Luk

Luk
Luk

Luk

L 75 Lov om ændring af lov om distriktsjordemødre.

Af: Indenrigsminister H. C. Toft (KF)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 83 af 12-03-1970
Ved loven foretages visse ændringer i lov om distriktsjordemødre, jfr. lovbekendtgørelse nr. 242 af 7. juli 1959 — ændringer, som vedrører distriktsjordemødrenes ansættelsesforhold, og som er nødvendiggjort af den pr. 1. juli 1969 gennemførte ny lovgivning om statens tjenestemænd.

Distriktsjordemødre er kommunale tjenestemænd, men deres ansættelsesforhold har hidtil været fastsat af lovgivningsmagten i distriktsjordemoderloven og af indenrigsministeriet i et i henhold til loven udfærdiget regulativ.

Efter at statens refusion af halvdelen af kommunernes udgifter til distriktsjordemoderlønninger og pensioner er afskaffet pr. 1. april 1970 som led i byrdefordelingsreformen, er begrundelsen for statens fastsættelse af disse regler bortfaldet.

Loven bestemmer derfor, at sådanne regler i fremtiden fastsættes af ansættelsesmyndigheden (amts- og købstadkommunerne) med godkendelse af det kommunale lønningsnævn. Herved opnås overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser for andre kommunale tjenestemænd.

Loven indeholder særlige overgangsregler.

Ved lovforslagets fremsættelse oplyste indenrigsministeren, at det af indenrigsministeriet nedsatte jordemoderudvalg, der arbejder med tilrettelæggelse af landets jordemoderordning og andre spørgsmål vedrørende fødselshjælpens organisation, forventes at afgive betænkning i første halvdel af 1970, og at forslag til en almindelig revision af lovgivningen på dette område derfor vil kunne påregnes fremsat i begyndelsen af folketingsåret 1970-71.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle sider. Det gennemførtes uden udvalgsbehandling og vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.
Partiernes ordførere
Karen Thurøe Hansen (KF), A. C. Andersen (V) og Jens Bilgrav-Nielsen (RV)