L 101 Lov om ændring af lov om udlån til yngre landmænd.

Af: Landbrugsminister Peter Larsen (V)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 268 af 10-06-1970
Ved loven opretholdes den ved lov om udlån til yngre landmænd, jfr. lovbekendtgørelse nr. 389 af 14. juli 1969, etablerede ordning med visse forhøfelser af etablerings- og driftstilskuddene. Etableringstilskuddet efter § 7, der tidligere har udgjort 1½ pct. af ejendommens handelsværdi, er således forhøjet til 2 pct., mens driftstilskuddet efter § 7 a, der i 1969-70 udgjorde 3/4 pct. af den skattemæssige ejendoms- og besætningsværdi, er forhøjet til 1 pct. Merudgiften ved forhøjelserne påregnes at ville beløbe sig til henholdsvis 1½ mill. kr. og ca. 5 mill. kr. årligt.

I loven er der endvidere åbnet mulighed for, at lovens normalkrav om landbrug som hovederhverv kan fraviges, når ganske særlige omstændigheder taler derfor. Ved administrationen af denne dispensationsadgang vil der ligesom ved dispensationer fra de øvrige normalkrav blive indhentet udtalelser fra det nedsatte bedømmelsesudvalg.

Forslag om revision af loven skal forelægges folketinget i folketingsåret 1971-72.

Lovforslaget blev i folketinget behandlet sammen med forslag til lov om afsætning af frisk frugt og danske gartneriprodukter, forslag til lov om ændring af lov om en hornordning og forslag til lov om ændring af lov om afsætning af danske landbrugsvarer m. m.

Nærværende lovforslag blev mødt med tilslutning af alle partiernes ordførere bortset fra ordføreren for venstresocialisterne. Det henvistes til behandling i et udvalg, som indstillede det til vedtagelse uændret.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 151 stemmer mod 1 (VS).
Partiernes ordførere
Chr. Thomsen (S), E. Juul-Madsen (KF), Jens Chr. Christensen (V), Erik Hansen (RV), Gunhild Due (SF), Svend Erik Kjær Rasmussen (VS) og Hanne Reintoft (DKP)