Ved loven foretages nogle ændringer i lov om valg til folketinget, jfr. lovbekendtgørelse nr. 270 af 21. juni 1966, som ændret ved lov nr. 209 af 3. juni 1967, der dels er begrundet i en teknisk tilpasning af valglovens regler til den nye tjenestemandsordning, dels skyldes et ønske om en justering af medlemmernes vederlagsordning og pensionsforkold.
Om baggrunden for folketingsvederlagets fastsættelse bemærkes følgende:
Vederlaget har siden 1965 svaret til 1. trin i den dagældende tjenestemandslovs 24. lønningsklasse, hvori en række stillinger var placeret, f. eks. ekspeditionssekretærer, lektorer, skovridere, overklitfo- geder, forskningsbibliotekarer og museumsinspektører. Ved overgangen til det nye tjenestemandssystem pr. 1. juli 1969 erstattedes den gamle ordnings 30 lønningsklasser med 40 lønrammer, og de stillinger, der var placeret i den gamle ordnings 24. lønningsldasse, blev i det nye system placeret i en række forskellige lønrammer, spændende fra 29. til 34. lønramme. Det var derfor ikke muligt at knytte folke- tingsvederlaget til et bestemt af det nye tjenestemandssystems løntrin på en sådan måde, at dette kunne siges at være en automatisk følge af, at folketingsvederlaget i det gamle system svarede til 24. lønningsklasses 1. trin. Selv om man gik ud fra en bestemt af de stillinger, der var placeret i 24. lønningsklasse, nemlig ekspeditionssekretærstillingen, hvis aflønning folketingsvederlaget som oftest er blevet sammenlignet med, var en sådan automatisk overføring af folketingsvederlaget til et bestemt løntrin i det nye tjenestemandssystem heller ikke mulig. Under den gamle tjenestemandsordning var centraladministrationens sekretærer, fuldmægtige og ekspeditionssekretærer placeret i 19. og 24. lønningsklasse; oprykning til 24. lønningsklasse skete efter gennemløb af 19. lønningsklasses 5 løntrin, der var 3-årige, det vil sige efter 15 års ansættelse; 24. lønningsklasse selv, hvortil ekspeditionssekretærbetegnelsen var knyttet, indeholdt 4 3-årige løntrin, således at det gamle akademiske lønforløb havde i alt 9 løntrin. 24. lønningsklasses 1. trin, hvortil folketingsvederlaget svarede, var således karakteriseret ved tre forhold. For det første svarede det til det løntrin, der opnåedes efter 15 års ansættelse. For det andet var det 6. løntrin af det akademiske lønforløbs i alt 9 trin, og for det tredje var det løntrinet, hvor stillingsbetegnelsen ekspeditionssekretær opnåedes. Disse 3 kriterier, der under den gamle tj enestemandsordning var knyttet til eet og samme løntrin, fører i det nye tjenestemandssystem til 3 forskellige løntrin.
Da det således ikke var muligt automatisk at overføre folketingsvederlaget til et bestemt trin i det nye tjenestemandssystem, førte overvejelser om vederlagets fremtidige størrelse i stedet til en bestemmelse om, at vederlaget fastsættes til det beløb, der i tjenestemandssystemet forekommer i 28. lønrammes sluttrin, og iøvrigt også i 29. lønramme, 2. trin, og 31. lønramme, 1. trin.
Vederlagsforhøjelsen gennemførtes i 3 etaper, og forhøjelsen af grundvederlaget er ensbetydende med, at det udbetalte månedlige vederlag fra 1. november 1969 forhøjedes med ca. 125 kr. fra 4.166 kr. til 4.291 kr., fra 1. april 1970 med yderligere ca. 400 kr. til 4.700 kr. og fra 1. oktober 1970 ligeledes med ca. 400 kr. til 5.108 kr. Ved stigningens fulde gennemførelse pr. 1. oktober 1970 vil et folketingsmedlem med basis i oktoberpristallet 1969 have et årligt arbejdsvederlag på 61.301 kr.
Loven indeholder nogle ændrede grundbeløb for omkostningstillægget, der imidlertid alene skyldes en ændret beregningsmåde for pristalsreguleringen. Der er således ikke sket ændringer i det samlede udbetalte beløb, der ved lovens ikrafttræden udgjorde 6.349 kr. årligt for de medlemmer, der har bopæl i København eller inden for en afstand af 45 km fra Københavns Hovedbanegård, 9.689 kr. årligt for de medlemmer, der har bopæl i de sjællandske amter (således som disse er afgrænset pr. 1. november 1969) ud over 45 km fra Københavns Hovedbanegård samt 18.717 kr. årligt for de øvrige medlemmer. Herudover ydes der efter loven et pristalsreguleret beløb på 2.256 kr. for de på Færøerne og i Grønland valgte medlemmer.
Om de øvrige ændringer i loven skal anføres, at den hidtil gældende efterlønsordning er udbygget således, at den afhængig af medlemsperiodens længde udstrækkes i indtil 12 måneder. Ved et ændringsforslag stillet af udvalget for forretningsordenen blev det fastslået, at det skal være et medlems samlede anciennitet, der bestemmer efterlønsperiodens længde.
Den korteste medlemsperiode, der giver ret til egenpension, er nedsat fra 10 til 8 år, hvilket i praksis er ensbetydende med et krav om, at det pågældende medlem skal være valgt ind i folketinget mindst 3 gange. Højeste pension opnås som hidtil efter 25 års medlemstid. Pensionsreglerne er i øvrigt udformet i så nær overensstemmelse som muligt med principperne i tjenestemandslovgivningen, herunder indførelse af ægtefællepension i stedet for enkepension. Dog har man fastholdt bestemmelsen om, at pensionsret fortabes, såfremt den pågældende i henhold til grundloven ikke på ny vil kunne indvælges i folketinget på grund af en strafbar handling.
Loven trådte i kraft „straks" og med virkning fra 1. november 1969.
Lovforslaget blev i folketinget fremsat mundtligt af folketingets formand, Skytte, der bl. a. anførte følgende: „Folketingets arbejde forøges stadigt og beslaglægger mere og mere af medlemmernes tid, og jeg tror, at alle vil erkende, at det er et meget omfattende arbejde, der udføres af folketingets medlemmer. Med denne voksende arbejdsbyrde har der i hvert fald et stykke tid været tiltrængt en forhøjelse af medlemmernes vederlag, hvis dette skal stå i et rimeligt forhold til det arbejde, der kræves af et folketingsmedlem. Folketinget er i den situation selv at skulle fastsætte sine lønninger, hvilket sker i fuld offentlighed, og der er heller intet, som vi behøver at holde hemmeligt. Allerede i foråret tog præsidiet initiativ til forhandlinger mellem partierne og præsidiet og udvalget for forretningsordenen om en ændring af vederlagsordningen. Disse forhandlinger blev dengang ikke færdige og fortsattes derfor i begyndelsen af indeværende samling.
Det, der har været afgørende for mig og for præsidiet, er, at der under de grundige drøftelser, der, som alle ved, ligger forud for forslagets fremsættelse, har været enighed mellem de i præsidiet repræsenterede partier om, at det var nødvendigt at finde frem til et vederlagsniveau, som ikke med rimelighed kan anfægtes. Det er svært at afgøre, om vi med det foreliggende forslag på kroner og øre har fundet frem til det rigtige beløb, men alle forhold taget i betragtning mener jeg, at vi er nået så nær, som det er praktisk muligt, og jeg mener ikke, at vederlaget er fastsat på et for højt niveau."
Lovforslaget gav iøvrigt ikke anledning til bemærkninger i folketinget, bortset fra at Kjær Rasmussen ved 3. behandling oplyste, at venstresocialisterne ville undlade at stemme ud fra den betragtning, at partiet heller ikke kunne stemme for tjenestemandskomplekset. Forslaget vedtoges herefter enstemmigt med 124 stemmer; 3 medlemmer (VS og Hanne Reintoft) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.