Ved lovændringen er gennemført en række ændringer i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jfr. lovbekendtgørelse nr. 386 af 4. juli 1969, som ændret ved lov nr. 206 af 21. maj 1969 om retsafgifter § 69, stk. 2, nr. 17. De vigtigste ændringer er:

1. I beboelsesejendomme, der er taget i brug inden udgangen af 1964, er der åbnet mulighed for en genudlejningsforhøjelse på indtil 25 pct. I lejligheder, der er lejevurderede i henhold til lov om lejevurdering, beregnes forhøjelsen i forhold til vurderingslejen, og udlejeren vil således i disse ejendomme kunne forhøje lejen, dels med forskellen mellem den nuværende leje og vurderingslejen, dels med 25 pct. af vurderingslejen herudover.

For rene erhvervslejemål — husrum, der anvendes udelukkende til andet end beboelse — er den gældende regel i § 12, stk. 3, bibeholdt. Når adgangen til forhøjelse ikke er udvidet for disse lejemåls vedkommende, er årsagen den, at lejen på dette område er stærkt varierende, og at lejeniveauet antagelig ofte ligger nær ved, hvad der kunne opnås i et frit marked.

Som følge af de øgede muligheder for genudlejningsforhøjelser er gennemført en udvidet adgang til også at aftale lejeforhøjelser i bestående lejemål, således at der maksimalt kan aftales en leje svarende til den ansatte lejeværdi med tillæg af 25 pct.

Ved lejemålets indgåelse skal udlejeren gøre lejeren bekendt med størrelsen af en genudlejningsforhøjelse.

Ved en ændring af lovens § 12, stk. 5 er der endvidere åbnet adgang til ved genudlejning at opnå lejeforhøielser også i utidssvarende lejligheder fra før 1900, herunder også lejligheder, hvis tilstand måske er så ringe, at de ikke fortsat burde anvendes, men nedrives. Så længe de imidlertid anvendes, bl. a. som følge af boligmanglen, er det anset for at være af betydning, at lejen åbner mulighed for at få gennemført rimelige vedligeholdelsesarbejder. Der er derfor også i disse ejendomme åbnet adgang til at opnå lejeforhøjelse ved genudlejning, men kun efter huslejenævnets forudgående godkendelse og kun til øget vedligeholdelse. De samme begrænsninger gælder i øvrigt lejligheder opført efter 1900, når de er uden eget w.c. eller uden centralvarme.

Der er åbnet adgang for lejerne til at indbringe spørgsmålet om genudlejningsforhøj eisens rimelighed for huslejenævnet, som er beføjet til at tilsidesætte lejeforhøjelsen helt eller delvis, såfremt forhøjelsen ikke skønnes rimelig i forhold til det lejedes værdi.

2. Halvdelen af de forhøjelser, der gennemføres, skal bindes i Grundejernes Investeríngsfond efter samme regler, som gælder for binding af vurderingsforhøjelserne. Undtaget er dog de lejeforhøjelser, der, i ejendomme fra før 1900, godkendes af huslejenævnet, og som nævnet fuldt ud forlanger anvendt til vedligeholdelse.

Ved salg som ejerlejligheder af lejligheder, der hidtil har været udlejet, bibeholdes pligten til indbetaling til Grundejernes Investeringsfond, men således at hele det indtil udgangen af marts 1975 bidragspligtige beløb forfalder til betaling og skal betales af sælgeren i forbindelse med salget.

3. Af de inden 1. januar 1971 indbetalte beløb til Grundejernes Investeringsfond skal mindst 3/4, og af de efter denne dato indbetalte beløb skal mindst halvdelen til enhver tid være anbragt i obligationer, udstedt af de finansieringsinstitutter, der er godkendt i henhold til kapitel II i lov om boligbyggeri, eller udlån til erhvervelse af ejendomme med henblik på sanering. Bestemmelsen fik først sin endelige formulering under behandlingen i folketinget.

4. På linje med de ændrede regler om højere renter ved for sen indbetaling af kildeskat er renten ved for sen indbetaling af pligtige bindingsbeløb til Grundejernes Investeringsfond forhøjet fra ½ til 1 pct. månedlig for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.

5. For i videst muligt omfang at sikre, at de beløb, som ifølge loven skal hensættes til udvendig vedligeholdelse, anvendes efter deres formål, er der nu pålagt ejeren pligt til en gang om året at sende lejerne kopi af vedligeholdelsesregnskabet. Herudover gives der som hidtil lejerne adgang til at gennemgå bilagene. Bestemmelsen blev indsat i loven under folketingets behandling af lovforslaget.

6. I kommuner med huslejeregulering skal kommunalbestyrelsen give tilladelse også til udlejning af beboelseslejligheder i møbleret stand eller som enkeltværelser.

7. Efter den hidtidige bestemmelse i lovens § 60, stk. 1, nr. 4, var det ikke tilladt uden kommunalbestyrelsens samtykke at benytte mere end én beboelseslejlighed inden for samme kommune til bolig for husstandens medlemmer, og Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner betragtedes i denne henseende som én kommune. Under behandlingen i folketinget blev bestemmelsen ændret, så at den nu for Københavns-områdets vedkommende foruden Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner omfatter en række øvrige kommuner.

8. Ved en ny affattelse af lovens § 67 a er det bestemt, at ejendomme, som indeholder husrum til beboelse, ikke kan opdeles i henhold til lov om ejerlejligheder, såfremt de er taget i brug inden 1. april 1961. Bestemmelsen har nu fået følgende affattelse:

,,§ 67 a. Ejendomme, som indeholder husrum til beboelse, kan ikke opdeles i henhold til lov om ejerlejligheder, såfremt de er taget i brug inden 1. april 1961. Såfremt de efter kommunalbestyrelsens skøn opfylder kravene i byggeloven af 10. juni 1960 og de i medfør af denne lov udfærdigede forskrifter, kan kommunalbestyrelsen (i København magistraten) dog meddele samtykke til opdeling. Er de taget i brug den 1. april 1961 eller senere, kan opdeling kun ske med samtykke af kommunalbestyrelsen (i København magistraten), men samtykke kan kun nægtes, dersom ejendommens beboelseslejligheder ikke er forsynet med indlagt vand, forsvarligt afløb for spildevand, elektricitet, centralvarme, eget wc og kar- eller brusebad i lejligheden, eller der ved opdelingen fremkommer lejligheder til beboelse uden eget selvstændigt køkken.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for ejendomme, der er fredet i henhold til lov om bygningsfredning eller er omfattet af en i henhold til § 2, stk. 3, i lov om byplaner godkendt byplan."

9. Loven træder i kraft den 1. januar 1971, dog at den under nr. 8 omtalte ændring af lovens § 67 a trådte i kraft ved lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

Det er samtidig bestemt, at § 67 a ikke finder anvendelse, såfremt ejeren inden 13. marts 1970 (datoen for lovforslagets fremsættelse) havde anmodet en landinspektør om attestation af den til tinglysning fornødne fortegnelse over ejerlejlighederne. Opdelingen skal dog være færdigekspederet fra tinglysning inden 4 måneder efter modtagelsen af landinspektørens attestation.

Også denne bestemmelse fik først sin endelige formulering under behandlingen i folketinget.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri og forslag til lov om ændring af lov om boligsikring.

Som det vil fremgå af nedenstående uddrag af boligministerens fremsættelsestale, havde lovforslagene sammenhæng med de fremsatte lovforslag vedrørende realkreditten:

„Om baggrunden for disse forslag kan jeg henvise til dels den redegørelse, økonomiministeren gav her i tinget den 9. december 1969 om nødvendigheden af forskellige forholdsregler til bedring af den samfundsøkonomiske balance, dels finansministerens og mine bemærkninger i tilslutning til de lovforslag, der blev fremsat samme dag henholdsvis om forhøjelse af lejeværdien for nyopførte og nyerhvervede parcelhuse og ejerlejligheder, om præmiering af boligopsparingskontrakter og om ændringer inden for realkreditten.

Inden for boligområdet er det jo ikke mindst udviklingen på obligationsmarkedet, som påkalder opmærksomhed. Dette forhold blev gjort til genstand for nærmere undersøgelse i udvalget vedrørende obligationsmarkedets forhold, der fremhævede den svigtende balance mellem opsparing og investering som en af årsagerne til den skete udvikling på obligationsmarkedet.

Som et af midlerne til at bedre denne balance pegede udvalget på den øgede opsparing, der ville være forbundet med en nedsættelse af afdragstiden for realkreditlånene og en større egenkapital i nybyggeriet, men som det vil erindres, gav regeringen den 9. december udtryk for, at de øgede byrder burde hvile på et bredere grundlag, end obligationsmarkedsudvalget havde haft mulighed for at forudsætte, så nybyggeriet ikke ensidigt skulle bære vægten af den nødvendige stramning.

Som led i den normalisering af boligforholdene, der var hensigten med boligforliget, blev der i 1966 og 1967 gennemført en række love, der bl. a. havde til formål at udjævne afstanden mellem lejeniveauet i henholdsvis den eksisterende boligmasse og nybyggeriet. Siden 1967 har udviklingen imidlertid været en sådan, at det nu må erkendes, at denne lovgivning ikke har ført og næppe vil føre til en normalisering i det forventede omfang. Tværtimod synes afstanden mellem de 2 lejeniveauer at blive stadig større.

Det er jo i dag stadig væk sådan, at beboerne i store dele af den eksisterende boligmasse nyder økonomiske fordele, når der sammenlignes med de familier, som er henvist til at bosætte sig i de nye og langt dyrere boliger. Den arbejdsgruppe med repræsentanter for boligministeriet og Fællesorganisationen af almennyttige danske Boligselskaber, som jeg omtalte den 9. december, har afgivet en rapport, der vil blive omdelt, så snart den foreligger trykt. I denne rapport er nævnt nogle eksempler på størrelsen af lejen — inden der sker fradrag for boligsikring — i det almennyttige byggeri, der belyser afstanden mellem lejeniveauerne. I det lejevurderede byggeri, d. v. s. byggeri, der er taget i brug frem til 1963, er lejen pr. m2 således 40-70 kr. varierende efter byggeriernes alder, udstyr, beliggenhed o. s. v., medens den i byggerier, der er taget i brug i 1968, er 86-100 kr. I det nyeste byggeri, som er påbegyndt i januar i år, er lejen budgetteret helt op til 95-160 kr. pr. m2. Overført til en 80 m2 stor lejlighed af bedste standard vil dette betyde en husleje-afstand fra knap 6.000 kr. op til godt 12.000 kr. For den sidstnævnte bolig er der endda tale om en leje, der er reduceret som følge af rentesikringen.

Selv om afstanden mellem lejeniveauerne mindskes som følge af boligsikringen, der jo er størst ved de høje huslejer, er det indlysende, at denne situation er uholdbar. Den er uretfærdig over for de mange, der må tage bolig i nybyggeriet.

Det vil på denne baggrund være urimeligt at lægge nye byrder alene på nybyggeriet og dermed yderligere øge denne afstand imellem lejeniveauerne. De lovforslag, regeringen fremsatte den 9. december om ændringer i realkreditten for så vidt angår lånegrænser og løbetider, var derfor også mindre vidtgående end foreslået af obligations- markedsudvalget, idet det samtidig var forudsat, at også den eksisterende boligmasse blev inddraget under den tilsigtede øgede opsparing.

I den eksisterende boligmasse står på den anden side hensynet til de boligtagere, som har indrettet deres økonomi i tillid til, at de i den 8-årige periode, som boligforliget omfatter, vil være beskyttet mod yderligere lejeforhøjelser. Under hensyn hertil synes den eksisterende boligmasses bidrag til øget opsparing og til udjævning af lejeniveauerne, så lejen i videre omfang end hidtil kommer til at svare til boligens værdi, derfor at burde begrænses til de tilfælde, hvor der er tale om et boligskifte.

Det var da også dette synspunkt, der blev lagt til grund ved finansministerens lovforslag den 9. december om lejeværdien for nyopførte og nyerhvervede parcelhuse og ejerlejligheder, og for så vidt angår udlejningsbyggeriet er fulgt den samme linie ved de i dag fremsatte lovforslag."

Ved 1. behandlingen i folketinget koncentreredes debatten navnlig om to hovedspørgsmål: spørgsmålet om de foreslåede genudlejningsforhøjelser og spørgsmålet om hindring af omsætning af dårlige ejerlejligheder.

Også boligudvalget, hvortil lovforslaget henvistes, beskæftigede sig i væsentlig grad med disse to spørgsmål, og behandlingen resulterede da også, som allerede nævnt, i flere ændringer af de oprindeligt foreslåede bestemmelser.

Udvalget afgav følgende indstillinger over lovforslaget:

Et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget med undtagelse af Lis Møller og Skovmand) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af boligministeren foreslåede ændringer.

Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til at gennemføre den i lovforslagets § 19 A foreslåede adgang til huslejeforhøjelse ved genudlejning.

Mindretallet stiller i øvrigt nedenstående ændringsforslag nr. 2 om udvidelse af kvotaen for den sociale boligmasse.

Et andet mindretal (Skovmand) kan ikke tilslutte sig den foreslåede nye bestemmelse i § 19 A, idet de foreslåede forhøjelser vil modvirke flytninger og dermed hindre en bedre udnyttelse af boligmassen.

Et tredje mindretal (Lis Møller) er enig med mindretallet om det ønskelige i en udvidelse af antallet af lejligheder, der kan falde ind under rentesikringsordningen. Da det imidlertid ikke har været muligt at opnå forlig om boliglovgivningen i almindelighed, vil mindretallet afholde sig fra at stemme for det af et mindretal under nr. 2 stillede ændringsforslag, men vil i øvrigt stemme for loven ved 3. behandling.

De stillede ændringsforslag gav anledning til en række meningsudvekslinger ved 2. behandling, som i øvrigt resulterede i, at samtlige mindretalsforslag forkastedes.

Lovforslaget henvistes til fornyet udvalgsbehandling. I den af udvalget derefter afgivne tillægsbetænkning afgav et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) følgende udtalelse:

„Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) henviser til sine bemærkninger i udvalgets betænkning.

Mindretallet har gennem lang tid påvist de uheldige virkninger af omdannelsen af ældre udlejningsejendomme til ejerlejligheder — både af hensyn til fordelingen af den eksisterende boligmasse og af hensyn til de enorme gevinstmuligheder, der ligger i at udstykke udlejningsejendomme, opført under et helt andet prisniveau, til ejerlejligheder.

Regeringen har kun gradvis og tøvende villet erkende denne situation. Denne tøven har medført, at der nu forefindes et meget stort antal anmeldte ejerlejligheder i ejendomme, som ikke omfattes af det stop, der nu endelig indføres.

Mindretallet er af den opfattelse, at de ejere af udlejningsejendomme, som umiddelbart før hver lovstramning har skaffet sig en reserve af anmeldte ejerlejligheder, må underkastes en beskatning af den kapitalgevinst, der opnås ved udstykningen. Mindretallet henstiller derfor til finansministeren, at han ved ændring af lov om særlig indkomstbeskatning får indsat en bestemmelse om bortfald af det særlige 40 procents tillæg til anskaffelsessummen for ejendomme, der udstykkes og sælges som ejerlejligheder, samt om bortfald af det særlige 10 procents fradrag i de konstaterede fortjenester ved udstykning og salg af ejerlejligheder.

Det tilføjes, at disse bestemmelser udelukkende sigter på de tilfælde, hvor en tidligere udlejningsejendom udstykkes til ejerlejligheder. Stramningen får således ingen virkning for den familie, der afhænder en ejerlejlighed, som er anvendt til egen bolig.

Mindretallet kan tiltræde det af boligministeren stillede ændringsforslag, men vil i øvrigt stemme mod lovforslagets vedtagelse ved 3. behandling."

Ved 3. behandlingen vedtoges lovforslaget med 82 stemmer mod 61 (S, SF, VS og DK).