L 172 Forslag til lov om ændring af lov om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v.

Samling: 1969-70
Status: Bortfaldet
Ved lovforslaget foresloges en række ændringer i lov om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 350 af 14. august 1967, som ændret ved lov nr. 371 af 13. november 1968. Ændringerne havde til formål at forbedre mulighederne for en effektiv skatteligning.

Således foresloges ophævet de i lovens § 1, stk. 1, fastsatte begrænsninger i skattemyndighedernes adgang til at kræve selvangivelsen ledsaget af specifikationer, når specifikationer indeholdes i forretningsbøgerne.

Ved ændring af lovens § 6, stk. 2 og 3, foresloges det at give skattemyndighederne en ubetinget ret til på stedet at gennemgå de erhvervsdrivendes regnskabsmateriale m. v. og foretage opgørelse af lagerbeholdninger m. v., idet den gældende betingelse herfor: at der var rimelig grund hertil, foresloges ophævet.

Ved en tilføjelse til lovens § 8 A foresloges indført tilsvarende straffebestemmelse vedrørende oplysninger om køb og salg af værdipapirer, som der er fastsat i lovens §§ 10 og 11 vedrørende oplysninger om indløsning af rente- og udbyttekuponer og om indskud. Samtidig foresloges strafferammen i de nævnte bestemmelser udvidet til hæfte.

Endvidere foresloges det, at den beføfelse, der ved lovens § 8 C, stk. 1 og 2, og § 8 D er tillagt finansministeren til at kræve forskellige oplysninger til brug for ligningen, overgår til skatterådet.

Endelig foresloges straffebestemmelserne i lovens §§ 13-17 overført til straffeloven, jfr. det samtidig fremsatte lovforslag om ændringer i straffeloven, der er omtalt nedenfor side 514.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med det nævnte lovforslag om ændring af straffeloven og forslag til folketingsbeslutning om udnyttelse af bestemmelser i kontrolloven, forslag til folketingsbeslutning om bogføringspligtens omfang og indhold samt forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et enhedsorgan til kontrol af overholdelsen af skatte- og afgiftslovene, se nedenfor side 571 og side 593.

Som begrundelse for forslagene henviste ordføreren for forslagsstillerne ved forslagenes fremsættelse til, at de efter hans anmodning af finansministeriet foretagne undersøgelser tydede på, at skattesnyderiet nu var på vej mod 10 milliarder kr. årlig, hvorfor det var nødvendigt, at kontrolbestemmelserne og straffebestemmelserne skærpedes.

Ved 1. behandling i folketinget udtalte finansministeren sin tilfredshed med, at der i folketinget var en almindelig interesse for at skærpe kontrollen med skatteligningen. Det største problem var imidlertid at skaffe det tilstrækkelige kvalificerede personale, og han havde tidligere gjort rede for de foranstaltninger, der var truffet for at omskole og videreuddanne personalet. Finansministeren havde intet imod de foreslåede ændringer af lovens § 6, hvis tinget ønskede disse ændringer. Ændringerne af §§ 8 C og 8 D kunne han derimod ikke tiltræde, da de ville gøre det umuligt at gennemføre en ensartet praksis for hele landet. Ændringer af straffebestemmelserne overvejedes for tiden af en arbejdsgruppe under justitsministeriet, og justitsministeren ville pålægge arbejdsgruppen at medtage de nu rejste spørgsmål i sine overvejelser.

Alle ordførerne understregede betydningen af en effektiv skatteligning, og Grünbaum (S), Martin Pedersen (RV) og Ømann (SF) ville derfor ikke på forhånd afvise de tanker, der var udtrykt i de forskellige forslag. Asger Jensen (KF) henholdt sig imidlertid til ligningsdirektørens udtalelser om, at der ikke var behov for et ændret lovgrundlag for ligningen, og kunne derfor ikke medvirke til fremme af forslagene. Jens Foged (V) mente, at skattemyndighederne og finansministeren var de rette til at tage initiativ med hensyn til ændring af de omhandlede regler, og den linje ville han nøje følge.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til udvalget angående forslag til lov om ændring af ligningsloven m. fl. lovforslag, der imidlertid ikke nåede at tilendebringe sit arbejde med lovforslaget inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Asger Jensen (KF), J. E. Foged (V), Martin Pedersen (RV), Sigurd Ømann (SF) og Erik Sigsgaard (VS)