Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om gennemførelse af fri bytteret for lejere og om oprettelse af central boligformidling i større byområder.

Formålet med disse foranstaltninger skal være en smidigere samt en mere hensigtsmæssig og retfærdig fordeling af eksisterende og nyopførte boliger samt opnåelse af en mere sikker viden om boligbehovets omfang og de boligsøgendes ønsker om boligens størrelse og standard.

Den frie bytteret må sikre lejeren ret til bytning af sin lejlighed med en anden, uden at udlejeren normalt kan modsætte sig det.

Boligformidlingen skal have til opgave:

at formidle udlejningen af eksisterende og nyopførte boliger på en sådan måde, at de boligsøgendes behov i størst mulig udstrækning tilgodeses med hensyn til ansøgernes eget ønske om lejlighedens størrelse, standard, beliggenhed og boligafgift,

at bistå ansøgere, der ønsker at bytte bolig, og i øvrigt fremme lejlighedsbytning og bevægelighed på boligmarkedet samt

at sikre, at alle ledigblevne og nyopførte lejligheder gennem boligformidlingen stilles til rådighed for de boligsøgende i den rækkefølge, hvori de søger, idet der dog gives fortrinsret for visse familiemæssige, sociale og helbredsmæssige behov."

I folketingsåret 1967-68 (2. samling) fremsatte medlemmer af socialistisk folkeparti forslag til lov om ændring af lov om leje (om lejerens ret til bytning af lejlighed), se folketingsårbogen 1967-68, side 500 ff. Forslaget blev ikke færdigbehandlet og nåede således ikke frem til 2. behandling.

I folketingsåret 1968-69 genfremsattes et lignende forslag, se folketingsårbogen 1968-69 side 581 ff, men med den forskel, at bestemmelserne nu foresloges indføjet i loven om midlertidig regulering af boligforholdene. Denne ændring skyldtes, at det tidligere var blevet kritiseret, at bestemmelserne foresloges optaget i lejeloven.

Ved fremsættelsen af nærværende forslag tilkendegav forslagsstillerne, at det var deres hensigt, at bytteretten skulle gennemføres i overensstemmelse med det i 1968-69 fremsatte forslag.

Som angivet foran var forslaget blevet suppleret med bestemmelser om oprettelse af centralboligformidling i større byområder. Om baggrunden for denne del af forslaget var i bemærkningerne bl. a. anført følgende:

„.... Der kan herigennem opnås ensartede regler, uanset byområdet består af flere kommuner, ligesom en central registrering af alle boligsøgende og af alle ledige lejligheder kan give et nøjagtigt billede af boligbehovet og boligbestanden i byområdet. Desuden vil en central boligformidling bl. a. gennem byttekæder på tværs af kommunegrænser på en bedre måde, end det er muligt i dag, kunne formidle en hensigtsmæssig og retfærdig boligfordeling og dermed afbøde nogle af boligmangelens værste følger.

En central boligformidling kan derimod ikke afskaffe boligmangelen. Dertil kræves først og fremmest en forøgelse og billiggørelse af boligbyggeriet. Men den vil kunne fremskaffe en mængde oplysninger, som vil være værdifulde i planlægningsøjemed.

Dersom boligformidlingen samtidig udfører et bredt oplysningsarbejde, dels om sin egen virksomhed, dels og navnlig om byggeaktiviteten i byområdet, vil den bibringe befolkningen en betydelig bedre forståelse af boligproblemerne og midlerne til deres afhjælpning. Dette vil sandsynligvis også medføre en voksende interesse for at skabe sunde og gode boligforhold, så langt flere kræfter kan sættes ind for at løse boligproblemet...."

Endvidere havde forslagsstillerne i bemærkningerne til forslaget i 10 punkter udførligt redegjort for, efter hvilke retningslinjer boligformidlingen burde arbejde.

Herudover anførte forslagsstillerne:

. De mere detaljerede regler for boligformidlingens virksomhed må naturligvis bero på konkrete undersøgelser og nærmere forhandlinger mellem kommunerne og udlejerne.

Men det må være en hovedregel, at boligformidlingen sikrer lejlighederne fordelt på en sådan måde, at lejlighedernes størrelse kommer til at svare til husstandens størrelse. Ved anvendelse af EDB-teknik skulle det ikke være vanskeligt at registrere ansøgerne efter husstandsstørrelse og økonomisk formåen. Derved vil man sikre, at både reglen om tildeling efter løbenummerorden og reglerne om særlig fortrinsret bliver respekteret.

Ved overgangen fra de nuværende forhold til central boligformidling må ventelisterne fra boligselskaber, private udlejere, udlejningsbureauer og kommunale boliganvisningskontorer overføres til det centrale register, og det må herunder sikres, at de boligsøgendes anciennitet på ventelisterne ikke bliver forringet ved overførelsen til det centrale register.

Det bør også sikres, at eksisterende regler inden for selskaberne om opflytningsret for lejerne ved lejeledighed respekteres. Inden for andelsboligselskaber vil der være særlige problemer, idet medlemmerne her har særlige rettigheder knyttet til medlemsnummeret ved tildeling af lejlighed. Men disse rettigheder er dog allerede nu delvis tilsidesat dels af lovgivningen, dels af det store antal boligsøgende medlemmer i de større andelsboligforeninger.

Boligformidlingen må lægge en afgørende vægt på en omfattende informationsvirksomhed. Denne kan udfoldes både gennem annoncering, uddeling af brochurer og udstillinger af projekter for planlagt byggeri inden for storbyområdet. I det hele taget bør boligformidlingens virksomhed have karakter af en udpræget service over for alle boligsøgende...."

Ved 1. behandlingen kunne boligministeren som tidligere udtale, at han i princippet var enig i forslagsstillernes målsætning med hensyn til bytteretten, men at han stadig var skeptisk med hensyn til, om fri bytteret var det rette middel til at opnå målet. Han kunne iøvrigt henvise til, at spørgsmålet om bytteret stadig forhandledes mellem grundejernes landsorganisation og lejernes landsorganisation. Stillingtagen til spørgsmålet burde derfor i hvert fald afvente resultatet af disse forhandlinger.

Med hensyn til den del af forslaget, der vedrørte oprettelse af en central boligformidling, fandt ministeren, at det indeholdt visse tanker, der var værdifulde. Han tænkte her navnlig på oprettelsen af et organ, der kunne registrere boligønsker og boligudbud, og som kunne virke som serviceorgan ikke alene for de boligsøgende, men også for udlejerne og for den sags skyld også for de offentlige myndigheder.

I øvrigt fandt ministeren det vanskeligt at få øje på, hvorfor det skulle være nødvendigt at fratage udlejerne deres anvisningsret, der jo skulle udøves i overensstemmelse med de regler, der til enhver tid var fastsat af boliganvisningsudvalgene.

Ministeren var enig med forslagsstillerne i det uheldige i, at boliganvisningsreglerne var forskellige fra kommune til kommune. De bopælskrav, som nogle kommuner praktiserede, havde uheldige virkninger, og det ville være ønskeligt, om de pågældende kommuner ville undlade denne praksis.

Helge Nielsen (S) kunne give tilslutning til forslaget, selv om der var detaljer i dette, man måtte se nærmere på under en udvalgsbehandling. For så vidt angik forslagets bestemmelser om bytteret, kunne han, ligesom de øvrige ordførere, henvise til, hvad han havde sagt under behandlingen af de i de to foregående folketingsår fremsatte lignende forslag.

For så vidt angik forslagets bestemmelser om oprettelse af en central boligformidling, var ingen af ordførerne for regeringspartierne umiddelbart afvisende, men der blev på forskellig måde givet udtryk for, at forslaget næppe var realisabelt.

På venstresocialisternes vegne erklærede Sigsgaard, at han principielt kunne støtte forslaget.

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til videre behandling i folketingets boligudvalg, som imidlertid ikke afsluttede sit arbejde med dette forslag inden folketingsårets slutning.