Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag om etablering af en fast låneordning for udviklings- og vækstkommuner. Låneordningen baseres på en selvfinansieringsgrad, der er afhængig af den hastighed, hvormed kommunernes befolkningstal forøges, og på et gennemsnitstal for investeringsudgifterne pr. ny indbygger ved jordkøb, byggemodning og insti- tutionsudbygning."
I de bemærkninger, der ledsagede forslaget, hed det:
„Samfundet har en generel interesse i, at kommunerne bekæmper jordprisstigningerne, øger udbuddet af byggemodne grunde og sørger for eksistensen af de nødvendige skoler og institutioner. Samfundet har ligeledes en interesse i, at de anvendte offentlige udgifter hurtigst muligt bliver udnyttet af de nye beboere.
Disse to interesser kan kun tilgodeses, hvis kommunerne kan planlægge i tillid til, at en del af investeringsudgifterne kan dækkes af de beboere, der fremtidig skal drage nytte af de offentlige investeringer. Med andre ord, at der er mulighed for at optage lån, der afdrages og forrentes gennem skattebetalinger fra kommende beboere. Hvis denne situation ikke er til stede, må vækstkommuner basere sig på skattebetalingerne fra et antal beboere, der måske kun udgør en brøkdel af det antal beboere, kommunen fremover vil omfatte, og vil følgelig være afskåret fra at anlægge en mere langsigtet og dermed mere økonomisk politik.
Forslaget er ikke udgiftskrævende, idet der er tale om en låneordning. Lånene kan formidles gennem statens bygge- og boligfond, gennem Hypotekbanken eller gennem et særligt statsligt låneinstitut for de pågældende kommuner.
Samfundsmæssigt vil der kunne blive tale om betydelige besparelser, idet mange kommuner i dag økonomisk er afskåret fra at føre en jordpolitik, der begrænser grundstigningerne, og idet endnu flere kommuner på grund af den finansielle situation for vækstkommunerne er afskåret fra at disponere på den økonomisk mest hensigtsmæssige måde."
Forslaget blev i folketinget fremsat sammen med de foran omhandlede forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af et skatte- grundlagstilskud for kommunerne og om gennemførelse af en analyse af kommunernes udgifter med henblik på en tilskudsordning af lovbundne opgaver. Forslaget blev endvidere ved 1. behandling sat til forhandling sammen med det af venstresocialisterne fremsatte forslag til folketingsbeslutning om udligning af byrderne mellem kommunerne og forenkling af beskatningen samt regeringens forslag til lov om kommunal udligning. Om behandlingen henvises nærmere til det på side 259 ff anførte.
Det udvalg, hvortil forslagene blev henvist, afgav ikke betænkning eller beretning over nærværende forslag.