Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til i lovsform at forelægge forslag om kommunernes adgang til lånefinansiering ud fra følgende retningslinier:

1. De mest velstillede kommuner henvises til finansiering af nyanlæg over skatterne, medmindre der foreligger helt ekstraordinære eller andre helt specielle forhold.

2. Kommuner, der på grund af usædvanlig stærk befolkningstilvækst har et presserende behov for investering i kollektive anlæg, herunder navnlig skoler, børneinstitutioner, plejehjem og rensningsanlæg, skal tilgodeses med lån forud for andre kommuner..

3. Såvel hypotekbankens som bolig- og byggefondens lån til kommunerne skal forøges, hvis det ikke på anden måde er muligt at dække dels udviklingskommunernes lånebehov, dels det lånebehov, som følger såvel af den forpligtelse til at foretage byggemodning i byzonerne, der er pålagt kommunerne gennem loven om by- og landzoner, som af nødvendigheden af en forøget indsats mod forureningen."

I bemærkningerne til forslaget begrundede forslagsstillerne fremsættelsen således:

"Forslaget bygger på den opfattelse, at spørgsmålet om kommunernes adgang til lånefinansiering må behandles mere konkret, også i folketinget, end regeringen har lagt op til. Forslagsstillerne anser det ikke for rigtigt uden videre at henvise alle kommuner til at finansiere deres investeringer over skatterne. Selv om de nye storprimærkommuner på mange måder vil have lettere ved at gøre dette, og det gælder også de nye storamter, er der stadig meget betydelige forskelle såvel med hensyn til skatteevne som med hensyn til investeringsbehov. En rationel landsplanlægning vil være umulig, såfremt de kommuner, hvori udviklingen burde foregå, er nødt til at bremse den, fordi de ikke kan finansiere de nødvendige investeringer i byggemodning og institutionsbyggeri. En række udviklingskommuner har meget vanskeligt ved at opfylde lovgivningens krav på disse områder, og de kommuner, som burde blive dette tiårs udviklingskommuner, har ganske naturligt store betænkeligheder ved de perspektiver, som denne situation åbner.

Det foreslås derfor, at regeringen skal forelægge folketinget. en samlet plan for kommunernes lånefinansiering. Det skal af den fremgå, at de bedst stillede kommuner skal kunne forhindres i at optræde på lånemarkedet ud fra den betragtning, at disse kommuner, som har ret let ved at få lån, men på den anden side uden vanskelighed vil kunne skattefinansiere normale anlægsopgaver, ikke bør stå i vejen for de mindre velstillede kommuner. Derimod skal det fremgå af planen, at udviklingskommunerne skal have en fortrinsstilling m. h. t. lån, og at lånene fra hypotekbanken og statens bolig- og bygge- fond må forøges, såfremt kommunerne ellers ikke vil kunne løse de opgaver, som udtrykkeligt er blevet dem pålagt ved lovgivningen, og som bl. a. bekæmpelsen af forureningen medfører."

Forslaget var et led i et kompleks på ialt 11 lovforslag og beslutningsforslag, socialistisk folkeparti fremsatte som sit bidrag til debatten om den økonomiske situation.

Om regeringens og partiordførernes stilling til forslagene som helhed henvises til omtalen af forslaget til lov om ændring af lov om Danmarks Nationalbank, se side 507.

Ved 1. behandlingen udtalte økonomiministeren (Nyboe Andersen) om nærværende forslag, at de grundsynspunkter vedrørende kommunernes låntagning, som lå i forslaget, havde mange fælles træk med de tanker, regeringen havde gjort sig med hensyn til at fastlægge generelle retningslinjer for den virksomhed, de nye tilsynsråd skulle udøve fra 1. april. Når socialistisk folkeparti imidlertid foreslog en statslig kontrol baseret på lovgivning, gik man dog videre, end det var ønskeligt og hensigtsmæssigt. Det ville være i strid med de ønsker og tanker, der lå bag kommunalreformen, nemlig at udvikle bæredygtige og selvstændige kommuner, som ikke skulle være underkastet en statslig detailkontrol.

På tilsvarende måde udtalte regeringspartiernes ordførere sig. Derimod kunne Kampmann (S) erklære sig enig i hovedsigtet i forslaget. Han henviste til, at socialdemokratiet på et tidligere tidspunkt havde haft forslag fremme med samme hovedsigte, uden at de foreslåede midler havde været ganske de samme. Under det kommende udvalgsarbejde ville socialdemokratiet være parat til at skitsere en ordning, hvorefter man fastlagde et normtal for investeringsomkostningerne pr. et vist antal af kommunernes indbyggere. Dernæst måtte det være en kommunal ret at låne et beløb udgørende en fastlagt procent af normtallene, således at man for de kommuner, der kunne defineres som udviklingskommuner, fastlagde højere procenter end for kommuner, hvor udviklingen gik langsommere.

Sigsgaard (VS) fandt, at forslaget var en unødvendig antastelse af det kommunale selvstyre. Kommunerne ville iøvrigt efter forslaget få mindre lånefrihed end en hvilken som helst tilfældig fabrikant.

Efter 1, behandlingen henvistes forslaget til et folketingsudvalg — det senere såkaldte realkreditudvalg. Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.