Ved loven foretages en lang række ændringer af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (kildeskat), jfr. lovbekendtgørelse nr. 171 af 25. april 1969.
Loven har først og fremmest til formål at samordne reglerne om dødsbobeskatning og reglerne om arveafgift og må derfor ses i sammenhæng med den samtidig gennemførte lov om ændring af arveafgiftsloven, se side 133. Endvidere indføres der ved loven adgang for dødsboer til at indhente såkaldt „forhåndsbesked" i skattespørgsmål, og der foretages en del mere teknisk prægede ændringer af kildeskattelovens regler om beskatning af dødsboer. Desuden indføres smidigere regler for beskatningen af medhjælpende hustruer, således at man ikke skal være afskåret fra at anvende reglen, blot fordi hustruen ved siden af sit arbejde i virksomheden har en mindre, særskilt indkomst. Endelig gennemføres regler om investeringsforeningerspligt til at indeholde udbytteskat og om adgangen til at indeholde skatterestancer hos partsfiskere.
1. Kildeskattelovens regler om skattemyndighedens efterprøvelse af udlægsværdierne ændres og udbygges, således at de kan benyttes som grundlag for en fælles skatte- og arveafgiftsmæssig værdifastsættelse. Når reglerne om den fælles værdifastsættelse indføjes i kildeskatteloven, skyldes det, at det er tanken at lade skattemyndigheden, d. v. s. skatterådet og i visse tilfælde statens ligningsdirektorat, tage stilling til værdierne.
Boets ansættelser af værdien af boets aktiver og passiver og af de udlagte effekter bliver endelig og bindende for boet selv, arvingerne og det offentlige, medmindre skattemyndigheden inden tre måneder ændrer de ansatte værdier. Fastsætter skattemyndigheden andre værdier, bliver de på samme måde bindende, idet dog værdiansættelser i endelige boopgørelser og opgørelser efter kildeskattelovens § 17, stk. 2, 2. pkt., § 20, stk. 2, eller § 20 C, stk. 4, kan påklages til landsskatteretten. Også skattemyndighedens værdiansættelser i andre opgørelser i dødsboer vil imidlertid i et vist omfang kunne tilsidesættes af landsskatteretten, nemlig for så vidt retten under påklage af en efterfølgende indkomstansættelse kan tage stilling til, om betingelserne for skattefrihed efter kildeskattelovens § 16, stk. 1, er opfyldt.
Som led i værdifastsættelsen kan myndighederne både efter kildeskatteloven og efter arveafgiftsloven forlange et aktiv eller passiv vurderet af personer, som udmeldes af skifteretten. Ved ændringsloven udvides denne adgang til vurdering, således at også boet får ret til at kræve aktivet eller passivet vurderet med henblik på den skatte- og afgiftsmæssige værdifastsættelse.
2. Efter ændringsloven skal boet under skiftebehandlingen kunne indhente forhåndsbesked om sådanne skattemæssige spørgsmål, som har betydning for boet ved afgørelsen af, hvorledes der skal forholdes med hensyn til de efterladte aktiver. Boet vil ofte stå over for valget mellem enten at sælge aktivet til tredjemand eller udlægge det til en arving eller længstlevende ægtefælle, og de skattemæssige spørgsmål vil kunne have betydning for, hvilket valg der træffes. Også hvor det ligger fast, at aktivet skal udlægges til en arving eller ægtefællen, vil det skattemæssige ofte kunne spille ind. Boet må vælge, om arvingen eller ægtefællen skal indtræde i arveladers skattemæssige stilling, eller om fortjenesten på aktivet skal undergives beskatning i boet.
For at kunne træffe disse valg må boet have kendskab til den skattemæssige fortjeneste på aktivet. Fortjenesten afhænger af anskaffelsestidspunktet for aktivet, anskaffelsessummen og de forskellige reguleringer af anskaffelsessummen samt de eventuelt foretagne skattemæssige afskrivninger eller nedskrivninger. Boet må desuden vide, om aktivet skattemæssigt skal betragtes som anskaffet i spekulationsøjemed eller som led i næringsvejen. Det er disse spørgsmål, som er omfattet af de nye regler om forhåndsbesked.
For at boet skal kunne disponere i tillid til forhåndsbeskeden, er det bestemt, at forhåndsbeskeden skal være endelig og bindende såvel for skattemyndigheden som for boet. En forhåndsbesked, som er meddelt af skattemyndigheden, skal kunne påklages til landsskatteretten, hvis afgørelse igen vil kunne indbringes for de almindelige domstole. De nærmere regler herom findes i den samtidig gennemførte lov om ændring af landsskatteretsloven, jfr. side 106.
3. De øvrige ændringer af kildeskattelovens regler om beskatningen af dødsboer er som nævnt af mindre betydning og til dels teknisk prægede.
4. Ved en bestemmelse, der indføjedes i loven efter et ændringsforslag, der var stillet af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning, indføres smidigere regler for beskatningen af medhjælpende hustruer. Efter den tidligere formulering af reglerne kunne de ikke finde anvendelse, hvis hustruen i det pågældende indkomstår havde haft særskilt indkomst, jfr. årbog 1967-68, side 177-78, hvilket havde givet anledning til en del kritik. Ved ændringsloven bestemmes det derfor, at en særskilt hustruindkomst på indtil 2.400 lcr. ikke skal afskære fra anvendelse af reglerne om beskatning af medhjælpende hustruer. Når hustruen har en særskilt indkomst under denne beløbsgrænse, og skatteberegningen foretages efter reglerne for medhjælpende hustruer, skal den særskilte indkomst lægges til den del af mandens indkomst, der henføres til hustruen. Der gives ikke hustrufradrag efter § 37 A, stk. 1, på indtil 2.000 kr. i den særskilte indkomst. Det skal dog ikke være muligt at henføre mere til hustruen end de 12.000 kr., der efter de tidligere regler var maksimum. Et eventuelt overskydende beløb må derfor henføres til beskatning hos manden. Når skatten er beregnet for hver ægtefælle for sig, skal de samlede skatter som efter hovedreglen opkræves hos manden.
Den nye regel kan kun anvendes, når ægteskabet har bestået i hele indkomståret.
5. Ved en ændring af kildeskattelovens § 65, stk. 2, fastslås det, at en investeringsforening, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, har pligt til at indeholde udbytteskat i medlemmernes udbytte, selv om foreningen er organiseret således, at et eller flere medlemmer hæfter personligt for foreningens forpligtelser.
Stillingen er herefter den, at de aktieselskaber, som investeringsforeningen ejer aktier i, indeholder udbytteskat med 30 pct. i det udbytte, der tilfalder foreningen. Foreningen er ikke skattepligtig af udbyttet og får derfor efter lovens § 67, stk. 3, udbytteskatten refunderet af kildeskattedirektoratet. Foreningen indeholder selv udbytteskat i udlodningerne til medlemmerne. Disse får ligesom almindelige aktionærer udbytteskatten godskrevet som foreløbig skat.
6. Ved en indføjelse i reglen om indeholdelse af skatterestancer sikres det, at sådan indeholdelse også kan ske i partsfiskeres andele af udbyttet ved fiskeriet, også hvor dette foregår på den måde, at hver partsfisker anvender sine egne net.
Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om afgift af arv og gave og forslag til lov om ændring af landsskatteretsloven. Ved 1. behandling blev det modtaget positivt af alle ordførerne med undtagelse af Ømann (SF), idet dog Helge von Rosen (RV) udtrykte betænkelighed over, at der ikke tilkom den enkelte arving nogen selvstændig ret til at påklage værdiansættelserne eller til selv at kræve vurdering. Ømann (SF) delte denne betænkelighed, men kunne heller ikke i øvrigt tilslutte sig forslaget, som var en udbygning af den administrative uhyrlighed, som regeringens dødsbobeskatningsregler ville medføre.
Den påfølgende udvalgsbehandling resulterede i en række af finansministeren stillede ændringsforslag, hvoraf de vigtigste er omtalt i det foregående. I udvalgets betænkning udtalte et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget), at de kunne tiltræde ændringsforslaget vedrørende medhjælpende hlistruer, men ville undlade at stemme om de andre ændringsforslag på grund af disses nære sammenhæng med de af regeringspartierne tidligere gennemførte forringelser af kildeskattelovens regler om beskatning af dødsboer.
Efter at finansministerens ændringsforslag var vedtaget ved lovforslagets 2. behandling, gik lovforslaget tilbage til udvalget, hvor man i denne omgang især behandlede spørgsmålet om beskatningen af rejsegodtgørelser m. v. Det udtales herom i udvalgets tillægsbetænkning:
„Udvalget har drøftet reglerne om beskatningen af rejsegodtgørelser m. v., hvorefter der skal indeholdes kildeskat i sådanne ydelser, idet der på skattekortet gives fradrag for de merudgifter, som ydelserne skal dække. Der er rejst spørgsmål om en ændring af denne ordning, således at der ikke indeholdes kildeskat i beløbene. Det antages, at en del skatteydere ikke har været opmærksom på de nye regler og derfor ikke har fået fradrag for de forventede merudgifter på skattekortet for indkomståret 1970. En eventuel ændring ønskes derfor med virkning fra og med dette indkomstår.
Finansministeren har givet tilsagn om at overveje en ændring af reglerne, således at der fra og med indkomståret 1971 ikke indeholdes kildeskat i rejsegodtgørelser m. v. For indkomståret 1970 vil det være muligt for de skatteydere, der ikke har fået fradrag for merudgifter til rejser m. v., at få skattekortet rettet ved henvendelse til ligningsmyndigheden.
Såvel skatteyderne som arbejdsgiverne og de lignende myndigheder er instrueret i reglerne om skattetræk i rejsegodtgørelser m. v., og man må forudsætte, at reglerne er fulgt i det omfang, det har været muligt, ved forskudsregistreringen for indkomståret 1970, der har fundet sted i efteråret 1969. Det vil derfor volde betydelige praktiske vanskeligheder at foretage ændring i reglerne på indeværende tidspunkt. Det ville kun kunne ske ved anvendelse af bemyndigelsesreglen i kildeskattelovens § 45, stk. 1, der ikke hjemler adgang til at gøre en A-indkomst til B-indkomst for visse grupper af skatteydere. Ændringen måtte derfor i givet fald gælde for alle modtagere af rejsegodtgørelser m. v. Det vil ikke være muligt for skattemyndighederne at finde frem til de tilfælde, hvor de pågældende har fået fradrag på skattekortene. Man måtte derfor regne med, at en hel del ikke ville få rettet deres skattekort og derved udsætte sig for ofte betydelige restskatter i forbindelse med slutopgørelsen.
Et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) har taget ministerens tilsagn til efterretning.
Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) finder det ikke tilstrækkeligt, at finansministeren har givet tilsagn om at overveje en ændring af reglerne fra 1971.
Mindretallet opretholder derfor sin henstilling til finansministeren om, at der allerede fra 1970 gennemføres en rimelig ordning for de pågældende grupper af lønmodtagere i lighed med den ordning, der gælder for tjenestemænd."
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget herefter enstemmigt med 131 stemmer. 2 medlemmer (VS) undlod at stemme.