Ved loven — som har virkning fra 1. august 1969 — stilles yderligere 70 mill. kr. til rådighed for Ungdommens uddannelsesfond. I dette beløb indgår 20 mill. kr., som ved en ændringslov af 31. maj 1968 ekstraordinært stilledes til rådighed for fonden i finansåret 1968-69. Ud over de 20 mill. kr., der genbevilges for det kommende finansår, og som fordeles blandt de uddannelsessøgende på samme måde som i 1968-69, indebærer loven altså en yderligere forøgelse af midlerne med 50 mill. lcr.

De nævnte 50 mill. kr. fordeles med 25 mill. kr., hvoraf halvdelen som stipendier og halvdelen som lån, til de studerende under lovens § 1, stk. 1, d. v. s. studerende ved offentligt anerkendte læreanstalter og fagskoler, og med 25 mill. kr. som stipendier til de af loven omfattede elevkategorier. Af disse sidste 25 mill. kr. bevilges 11 mill. kr. til elever under lovens § 1, stk. 2, (gymnasieelever, studenterkursister samt realkursister og HF-studerende), 7 mill. kr. til elever under § 1, stk. 3 (elever i hovedskolen og realafdelingen), og 7 mill. kr. til lærlinge, jfr. lovens § 1, stk. 4.

Der gennemføres endvidere en forbedring af de uddannelsessøgendes muligheder for studiefinansiering gennem optagelse af statsgaranterede bank- og sparekasselån. En studerende, der ikke samtidig modtager støtte fra Ungdommens uddannelsesfond, vil således efter loven kunne optage sådanne lån til et beløb af 8.000 kr. (oprindeligt foreslået 7.000 kr.) årligt mod hidtil 5.000 kr. Den særlige lånegrænse, der gælder i tilfælde, hvor den studerende også modtager støtte fra uddannelsesfonden, er forhøjet til forskellen mellem 11.000 kr. (oprindeligt foreslået 10.000 kr.) og det fra fonden modtagne beløb.

Samtidig er gennemført en generel 18 års aldersgrænse for optagelse af disse lån.

Herudover indeholder loven enkelte yderligere ændringer, hvoraf skal nævnes, at realkursister henføres under lovens § 1, stk. 2, hvortil også HF-studerende henføres. Herved anses realkursisternes støttemuligheder for væsentligt forbedret.

Undervisningsministeren omtalte i sin fremsættelse, at det ikke ville være muligt allerede med virkning for finansåret 1969-70 at gennemføre en støtteordning, der byggede på principperne i betænkning vedrørende økonomisk støtte til unge under uddannelse (von Eyben-udvalgets betænkning) nr. 506/1968. Lovforslaget tilsigtede derfor alene en væsentlig forbedring af støttemulighederne inden for rammerne af den bestående støtteordning.

Ministeren anså lovforslaget for en overgangsløsning, og regeringen agtede i den næste folketingssamling at fremsætte et lovforslag om en egentlig nyordning af den offentlige uddannelsesstøtte. Der ville i overensstemmelse hermed blive opstillet regler for, i hvilken udstrækning og i hvilken takt en støtteordning på grundlag af den nævnte betænkning ville kunne realiseres.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til folketingsbeslutning vedrørende en reform af Ungdommens uddannelsesfond (af Knud Nielsen m. fl.) og forslag til lov om støtte til uddannelse (af Kjær Rasmussen og Sigsgaard), se side 683 og 614.

1. behandlingen gav ordførerne anledning til at fremkomme med en række principielle betragtninger over støtten til unge under uddannelse. Herom må i det hele henvises til forhandlingerne.

Knud Nielsen (S) fastslog som sit partis opfattelse, som det også fremgik af det ovenfor nævnte forslag til folketingsbeslutning, at regeringen nu i denne samling burde fremsætte forslag til en virkelig gennemgribende reform af Ungdommens uddannelsesfond. Von Eyben-udvalgets betænkning havde foreligget i så lang tid, at dette forslag, som indebar en udskydelse af reformen, var helt uanstændigt og uacceptabelt. Forhøjelsen på 50 mill. kr. kunne kun betragtes som et — til dels virkningsløst — lapperi.

Knud Bro (KF) erkendte, at man ikke med lovforslaget havde løst den målsætning, der var indeholdt i von Eyben-udvalgets flertals forslag, som han i øvrigt kunne tilslutte sig. Man var nødt til at tage hensyn til prioriteringen af de mange krav, samfundet stillede. Lovforslaget var derfor en overgangsløsning, men 50 mill. kr. var dog noget, i hvert fald hvis man sammenlignede det med, hvad andre befolkningsgrupper havde fået i de senere år. Det indebar en stigning fra 217 mill. kr. til 270 mill. kr. eller knap 25 pct.

Enggaard (V) fandt, at lovforslaget betegnede den første væsentlige forøgelse i beløbsrammerne for loven i en årrække. Det var forståeligt, at man ønskede den afgivne betænkning realiseret hurtigst muligt, men man burde ikke som lovgiver sporenstregs afstikke en kurs uden fornødne landmærker og ledende principper. Dette synspunkt forekom endnu mere rigtigt på baggrund af, at von Eyben-udvalget ikke havde afgivet nogen enig betænkning, men tværtimod havde delt sig med afvigende opfattelser. Der var en række tvivlsspørgsmål, som måtte afklares, men venstre ønskede en fremtidig lovgivning på dette område præget af en stadig forbedret støtte. Lovforslaget var et skridt på vejen, en overgangsløsning med en række rigtige tendenser i sig.

Grethe Philip (RV) kunne støtte lovforslaget. Det var ikke vanskeligt at argumentere for, at støtten til de studerende skulle øges, men hensynet til prioriteringen af opgaverne i samfundet gjorde, at man ikke nu kunne gå videre end det var foreslået.

Morten Lange (SF) henviste til den ændring, der skete i 1961, hvor der — gennem en firedobling af midlerne — var sket noget i retning af et spring. Det var formentlig nødvendigt med sådanne spring, hvis man virkelig skulle reformere Ungdommens uddannelsesfond. Han kritiserede i øvrigt det grundlag, der var tilvejebragt i von Eyben-udvalgets betænkning. Han fremhævede, at stipendievejen var den rigtige vej til demokratisering af studierne. En af de realistiske ting, ministeren kunne gå med til i forhandlingerne, var simpelthen at kontere hele den af staten udbetalte lånestøtte som stipendiestøtte.

Kjær Rasmussen (VS) delte den opfattelse, at ingen af økonomiske grunde måtte forhindres i at få den uddannelse, som den pågældende havde lyst og evner til. Han henviste til det forslag til lov om støtte til uddannelse, som hans parti havde fremsat. Det var aldeles afgørende at lave en ændret udgiftsfordeling i samfundet. Gjorde man ikke det, måtte man skaffe sig en anden uddannelsespolitisk målsætning.

Hanne Reintoft (u. p.) fra socialistisk arbejdsgruppe kunne helt og fuldt tilslutte sig de uddannelsessøgendes krav om egentlig uddannelsesløn til alle under uddannelse. Også hun fandt et helt andet syn på prioriteringen af samfundets krav nødvendigt; uddannelsessystemet måtte være i fokus. Pengene kunne og skulle skaffes.

Uden for ordførernes kreds havde desuden Niels Jørgen Nielsen (V) og Camre (S) ordet.

I betænkningen henstillede udvalget bl. a. til ministeren, at de 7 mill. kr., som gives til elever, der er omfattet af lovens § 1, stk. 3, fordeles ligeligt mellem disse og ikke, som det oprindeligt var foreslået, udelukkende kommer eleverne i 10. klasse og 3. realklasse til gode. (Når det oprindeligt havde været tanken at lade støtten til eleverne i 8.-9. Masse, 1. og 2. realklasse samt visse elever i 7. klasse forblive af den hidtidige størrelse, hang det sammen med støttens forbindelse med undervisningspligtens ophør og en forventet udvidelse af undervisningspligten med et 8. og 9. skoleår).

Andre henstillinger til ministeren beskæftigede sig med spørgsmålet om de vanskeligheder, der følger af geografiske forhold, om en ensartet rentesats for de statsgaranterede lån og om de såkaldte ,,bruderklæringer''.

Et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med en af ministeren foreslået ændring om forhøjelse af grænserne for de statsgaranterede studielån (jfr. foran).

Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) beklagede, at regeringspartierne ikke på nuværende tidspunkt ønskede at medvirke til iværksættelse af en egentlig reform af Ungdommens uddannelsesfond. I mindretalsudtalelsen understreges bl. a. betydningen af fuld stipendiestøtte.

Mindretallet stillede et ændringsforslag, som gik ud på, at der skulle stilles et yderligere beløb på 150 mill. kr. i form af stipendier til rådighed for Ungdommens uddannelsesfond.

Mindretallets ændringsforslag forkastedes ved 2. behandling.

I en af udvalget efter lovforslagets 2. behandling afgiven tillægsbetænkning beklager det nævnte mindretal, at ministeren ikke har kunnet imødekomme et af de uddannelsessøgende fremsat ønske om at lette den ved diskontoforhøjelsen yderligere forøgede rentebyrde eller at flytte de som lån foreslåede 18,5 mill. kr. til stipendie- andelen.

Da lovforslaget imidlertid indeholdt forbedringer i den bestående ordning, ville mindretallet stemme for dets gennemførelse ved 3. behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget herefter enstemmigt med 143 stemmer; 2 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.