Ved loven indarbejdedes i lov om skattemæssige afskrivninger m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 260 af 26. juni 1968, som ændret ved lov nr. 39 af 20. februar 1969 og lov nr. 122 af 29. marts 1969, nogle regler om forskudsafskrivning på visse særlig kostbare anskaffelser af maskiner m. v. og bygninger. Disse regler havde været praktiseret i en årrække på grundlag af nogle årlige finansministerielle bekendtgørelser, jfr. senest finansministeriets bekendtgørelse nr. 150 af 10. april 1969, der var udstedt med hjemmel i tekstanmærkning til finansloven. Ved lovfæstelsen af reglerne foretoges samtidig enkelte ændringer.

Når en skatteyder bestiller eller planlægger en større investering i maskiner eller nybygninger, giver reglerne ham adgang til at foretage forskudsafskrivning på den del af den samlede forventede anskaffelsesudgift, der overstiger 700.000 kr. Han kan i alt højst forskudsafskrive 30 pct. af det overskydende beløb, og i et enkelt indkomstår kan han højst forskudsafskrive 15 pct. af beløbet.

De anskaffelser, hvorpå der forskudsafskrives, skal enten være bestilt til levering eller fuldførelse i et af de fire indkomstår, der følger efter bestillings- eller planlægningsåret, eller skatteyderen skal have planlagt at fremstille dem i egen virksomhed i 4 års perioden.

Når skatteyderen foretager forskudsafskrivning, formindskes den henlæggelse, som han for vedkommende indkomstår kan foretage efter investeringsfondsloven, med forskudsafskrivningens beløb.

Når anskaffelsen finder sted, skal anskaffelsessummen nedskrives med de foretagne forskudsafskrivninger, således at skatteyderen kun kan foretage skattemæssige afskrivninger på grundlag af den nedskrevne anskaffelsessum.

Hvis skatteyderen ikke når at få anskaffelsen i orden senest i det fjerde år efter bestillings- eller planlægningsåret, rammes han af en efterbeskatning, idet de skatteansættelser, der er påvirket af forskudsafskrivningerne, bliver reguleret, så skatteyderen stilles, som om han ikke havde forskudsafskrevet. Hans investeringsfondshenlæggelser for de år, hvori han forskudsaf skrev, bliver dog ikke reguleret.

Der har hidtil ikke været hjemmel til at dispensere fra reglerne om efterbeskatning. Efterbeskatningen kan imidlertid ofte ramme de pågældende virksomheder meget føleligt, og loven indeholder derfor en regel om, at ligningsrådet under visse betingeiser kan fritage skatteyderen for efterbeskatningen, når han hverken har kunnet forudse eller afværge den forsinkelse, der udløser efterbeskatningen.

Der er også foretaget enkelte andre ændringer af reglerne. Således kan det nævnes, at en efterlevende ægtefælle eller en enearving nu kan få tilladelse til at indtræde i en afdød skatteyders stilling med hensyn til de påbegyndte forskudsafskrivninger.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om investeringsfonds, se nærmest følgende sag. Ved 1. behandling modtoges det med velvilje af alle ordførerne med undtagelse af Sigsgaard (VS), der betragtede reglerne som let maskerede tilskud til storindustrien. Helge von Rosen (RV) udtalte dog sin forundring over, at man ikke havde benyttet lejligheden til at åbne adgang til efterregulering af investeringsfondshenlæggelserne i de tilfælde, hvor den skattepligtige kommer ud for efterregulering med tilbageførte forskudsafskrivninger. Grünbaum (S) rejste spørgsmålet om de såkaldt „skattefri millionærer", d. v. s. personer, der — til trods for at de har betydelige indtægter og privatforbrug — ved udnyttelse af afskrivningsreglerne får bragt deres skattepligtige indtægt ned på 0 eller i nærheden af 0. Spørgsmålet rejstes på ny i det folketingsudvalg, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, og i udvalgets betænkning gav finansministeren tilsagn om, at han til brug for udvalgets fortsatte behandling af spørgsmålet ville lade problemerne i forbindelse med spørgsmålet undersøge.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret med 122 stemmer mod 2 (VS) medens 2 medlemmer (Rosing og Djurhus) undlod at stemme.