Loven giver bemyndigelse til anlæg af en motorvej vest om Kolding, fra Harte til Ødis landevej, i fortsættelse af den under udførelse værende motorvejsstrækning fra Bramdrupdam til Hasle. Dernæst omfatter loven en bemyndigelse til anlæg af en motorvej fra Skanderborg til Århus, nærmere betegnet fra Nybro ved Skanderborg Sø, vest om Skanderborg til Stavtrup.
Under behandlingen i folketinget blev der gennemført ændringsforslag, hvorved der blev givet bemyndigelse til anlæg af yderligere tre motorvejsstrækninger. Det drejer sig om strækningerne Ødis landevej - Christiansfeld, Nybro - Horsens og Klovtofte - Kallerup.
Endvidere indeholder loven en bemyndigelse til projektering af en motorvej fra Skødstrup nordøst for Århus forbi Rønde til den nuværende A15 ved Tåstrup.
Yderligere indeholder loven en bemyndigelse til projektering af en indføring af Vestmotorvejens nordlige gren til Enghavevej i København samt endvidere en bemyndigelse til projektering af en forlægning af hovedlandevej A8 nord om Sønderborg.
Endelig omfatter loven bestemmelser om klassificering af visse eksisterende vejstrækninger som hovedlandeveje samt bestemmelser om nedlægning af visse vejstrækninger som hovedlandeveje.
I fremsættelsestalen gav ministeren — som det har været tilfældet ved fremsættelsen af de foregående års forslag til love om visse hovedlandevej sstrækninger — en kort oversigt over, hvor langt man var kommet med hensyn til gennemførelsen af det ved vejplanlægningen forudsatte motorvejsnet over hele landet. I forbindelse med denne gennemgang nævnte ministeren, at der i sommeren 1969 mellem ministeriet og Præstø, Roskilde og Sorø amtsråd var truffet aftale om oprettelse af et centralt statsligt motorvejskontor placeret i Næstved. Dette kontor var oprettet på baggrund af de gode erfaringer, man havde indhøstet ved projekteringsarbejdet vedrørende den jyske motorvej, der var foregået ved vejdirektoratets kontor i Viby. Det nye kontor skulle forestå de videre arbejder vedrørende strækninger af Vestmotorvejen og Sydmotorvejen.
Ved 1. behandlingen fik lovforslaget en velvillig modtagelse. En del af ordførerne benyttede lejligheden til videregående betragtninger.
Niels Ravn (KF) mente, at linjeføringen i Vejleområdet snarest burde afklares. Han kunne give sin tilslutning til, at man projekterede Vestmotorvejens indføring til Enghavevej, men man burde snarest se at få afklaret, hvorledes de interne københavnske motorvejs- problemer skal løses. Han håbede, at det ville lykkes at få en anden fordeling af midlerne til vejbyggeri, sådan at et større beløb kunne stilles til rådighed for motorvejsbyggeri. Endelig fremhævede han, at for det konservative folkeparti var en Store-Bælts bro en af de primære opgaver.
Bilgrav-Nielsen (RV) sammenlignede det fremsatte forslag med den rapport, som i 1962 blev afgivet af vejdirektoratet. Der blev dengang peget på, at de vigtigste strælminger af den jyske motorvej var strækningen fra Lille-Bæltsbroen ned vest om Kolding til umiddelbart nord for Haderslev. Der manglede endnu strækningen fra Ødis landevej til umiddelbart nord for Haderslev. En anden vigtig strækning var strækningen i Vejleområdet. Det rimeligste var at bevare den linjeføring, man engang havde lagt sig fast på. Han fremhævede endvidere forlægningen af A 18 fra Give til Vejle og problemerne ved Århus.
Arne Larsen (SF) spurgte, om det virkelig var meningen, at folketinget skulle lovgive for motorvejsstrækninger på 10 og 20 km ad gangen og så nå en anlægstid på 6 år. Han havde tidligere advaret mod linjeføringen ved Vejle og ønskede nærmere besked om, hvad der skulle ske. Han fandt endvidere, at udgifterne pr. kilometermotorvej (ca. 6½ mill. kr.) var for høje. Der måtte være nogle, der fik gode fortjenester. Kunne staten ikke selv optræde som vejbygger? Han var modstander af, at motorveje blev ført ind til bycentre, og i den forbindelse spurgte han om, hvilken sammenhæng og hvilket system af motorveje, motorgader og primærgader der skulle være i København. Han var modstander af, at der blev ført en motorvej over boligområdet på Gasværksgrunden i Valby, København, ligesom han kritiserede Vestmotorvejens indføring ad Engstrandlinjen.
Ministeren for offentlige arbejder fremhævede, at med de gældende bevillingsrammer og med den traditionelt udviklede fordeling af vej udgifterne ville de motorvejsstrækninger, der var planlagt, næppe kunne gennemføres på mindre end ca. 20 år. Derfor var han meget interesseret i generelle drøftelser. Med hensyn til linjeføringen ved Vejle, så mente han, at han havde givet spørgsmålet en fornyet og helt fri overvejelse, og at man nu måtte se at få tilrettelagt udbygningsprogrammet også for de andre veje omkring Vejle på grundlag af, at man skulle have broen øst om byen. Som svar til Th. Mikkelsen (S) der uden for ordførernes række var gået ind for, at motorvejen skulle gå vest om Brabrand Sø i stedet for øst om, svarede ministeren, at han var helt klar over problemerne ved at lægge en motorvej tæt på bebyggede områder. Når han ikke havde stillet forslag om en ændring, skyldtes det, at de lokale myndigheder holdt fast ved en østlig linjeføring. Over for Bilgrav-Nielsen (RV) bekræftede ministeren, at det var meningen inden for en periode af 5-10 år at flytte det tekniske direktorat på vejvæsenets område til Vejle.
Trafikudvalget indstillede forslaget til vedtagelse med nogle ændringsforslag stillet af ministeren. Ændringsforslagene var forslag om anlæg af motorvejsstrækningerne Ødis landevej-Christiansfeld, Nybro-Horsens og Klovtofte-Kallerup. Et mindretal Arne Larsen (SF) ønskede at påpege, at problemerne om den østjyske motorvejs linjeføring i Århusområdet var påtrængende og derfor snarest måtte finde deres løsning. Mindretallet var derfor tilfreds med, at ministeren under et samråd med udvalget havde oplyst, at det var hans hensigt til efteråret at fremsætte forslag til lov om ændring af loven om projektering af en nord-sydgående motorvej i Jylland, således at den principale linjeføring på strækningen vest om Århus blev ændret til et forløb vest for Brabrand Sø.
Under 2. behandlingen blev de af ministeren stillede ændringsforslag vedtaget. Debatten var i øvrigt meget præget af de i Arne Larsens mindretalsudtalelse omhandlede motorvejsproblemer i Århusområdet. Horn (S) gjorde opmærksom på, at han ved 2. behandlingen i 1965 havde givet udtryk for, at man udmærket kunne forestille sig, at man blev nødt til at flytte vejen fra øst om Brabrand Sø til vest om. I denne forbindelse rejste der sig problemer, som man måtte tage stilling til i forbindelse med byrdefordelingen inden for vejsektoren. Stæhr Johansen (KF) fandt det klart, at økonomien såvel af anlæg som drift talte for en linjeføring øst om Brabrand Sø. Holmberg (V) fandt ikke, at der var grund til at drøfte denne sag, der ikke havde direkte forbindelse med det foreliggende lovforslag. Bilgrav-Nielsen (RV) kunne ikke på nuværende tidspunkt erklære sig for tilhænger af, at man skulle ændre linjeføringen. Arne Larsen (SF) uddybede sine i betænkningen udtrykte synspunkter, hvor han gik ind for den vestlige linjeføring. Uden for ordførernes række talte Th. Mikkelsen (S), der ligeledes gik ind for en vestlig linjeføring. Ministeren for offentlige arbejder bekræftede, at Arne Larsens referat af hans udtalelser var korrekte. Ministeren havde dog forstået, at det egentlig var et forholdsvis enigt udvalg, der spurgte ham, om han var villig til at fremsætte ændringsforslag på dette punkt. Disse ting burde nærmere drøftes. I den fortsatte planlægning og arbejdsfordeling mellem staten og de lokale myndigheder var det ikke et rigtigt grundlag at lade staten betale anlægsudgifterne 100 pct. ved vejføringen og vejanlæg, hvorved lokale opgaver løses, og som i væsentlig grad betjente lokal trafik. Hvis man anlagde dette hovedprincip, måtte man komme til det resultat, at linjeføringen øst om Brabrand Sø var en linjeføring af samme karakter som f. eks. Søringen i København, altså sådan at den måtte indgå i drøftelserne om en ændret opgave- og byrdefordeling. Man måtte i hvert fald fastholde, at man skulle anvende samme principper og samme retningslinjer i Århus som i København og alle andre steder i landet.
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 137 stemmer.