Lovforslaget havde følgende affattelse:

„§ 1. Der kan ved kongelig anordning foretages sådanne midlertidige ændringer i lovgivningen om banker og sparekasser, som efter forhandling mellem den kongelige bankkommissær og Danmarks Nationalbank må anses nødvendige for at regulere omfang og retning af den samlede långivning.

§ 2. Denne lov træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende og udløber den 31. december 1971, medmindre den ved kongelig anordning er ophævet tidligere. De i medfør af loven udfærdigede anordninger bortfalder samtidig med loven."

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med en række andre af socialistisk folkeparti fremsatte forslag vedrørende den økonomiske politik, jfr. forslag til lov vedrørende Danmarks Nationalbank (side 507). Om begrundelsen for det her omhandlede forslag anførte forslagsstillerne:

„Gennem forhandling mellem Danmarks Nationalbank og Danske Bankers Fællesrepræsentation træffes der med mellemrum aftaler om forskellige forhold vedrørende bankernes virksomhed, ikke mindst udlånsaktiviteten. Der er herved etableret en vis, omend højst indirekte, forbindelse mellem regeringens økonomiske politik og de private banker, men forbindelsen er både for uklar og for langt fjernet fra folketingets kontrol til, at den kan anses for betryggende i perioder, da der er behov for en nøje fulgt og klart præciseret pengepolitik.

Det foreliggende forslag tilsigter at råde bod herpå ved at åbne adgang til direkte regeringsforanstaltninger over for pengeinstitutterne, som kan iværksættes hurtigt og med samme kraft som egentlige ændringer i lovgivningen. Der tænkes herved f. eks. på indførelse af tvungne deponeringsordninger, på fastsættelse af obligatoriske satser for udlåns- og indlånsrente og på begrænsninger i arten af tilladte forretninger, herunder under hvilke former, på hvilke vilkår og til hvilke formål der kan ydes lån.

Da grænsen mellem bankvirksomhed og sparekassevirksomhed er ved at blive udvisket, har man anset det for rigtigt at lade forslaget, der selvsagt i første række tager sigte på bankernes forhold, omfatte såvel bankloven som sparekasseloven.

En lov af denne art bør kun have kortvarig gyldighed, og det er derfor foreslået, at loven skal udløbe ved årsskiftet 1971-72. Det forudsættes herved, at lovgivningen om banker og sparekasser bliver optaget til revision inden for de nærmeste folketingsår."

Ved 1. behandlingen afviste økonomiministeren (Nyboe Andersen) forslaget, som han fandt havde karakter af en meget vag og vidtrækkende bemyndigelseslov, som han selv i en meget ekstraordinær situation ville være meget betænkelig ved.

På socialdemokratiets vegne udtalte Ivar Nørgaard, at hans parti ligesom SF var af den opfattelse, at den eksisterende organisation af pengeinstitutterne var uhensigtsmæssig og førte til samfundsmæssige konsekvenser med social slagside. Sammenblandingen af pengepolitiske og monopolbekæmpende hensyn havde gjort det muligt for de private banker at opnå profitter, som ikke var acceptable ud fra et rent forbruger- og opsparingshensyn. Hvis resultatet af de formentlig allerede igangværende forhandlinger mellem pengeinstitutterne, banktilsynet og Nationalbanken førte til en ophævelse af renteaftalen eller en omdannelse af denne til en aftale om vejledende priser, ville det blive helt nødvendigt at foretage ændringer i det mindste i sparekasseloven, således at sparekasserne fik lige konkurrencevilkår med bankerne, og således at det offentlige på ganske anderledes betryggende måde fik kontrol med, hvilke dispositioner bankerne foretog både i deres egentlige virksomhed og i deres uegentlige finansieringsvirksomhed.

Haunstrup Clemmensen (KF) kunne ikke erklære sig enig med forslagsstillerne. Han pegede på, at der ikke i den økonomiske politik havde været dokumenteret realitetsvanskeligheder, hvor banker og sparekasser skulle have haft mulighed for, endsige ønsker om direkte at modvirke den pengepolitik, som de demokratisk styrende organer havde ønsket at fastlægge.

Også Ib Thyregod (V) fandt, at der forelå en rimelig arbejdsfordeling mellem Nationalbanken på den ene side og regeringen og folketinget på den anden side. Iøvrigt var lovforslaget ret uklart, fordi det i virkeligheden ikke sagde noget nærmere om, i hvilket omfang der skulle foretages de skridt, som forudsattes i lovforslaget.

Niels Helveg Petersen (RV) fandt, at forslaget indeholdt overordentlig vidtgående bemyndigelser. Der var ikke tvivl om, at der var et stærkt behov for samarbejde mellem Nationalbanken og de private banker, men et sådant samarbejde fandt i høj grad sted i øjeblikket på frivillig basis.

Hanne Reintoft (DK) kunne være enig i forslaget, men kunne ikke se grunden til, at ændringerne blot skulle være midlertidige. Det burde være en selvfølge, at de statslige myndigheder sikredes permanent adgang til at have indflydelse på landets kreditvilkår.

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til et folketingsudvalg, som imidlertid ikke afgav betænkning over det, inden folketingsåret sluttede.