Boligsikringsordningen blev indført ved lov af 8. marts 1967 og trådte i kraft den 1. april 1967. Formålet med ordningen var at give befolkningsgupper med lavere indtægter bedre muligheder for at opretholde eller skaffe sig et rimeligt boligforbrug og således, at ydelserne i højere grad afpassedes efter den enkeltes økonomiske forhold.

Imidlertid gjorde de senere ændringer i skattelovgivningen: bortfald af skattefradragsretten og derefter indførelse af kildeskattesystemet det nødvendigt med virkning fra 1. april 1968 at foretage visse ændringer i beregningsgrundlaget for udbetalingen af boligsikringsydelserne. Der henvises til omtalen heraf i folketingsårbogen 1967-68 side 261 ff.

Ved lov af 19. december 1969 blev yderligere foretaget en teknisk ajourføring af beregningsgrundlaget for pensionister, der tilsigtede at bibeholde uændrede boligsikringsydelser trods ændrede skatte- og pensionsberegninger.

De i perioden siden boligsikringsordningens indførelse skete prisstigninger og nominelle lønstigninger havde imidlertid givet anledning til overvejelse om en generel regulering af boligsikringsordningen, der skulle have til formål at afbøde virkningerne af disse stigninger. Da imidlertid virkningerne var forskellige for henholdsvis den eksisterende boligmasse og det nye byggeri, var en sådan almindelig „prisregulering" ikke anset for rimelig.

Der var imidlertid visse uheldige forhold i opbygningen af den gældende ordning, som man havde fundet burde give anledning til korrelctioner. Gennemførelse af disse skulle afbøde virkningerne af de skete prisstigninger, herunder de af regeringen samtidigt foreslåede lejeforhøjelser ved genudlejning.

Forholdet mellem husstandsindkomst, grænsebeløb og den maksimale boligsikring i procent af lejen er nu fastsat således:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1969-70]

Den ændrede skala indebærer:

1. Procenten for den maksimale boligsikring til husstande uden børn er forhøjet fra 15 til 25 pct. af lejen for husstandsindkomster til og med 15.000 kr. og aftrappes derefter med 1 pct. for hver 1000 kr. husstandsindkomsten stiger indtil 30.000 kr., fra hvilket trin maksimumsprocenten følger den hidtidige lovs aftrapning.

2. Hvor maksimumprocenten efter den tidligere skala faldt til halve procenter, skal nu i stedet anvendes den nærmest forudgående hele procent.

3. For husstande med børn er tillægget for det første barn nu også i indkomstgruppen 0-19.000 kr. sat til samme størrelse som for efterfølgende børn. Ændringen medfører, at der også for husstande med børn i de nævnte indkomstgrupper op til 30.000 kr. er tale om en forbedring.

4: Der er foretaget en videreførelse af nedtrapningsskalaen op til en husstandsindkomst på 49.000 kr., således at der ved stigende indkomster nu sker en jævn udglidning af boligsikringsordningen.

De særligt gunstige beregningsregler for pensionister m. d. er blevet ændret, således at også aftrapningsordningen for denne gruppe er blevet mildnet. Først ved en indtægt på 18.000 kr. glider pensionisterne nu ind i den almindelige boligsikringsskala i lovens § 2. For pensionister er de i § 2, stk. 3, nævnte procenter for husstande uden børn forhøjet, hvis husstandsindkomsten er:

0-12.000 kr. til 70 pct.

13.000 kr. til 62 pct.

14.000 kr. til 54 pct.

15.000 kr. til 46 pct.

16.000 kr. til 38 pct.

17.000 kr. til 30 pct.

Efter den hidtidige lov kunne den årlige boligsikringsydelse normalt ikke overstige 8.100 kr. Den skete prisudvikling havde imidlertid gjort det rimeligt at foretage en vis regulering af beløbet. Da det samtidig var anset for rimeligt at foretage en vis graduering efter husstandens størrelse, er maksimumsbeløbet nu lastsat til 7.740 kr. for husstande uden børn med tillæg på 360 kr. for hvert barn i husstanden.

Bl. a. for at opnå større samtidighed mellem de årlige lejestigninger pr. 1. april og den beregnede boligsikring er reguleringsdatoen for løbende boligsikringsydelser ændret fra 1. juli til 1. april.

Endelig nævnes, at der under forslagets behandling i folketinget blev indsat en bestemmelse om, at husstande, hvis indkomst ved den årlige regulering pr. 1. juli 1970 er kommet op over den hidtidige 40.000 kr.s grænse, og som derved ville miste retten til boligsikring, bibeholder adgangen til boligsikring også i tiden 1. juli 1970-1. april 1971, såfremt husstandsindkomsten i dette tidsrum ikke overstiger 49.000 kr.

Loven trådte i kraft den 1. juli 1970.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene og forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri.

De tre lovforslag havde sammenhæng med de af regeringen fremsatte lovforslag om realkreditten, hvilket boligministeren gav udtryk for i sin fremsættelsestale. Der henvises herom til sagen: forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene, side 150.

De tre boligforslag gav anledning til en omfattende debat under 1. behandlingen. Her skal blot nævnes, at alene regeringspartiernes ordførere stort set uden bemærkninger kunne tiltræde forslaget.

Efter 1. behandlingen henvistes det til folketingets boligudvalg, der i sin betænkning afgav følgende udtalelser:

„I tilslutning til gennemgangen af lovforslaget har udvalget drøftet de problemer, der opstår for familier og enlige forsørgere med børn, der opholder sig uden for hjemmet på grund af ophold på f. eks. højskoler, kostskoler og sociale institutioner, i forhold til den gældende boligsikringsordning. Efter denne ordning medtages børn under 16 år — og i en række tilfælde også over 16 år — ved beregningen af boligsikring, men kun hvis de har fast ophold i boligtagerens hjem. Udvalget finder det imidlertid vigtigt af såvel sociale som pædagogiske grunde, at reglerne lempes, således at der alene ydes boligsikring, så længe der i hjemmet er levnet plads til at optage barnet for midlertidige ophold (ferie, fridage, sygdomsperioder) og muligt senere varige ophold. Boligministeren har derfor givet tilsagn om i et kommende cirkulære at ville give udtryk for en lempeligere praksis i fremtiden, således at der i videre omfang end hidtil bliver mulighed for at medtage børn under 16 år ved boligsikringsberegningen, selv om de midlertidigt har taget ophold uden for hjemmet.

Den i boligsikringslovens § 13, stk. 5, hjemlede adgang for boligministeren til med tilslutning fra finansudvalget at træffe bestemmelse om forskudsvis udbetaling af statens refusionsbeløb til kommunerne har ikke hidtil været bragt i anvendelse. Navnlig for visse kommuners vedkommende er boligsikringsordningen en økonomisk byrde af betydelig vægt, og udvalget henstiller derfor til boligministeren på ny at overveje mulighederne for at benytte den i loven givne adgang til forskudsvis refusion.

Udvalget har været opmærksom på de vanskeligheder, der for kommunerne er forbundet med at finde frem til de tilfælde, hvor der foreligger en sådan tilsidesættelse af anmeldelsespligten efter boligsikringslovens § 11, stk. 1, at det kan være aktuelt at kræve for meget udbetalt boligsikring tilbagebetalt. Udvalget har i forbindelse hermed fra boligministeren modtaget en redegørelse, der belyser spredningen af kommunernes administrative praksis og de erfaringer, kommunerne har indhøstet på området. Redegørelsen med dertil hørende bilag vil blive optrykt i det særlige bilagshæfte. Boligministeren har i tilknytning hertil oplyst, at det overvejes at udsende et cirkulære til kommunerne, hvor der med henblik på at hidføre en ensartet praksis også bør anføres visse beløbsgrænser for, hvornår kommunerne eventuelt kan undlade at kræve tilbagebetaling. Udvalget henstiller til boligministeren, at et sådant cirkulære om ensartede retningslinjer så snart som muligt udsendes til kommunerne, men anmoder samtidigt om, at udvalget forud må få lejlighed til at gøre sig bekendt med indholdet af et sådant cirkulære.

I forbindelse med den foreslåede ændring af lovens § 10 har udvalget drøftet, hvorvidt det er muligt at finde et andet og bedre grundlag for regulering af boligsikringsydelserne end forskudsskemaerne. Boligministeren har i denne anledning oplyst, at de årlige reguleringer af løbende boligsikringsydelser ikke nødvendigvis sker på grundlag af den i forskudsskemaet skønnede indkomst. Spørgsmålet er nærmere uddybet i boligministeriets cirkulære af 19. december 1969, hvor det udtales, at boligsikringsmodtagerne har ret og eventuelt pligt til at få den årlige regulering af boligsikringsydelsen foretaget på grundlag af en aktuelt skønnet indkomst, såfremt det i forskudsskemaet skønnede beløb senere måtte vise sig at være enten for højt eller for lavt ansat. Ifølge cirkulæret bør kommunalbestyrelsen gøre boligsikringsmodtagerne bekendt med dette forhold enten ved særskilt meddelelse til hver enkelt boligsikringsmodtager eller ved annoncering i dagspressen eller lignende.

Udvalget ønsker at fremhæve, at forskudsskemaerne ikke forekommer at være et egnet grundlag for regulering af boligsikringsydelserne. Udvalget forudsætter derfor, at der, så snart praktiske muligheder herfor foreligger, tilvejebringes et andet grundlag som udgangspunkt for beregningen af boligsikringsydelserne."

Et mindretal i udvalget (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer) kunne ikke tiltræde regeringens forslag, som man fandt utilstrækkeligt. Mindretallet stillede selv ændringsforslag til en almindelig ændring af boligsikringsloven. Om ændringsforslagets indhold og begrundelsen for det oplyste forslagsstillerne følgende:

„De nuværende indkomstrammer i boligsikringsloven er fastsat forud for fremsættelsen af lovforslaget i folketingssamlingen 1966-67. Loven trådte i kraft i 1967. Man må gå ud fra, at meningen med loven har været, at en familie, der dengang havde en bestemt indkomst og en dertil svarende købekraft, skulle have boligtilskud af en bestemt størrelse. I det omfang, den pågældende familie siden har fået forøget sin nominelle indkomst uden at opnå dertil svarende forøgelse af sin købekraft, synes det rimeligt, at denne familie bevarer sit boligtilskud på samme niveau.

For at opnå dette fremsættes forslag om ændring af boligsikringslovens § 7, således at indkomststigninger, der ikke har givet sig udtryk i forøget købekraft, ikke får til virkning, at boligsikringsydelsen nedsættes.

En målestok for det omfang, i hvilket indkomststigninger ikke giver sig udtryk i forøget købekraft, har forslagsstillerne fundet i det af Danmarks Statistik udarbejdede indeks vedrørende forbrugerpriser, idet dette indeks indeholder såvel almindelige prisstigninger som prisstigninger, der skyldes forøgelse af forbrugsafgifterne. For at undgå en ringvirkning har man valgt at tage forbrugerprisindekset eksklusive bolig. Som udgangspunkt for reguleringen er foreslået forbrugerprisindekset for april 1967 (117), på hvilket tidspunkt boligsik- ringslovgivningen trådte i kraft.

Værdireguleringen foreslås foretaget ved at knytte et særligt fradrag til beregningen af den husstandsindkomst, hvormed man skal gå ind i skemaet i lovens § 2 for udregningen af boligsikringen. Herved undgår man med jævne mellemrum at måtte ændre på selve skalaens tal. Fradraget foreslås fastsat til 2,5 pct. af husstandsindkomsten for hver 3 points, forbrugerpristallet overstiger basispristallet 117.

Endvidere stilles forslag om, at den i lovens § 4, stk. 5, fastsatte maksimale boligsikringsydelse på 8.100 kr. årligt reguleres efter samme princip som foreslået for husstandsindkomstens vedkommende.

Til forslaget er endvidere knyttet en forhøjelse af maksimumsprocenterne i forhold til huslejen for de allerlaveste indkomstgrupper for at gøre det muligt for dem at efterspørge lejligheder i nybyggeriet. Denne del af forslaget svarer til regeringsforslaget."

Efter at mindretallets ændringsforslag var blevet forkastet ved 2. behandling og efter en fornyet udvalgsbehandling, hvor hele udvalget tiltrådte lovforslaget, vedtoges dette enstemmigt ved 3. behandling med 145 stemmer; 1 medlem (DK) tilkendegav hverken at stemme for eller imod.