B 41 Forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af en analyse af kommunernes udgifter med henblik på en tilskudsordning af lovbundne opgaver.

Samling: 1969-70
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til — umiddelbart efter den endelige opgavefordelings fastlæggelse — at gennemføre en analyse af de enkelte kommuners udgifter ved opgavernes løsning med henblik på tilvejebringelse af en statslig tilskudsordning, der stiller kommunerne lige ved løsningen af de lovbundne opgaver."

I bemærkningerne til forslaget anførtes følgende:

„Ved siden af problemet om forskelle i kommunernes indkomstgrundlag spiller spørgsmålet om kommunernes befolkningssammensætning en betydelig rolle for kommunernes økonomiske forhold og dermed for højden af skatteprocenterne.

Dette er en følge af, at staten pålægger kommunerne en række opgaver, der i særlig grad er udgiftkrævende for kommuner med mange børn og unge. Problemet har en vis sammenhæng med boligmangelen. Unge mennesker og familier med børn må bosætte sig dér, hvor der er mulighed for at få en bolig. Det fører til byområder med meget lav gennemsnitsalder og jfr. ovenstående til, at disse områder pålægges særlig udgiftkrævende opgaver i forhold til udbyggede kommuner.

Kommunalreformen har løst problemerne for en væsentlig del af kommunerne ved at indlemme omegnsvækstkommuner i de udbyggede centralkommuner, men tilbage er endnu en del kommuner, hvis aldersfordeling giver en særlig udgiftkrævende opgaveløsning.

Det kan ikke være samfundets interesse, at opgaverne må løses mest nødtørftigt i de kommuner, hvor børn og unge vokser op. Der må derfor sikres en rimelig fælles finansiering af de udgifter til børn og unge, som samfundet pålægger kommunerne at løse.

Heller ikke i dette tilfælde bliver der tale om en forøgelse af den samlede skatteudskrivning, men kun om en ændret fordeling af byrderne. Provenumæssigt er der — i kraft af kommunesammenlægningerne — tale om et beløb af en lille størrelsesorden. Virkningerne for de berørte kommuner vil derimod blive følelige i positiv retning."

Forslaget blev i folketinget fremsat sammen med forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af et slcattegrundlagstilslcud for kommunerne samt forslag til folketingsbeslutning om etablering af en fast låneordning for udviklings- og vækstkommuner. Forslaget blev endvidere ved 1. behandling sat til forhandling sammen med det af venstresocialisterne fremsatte forslag til folketingsbeslutning om udligning af byrderne mellem kommunerne og forenkling af beskatningen
samt regeringens forslag til lov om kommunal udligning. Om behandlingen henvises nærmere til det på side 259 ff anførte.

Det udvalg, hvortil forslagene blev henvist, afgav ikke betænkning eller beretning over nærværende forslag.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Poul Schlüter (KF), A. C. Andersen (V), Niels Helveg Petersen (RV), Ove Krog Hansen (SF) og Erik Sigsgaard (VS)