Loven har sin baggrund i ændrede skatteregler. Pr. 1. januar 1970 bortfaldt de i skattelovgivningen hidtil indeholdte regler om nedslag i skatteansættelsen for folkepensionister m. fl. Da det ikke havde været tilsigtet hermed at forringe pensionisternes tidligere vilkår, var der ved 3 sociale love givet de pågældende pensionister kompensation for bortfaldet af disse skattelempelser. Med de deraf følgende forøgede pensioner ville der imidlertid ske en generel forhøjelse af pensionisternes skattepligtige indkomst, og da denne forhøjelse ikke modsvaredes af en forøgelse af den del af indkomsten, der blev tilbage, når skatten var betalt, var det nødvendigt at ændre boligsikringsloven, så de pågældende pensionisters samlede økonomiske vilkår ikke forringedes.
Det bærende princip i lovændringen, der var udarbejdet i samråd med socialministeriet, er derfor, at pensionisterne bibeholder uændrede boligsikringsydelser trods de ændrede skatte- og pensionsberegninger. Ændringerne er således mere beregningstekniske ændringer end egentlige realitetsændringer.
Ved fremsættelsen af lovforslaget gjorde boligministeren opmærksom på, at forslaget ikke indeholdt forslag om prisregulering af boligsikringsordningen. Ministeren udtalte i denne forbindelse følgende:
„.... Jeg finder, at hele dette spørgsmål er så vigtigt, at det bør tages op til indgående overvejelse og drøftelse under de kommende udvalgsforhandlinger, så man kan få klarlagt de mulige problemer i forbindelse hermed og forhåbentlig nå til enighed om deres løsning.
Siden boligsikringsordningens indførelse pr. 1. april 1967 har stigningen i det almindelige pris- og lønniveau ført til, at visse grupper af boligtagere som følge af rent nominelle stigninger i indkomsten glider ud af boligsikringsordningen, og at andre grupper får deres boligsikringsydelser formindsket. Spørgsmålet om en almindelig prisregulering af boligsikringsordningen rejser imidlertid en lang række problemer.
Prisstigningens virkninger er ikke ens for alle boligtagere. I den boligmasse, der er omfattet af loven om lejevurdering, og hvor lejen således ligger fast på vurderingslejen, kan prisstigningen endog have medført en bedring af boligtagerens økonomi, hvis lejen nu indgår med relativt mindre vægt end hidtil i hans samlede budget. I nybyggeriet ligger derimod førstegangslejen jo i dag på et højere niveau end i april 1967. Prisstigningens virkninger er også forskellige for de forskellige indkomstgrupper, og dette gælder både nybyggeriet og den ældre boligmasse.
Et af boligministeriet udarbejdet notat om boligsikringsordningens hidtidige virke m. v. vil blive fremsendt til boligudvalgets medlemmer og vil kunne danne grundlag for de forestående drøftelser.
Notatet vil også indeholde beregninger af de udgifter, som boligsikringsordningen påfører det offentlige. Jeg kan dog allerede nu oplyse, at statens udgifter i første år (d. v. s. 1968-69, hvor der udbetaltes refusion til kommunerne for deres udlæg i 1967-68) svarede nogenlunde til de budgetterede 160 mill. kr. — der blev en mindreudgift på ca. 9 mill. kr., men i indeværende år ventes udgiften at blive ca. 50 mill. kr. højere end i fjor og dermed også væsentligt mere end de budgetterede 180 mill. kr. Også i det kommende år må udgifterne formodes at blive en del højere end oprindelig påregnet. Disse forhold må jo også indgå i overvejelserne, når spørgsmålet om en delvis forhøjelse af boligsikringen skal drøftes...."
Ved 1. behandlingen gav selve lovforslaget ikke anledning til mange bemærkninger, idet samtlige ordførere kunne tiltræde princippet i de foreslåede ændringer.
Derimod gav ministerens bemærkninger i forbindelse med lovforslagets fremsættelse om prisregulering af boligsikringsydelserne anledning til nogen debat. Der var enighed om, at problemerne omkring en sådan ændring måtte analyseres grundigt i folketingets faste boligudvalg.
Efter en kortvarig behandling i folketingets boligudvalg med påfølgende 2. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling med 131 stemmer.