L 85 Lov om ændring af lov om rettens pleje i Grønland.

Af: Minister for Grønland A. C. Normann (RV)
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 73 af 13-03-1969
Loven indeholder forskellige ændringer af lov om rettens pleje i Grønland, jfr. lovbekendtgørelse nr. 317 af 4. november 1964, som ændret ved lov nr. 103 af 31. marts 1965. Ændringerne, der trådte i kraft den 1. april 1969, bygger på en af det grønlandske lovudvalg afgivet indstilling om retsplejens organisation i Grønland.

Denne indstilling er blandt andet baseret på en vurdering af, om det hidtil anvendte retsplejesystem, hvorefter lægdommere anvendes ved retssagers afgørelse i første instans, bør bibeholdes, eller om de stedfundne ændringer i det grønlandske samfund og indførelsen i Grønland af stedse mere kompliceret lovgivning vil føre til, at der vil opstå typer af tvister, der kræver en sådan juridisk indsigt, at lægdommerne bør afløses af juridisk uddannede dommere også ved domstolsafgørelser i første instans.

Efter en afvejning af styrken og svaghederne ved lægdommersystemet, således som dette er udformet i den grønlandske retsplejelov, og således som det hidtil har virket i praksis, har lovudvalget konkluderet, at lægdommersystemet bør bevares indtil videre, såfremt det udbygges på en sådan måde, at det gøres bedre egnet til at klare udviklingen.

Lovudvalget foreslog derfor, at man søgte at tilpasse lægdommersystemet kommende ændringer i udviklingen, herunder også ændringer, der giver sig udtryk i ujævn udvikling både af retssagernes mængde og juridiske kvalitet inden for de forskellige retskredse.

Loven indeholder i overensstemmelse hermed regler om en mere smidig fastsættelse af retskredsenes antal samt om antallet af kredsdommere i hver retskreds. Loven indeholder tillige hjemmel for i visse tilfælde at henvise kriminalsager til landsretten som første instans.

Lovforslaget, der var tiltrådt af Grønlands landsråd, fik en velvillig modtagelse i folketinget, og med en enkelt ændring vedrørende lovens ikrafttrædelsesdato vedtoges det ved 3. behandling enstemmigt med 122 stemmer.
Partiernes ordførere
Carl P. Jensen (S), Jørgen Langkilde (KF), Hans Jørgen Lembourn (KF), Eva Rée (V), Svend Haugaard (RV) og Knud Hertling (UFG)