Luk

Luk
Luk

Luk

L 104 Lov om tillæg til lov om en kornordning.

Af: Landbrugsminister Peter Larsen (V)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 602 af 19-12-1969
Loven har følgende ordlyd:

„Landbrugsministeren bemyndiges til at godkende den mellem De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger på den ene side og Danske Korn- og Foderstof-Importørers Fællesorganisation, Foreningen af danske Korneksportører og Landsforeningen af Grovvarehandlende på den anden side indgåede prisaftale af 24. juli 1969 for dansk korn af høst 1969."

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse anførte landbrugsministeren følgende i fremsættelsestalen:

„Når der på nuværende tidspunkt fremsættes forslag til lov om tillæg til lov om en kornordning, skyldes det den situation, der er opstået for landbruget og kornhandelen, efter at monopolrådet har indberettet til handelsministeren, at monopolrådet mener, at der er grundlag for at gribe ind mod den mellem landbrugets og kornhandelens organisationer indgåede aftale om mindstepriser på dansk korn af høst 1969.

Jeg skal ikke her komme ind på enkelthederne i aftalen, der er trykt som bilag til lovforslaget, men blot pege på, at det i bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om en kornordning er anført, at for brødkorn vil landbrugets dispositionsfond i 1969-70 tilstræbe en pris pr. 1. april 1970 på 56 kr. pr. 100 kg brødkorn af god sund kvalitet, og at de kornpriser, hvorom der er indgået aftale mellem organisationerne, ligger inden for, hvad der var tale om under de politiske forhandlinger mellem regeringen og landbruget i foråret.

Allerede under disse forhandlinger kunne man se muligheden for, at der igen ville komme en stor kornhøst, som ville kunne medføre kornpriser, der ville blive væsentlig lavere end de priser, der tilsigtes med kornlovens afgiftssystem. Det har været naturligt, at landbruget og kornhandelen efter den store høst i 1969 søgte at imødegå dette ved den indgåede prisaftale, og jeg kan her sige, at regeringen allerede under forhandlingerne i foråret godkendte, at der, af dispositionsfondens midler, der ved den lejlighed blev forøget, anvendes et beløb til sikring af kornpriserne, ligesom regeringen kan godkende de i aftalen indeholdte priser, der ligger inden for, hvad der var tale om under forhandlingerne.

For mig at se er det, der skal rådes bod på med dette lovforslag, ikke et spørgsmål om de priser, der er aftalt mellem landbruget og kornhandelen, men et spørgsmål om at give denne aftale en godkendelse, således at den kan fungere, uden at de principper, som monopolrådet går frem efter i henhold til monopolloven, kommer til anvendelse i dette tilfælde."

Lovforslaget gav i folketinget anledning til en debat, hvorunder nogle af ordførerne kom ind på principielle synspunkter vedrørende den gældende kornordning. Lovforslaget blev anbefalet af regeringspartiernes ordførere Niels Ravn (KF), Jens Chr. Christensen (V) og Erik Hansen (Ålborg amt) (RV). Chr. Thomsen (S) kunne efter omstændighederne også stemme for forslaget, „hvis virkninger i nogen grad er udtømte". Derimod kunne Morten Lange (SF) ikke give tilslutning til lovforslaget, da det efter hans opfattelse var led i en forfejlet landbrugslovgivning.

Efter en kort udvalgsbehandling blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 125 stemmer mod 11 (SF og VS); 1 medlem (Grønl.) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Chr. Thomsen (S), Niels Ravn (KF), Jens Chr. Christensen (V), Erik Hansen (RV) og Morten Lange (SF)