L 23 Lov om ændring af lov om investeringsfonds.

Af: Finansminister Poul Møller (KF)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 518 af 28-11-1969
Loven har følgende ordlyd:

„I lov om investeringsfonds, jfr. lovbekendtgørelse nr. 261 af 26. juni 1968, som ændret ved lov nr. 37 af 20. februar 1969 og lov nr. 126 af 29. marts 1969, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 3, affattes således:

"Stk. 3. Henlæggelser til investeringsfonds kan ikke benyttes til forlods afskrivning på den aftalte eller beregnede anskaffelsessum for aktiver, der ikke er leveret eller fuldført."

2. § 4, stk. 2, affattes således:

"Stk. 2. Foretager den skattepligtige forskudsafskrivning på den aftalte byggesum for et skib efter afskrivningslovens § 14 eller på maskiner m. v. og bygninger efter afskrivningslovens afsnit IV A, formindskes den henlæggelse, som han kan foretage for det pågældende indkomstår, med forskudsafskrivningens beløb."

Ændringerne er en følge af, at reglerne om forskudsafskrivning ved lov nr. 517 af 28. november 1969 indføjedes i afskrivningsloven, jfr. nærmest foregående sag, og de nye regler svarer til, hvad der hidtil har været gældende med hensyn til forskudsafskrivning efter tekstanmærkning til finansloven.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslaget til den nævnte lov om ændring af afskrivningsloven, hvortil der henvises. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret med 122 stemmer mod 2 (VS), medens 1 medlem (Rosing) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), J. E. Foged (V), Helge von Rosen (RV), Sigurd Ømann (SF) og Erik Sigsgaard (VS)