bortfald. På den anden side var det hans opfattelse, at der hos erhvervslivets folk ville være forståelse for bestræbelser i retning af at holde omkostningsniveauet nede. Handelsministeren havde sagligheden på sin side, når han foreslog at lade den gældende lov ændre i overensstemmelse med lovforslaget.
På det radikale venstres vegne udtalte Niels Helveg Petersen, at den forløbne del af 1968 havde været præget af en efter danske forhold helt usædvanlig prisstabilitet. Reguleringspristallet havde endda 2 måneder i træk vist en mindre nedgang. Det var svært at afgøre, hvilken rolle den ekstraordinære prislovgivning havde haft for denne stabilitet, men at den havde været en medvirkende faktor, kunne ikke bestrides. Den lovgivning, der nu foresloges, var et rimeligt balancepunkt og ville endnu en tid være virksom over for prisudviklingen, samtidig med at den indeholdt bestemmelser og tilføjelser, der fjernede urimelige vilkår i den hidtidige lovgivning.
Poul Dam (SF) var ligesom den socialdemokratiske ordfører bekymret over reglen om rationalisering. Bestemmelsen ville medføre, at hele rationaliseringsgevinsten gik i foretagendernes lomme, medens det rimelige måtte være, at der skete en deling af rationaliseringsgevinsten mellem foretagenderne og forbrugerne. Heller ikke i øvrigt var han særlig begejstret for lovforslaget, selv om han måtte erkende, at forslaget var bedre, end han havde frygtet.
Endelig gav Sigsgaard (VS) udtryk for det ønskelige i, at folketinget fik en redegørelse for, hvilke erfaringer monopoltilsynet havde med hensyn til urimelige priser og avancer, ligesom han ønskede lovgivningen udbygget med en bestemmelse om, at handelsministeren mindst én gang årligt over for folketinget skulle redegøre for udviklingen i priser og avancer.
Udvalgsbehandlingen resulterede i en ret fyldig betænkning med en række bilag, hvoraf bl. a. fremgår følgende:
Det har i udvalget været drøftet, i hvilket omfang forsikringserhvervet bør være omfattet af avancestoploven under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder præmiefastsættelse sker. Handelsministeren har i denne forbindelse oplyst, at han vil være betænkelig ved at holde forsikringserhvervet uden for loven, men at loven inden for dette område må administreres under hensyntagen til dette erhvervs særlige forhold.
Ministeren har påpeget, at dette vil kunne ske derved, at kontrolfunktionerne, for så vidt angår forsikringsområdet, koordineres med det tilsyn, der udøves af forsikringsrådet (lov nr. 147 af 13. maj 1959 om forsikringsvirksomhed og bekendtgørelse nr. 195 af 18. juni 1955 om monopollovens anvendelse på forsikringsselskaber), og at retningslinjerne, hvorefter loven i praksis skal finde anvendelse på det pågældende område, aftales imellem forsikringsrådet og monopoltilsynet efter forhandling med Assurandør-Societetet. Med henblik på fastsættelsen af retningslinjer som nævnt vil det som vejledning kunne anføres, at loven ikke tager sigte på at hindre sådanne præmieforhøjelser, der er begrundet i et rimeligt skøn over udviklingen i erstatningsudgifter og omkostninger, men at det er en forudsætning, at der ikke tilsigtes en indtjening, som går ud over, hvad der normalt vil være gældende for en effektiv virksomhed i den pågældende branche.
Udvalget kan tiltræde de af handelsministeren fremførte synspunkter.
På grundlag af modtagne henvendelser fra Dansk Tandlægeforening og Den almindelige danske Lægeforening har udvalget med ministeren drøftet, i hvilket omfang avancestoploven bør finde anvendelse på honorarer og ydelser, der udbetales i henhold til de overenskomster, som disse organisationer har indgået med sygekasserne, og som godkendes af socialministeriet.
Udvalget fremhæver, at løn- og arbejdsforhold er forudsat holdt uden for avancestoploven. I det omfang bestemmelserne i de nævnte overenskomster ikke kan anses for at være løn- og arbejdsforhold, er det udvalgets opfattelse, at loven må finde anvendelse, uanset at disse er kollektivt indgået og godkendt af socialministeriet.
Handelsministeren har givet udtryk for, at den i henhold til avancestoploven fremtidige regulering af sådanne honorarer og ydelser må forudsætte nærmere undersøgelser og forhandlinger, hvorunder man må søge at fastlægge, hvilke lønudgiftsstigninger og huslejestigninger der vil kunne begrunde en forhøjelse af honorarerne m. v.
Udvalget har med ministeren været enig i, at de nærmere retningslinjer for, hvorledes honorarerne m. v. herudfra vil kunne fastsættes, og i øvrigt hvorledes loven i praksis skal anvendes på disse honorarer m. v., aftales imellem monopoltilsynet og socialministeriet efter forhandling med sygekasserne og lægernes og tandlægernes organisationer.
Det er af Industrirådet over for udvalget gjort gældende, at virksomhederne ventes at ville tilstræbe at rationalisere deres forskellige aktiviteter i den takt og rækkefølge, omkostningsudviklingen betinger, og at der derfor ikke nødvendigvis vil være nogen rationaliseringsgevinst, i det øjeblik en rationalisering iværksættes, men først senere, efterhånden som arbejdslønnen stiger yderligere.
Handelsministeren har i denne forbindelse henvist til, at det foreslåede nye stk. 4 til lovens § 1 skal forstås således, at gennemførelsen af en rationaliseringsforanstaltning ikke medfører en pligt til prisnedsættelse.
Angående den i lovforslaget foreslåede nye affattelse af lovens § 2, stk. 2, der udvider dispensationshjemmelen, har udvalget drøftet de eksempler, der er anført i bemærkningerne til lovforslaget vedrørende denne bestemmelse. Udvalget har af handelsministeren fået bekræftet, at der ud over de anførte eksempler vil kunne forekomme tilfælde, hvor dispensation bør gives. Til det i bemærkningerne angivne eksempel b (lovforslaget side 2) har handelsministeren oplyst, at dette ikke blot omfatter varer, der er hjemtaget før 1. november 1968, men også varer, der hjemtages efter dette tidspunkt, og at eksemplet også må omfatte tilfælde, hvor varepartier hjemtages i varierende kvalitet til samme priser.
Man har overvejet spørgsmålet, om der bør dispenseres fra avancestoppet i tilfælde, hvor en virksomhed, som omfattes af § 24 i monopolloven, der vedrører pligt til at indhente forhåndsgodkendelse af prisforhøjelser, må foretage omfattende investeringer for at udbygge og forbedre virksomhedens anlæg. Ministeren har over for udvalget tilkendegivet, at der under sådanne omstændigheder vil kunne være grundlag for at give dispensation fra avancestoppet.
Et mindretal i udvalget (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer) kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, da man ikke havde kunnet opnå flertal for et forslag om, at også forbrugerne skulle have andel i opnåede rationaliseringsgevinster.
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 81 stemmer, medens 46 medlemmer (S, SF, VS og Hanne Reintoft) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.