L 17 Lov om ændring af lov om sømandsskat.

Af: Finansminister Poul Møller (KF)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 254 af 04-06-1970
Loven går ud på at tilpasse sømandsbeskatningen i henhold til lov om sømandsskat, j f r. lovbekendtgørelse nr. 393 af 23. juli 1969, til skatteudskrivningen i land efter lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1971, jfr. nærmest foregående sag.

Efter lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1971 nedsættes udskrivningsprocenten fra 95 i 1970 til 91 i 1971. Denne nedsættelse af indkomstskatten modsvares imidlertid af det ved loven om den særlige pensionsfond indførte særlige folkepensionsbidrag på 1 pct. af skalaindkomsten, der skønnes at ville indbringe nogenlunde samme beløb som provenutabet ved nedsættelsen af statsindkomstskatten.

Det særlige folkepensionsbidrag må ligesom det almindelige folkepensionsbidrag indregnes i sømandsskatten. Da bidraget til pensionsfonden for 1971 stort set svarer til den nedsættelse af sømandsskatten, som ville fremkomme, hvis sømandsskatteskalaen afpassedes til udskrivningsprocenten 91, er der ved loven ikke foretaget ændringer af den hidtidige sømandsskatteskala.

Som følge af denne indregning i sømandsskatten af det særlige folkepensionsbidrag bestemmer loven, at den del af den tilbageholdte sømandsskat, der ifølge sømandsskattelovens § 28, stk. 4, skal betragtes som folkepensionsbidrag, forhøjes fra 5 pct. til 6 2/3 pct.

Det særlige folkepensionsbidrag skal kun betales af personer, der ved kalenderårets begyndelse endnu ikke er fyldt 67 år. Da den almindelige sømandsskatteskala anvendes også ved beskatningen af ældre sømænd, er der ved loven for disse fastsat et særligt månedligt fradrag ved sømandsskattens beregning på 1/4 pct. af deres årlige sømandsindkomst, efter at denne er reduceret med forskellige sømandsmæssige fradrag. Dette fradrag skulle svare til det særlige folkepensionsbidrag, der er afkrævet dem gennem sømandsskatten.

Endelig bestemmes det i loven, at den strafrente, rederierne skal betale ved for sen afregning af indeholdt sømandsskat, hæves fra ½ pct. til 1 pct. pr. påbegyndt måned på linje med den forhøjelse af renten, der samtidig foretoges inden for kildeskattens område.

Loven har virkning fra og med lønningsåret 1971, idet dog bestemmelsen om forhøjelsen af strafrenten fik virkning for indbetaling af sømandsskat for maj måned 1970 og senere lønningsmåneder.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1971, jfr. nærmest foregående sag. På grund af sin nære sammenhæng med dette lovforslag gav det ved 1. behandling ikke anledning til særlige bemærkninger fra ordførernes side. Efter udvalgsbehandling vedtoges det ved 3. behandling med 87 stemmer mod 4, medens 62 medlemmer undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Poul Schlüter (KF), J. E. Foged (V), Niels Helveg Petersen (RV), Sigurd Ømann (SF), Erik Sigsgaard (VS) og Hanne Reintoft (DKP)