L 83 Lov om ændring af lov om rettens pleje.

(Forhøjelse af grænsen for underretssager).

Af: Justitsminister K. Thestrup (KF)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 168 af 29-04-1970
Ved lovændringen forhøies den beløbsgrænse, der er afgørende for, om en borgerlig sag i første instans skal behandles ved underret eller landsret, fra 6.000 kr. til 10.000 kr. Samtidig med en forhøjelse af underretsgrænsen forhøjes grænserne i retsplejelovens § 482, stk. 2 og § 595, stk. 1.

Det fremgår af bemærkningerne, at en ajourføring af den hidtilgældende underretsgrænse på 6.000 kr. under hensyn til udviklingen i priser og lønninger ville begrunde en forhøjelse af grænsen til ca. 8.000 kr. For at søge opnået en yderligere aflastning af landsretterne har man imidlertid ment at burde foreslå en forhøjelse til 10.000 kr.

Ved 1. behandling fik forslaget tilslutning fra alle sider.

Hans Hækkerup (S) ville dog gerne have en udvalgsbehandling, da det ikke var oplyst, hvad de forskellige institutioner og organisationer, der var blevet hørt, havde udtalt om forslaget, og da det ikke forekom ham umiddelbart indlysende, at man samtidig med at forhøje underretsgrænsen også skulle forhøje beløbsgrænserne i de paragraffer, der omhandler dels beløbsgrænsen, der er afgørende for, om begæring til fogeden om eksekution skal være skriftlig, dels beløbsgrænsen, der er afgørende for, om landsrettens afgørelse vedrørende tvist om fordeling af auktionssummer kan ankes til højesteret.

Langkilde (KF) og Morten Lange (SF) rejste spørgsmålet om at gøre by- og herredsretterne til 1. instans i alle sager. Justitsministeren svarede hertil, at han ville forelægge spørgsmålet for retsplejeudvalget.

Det nedsatte udvalg indstillede forslaget til vedtagelse uændret. Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 129 stemmer.
Partiernes ordførere
K. Axel Nielsen (S), Jørgen Langkilde (KF), Jens Frandsen (V), Per Federspiel (V), Erik Nordqvist (RV) og Morten Lange (SF)