Loven er et led i den byrdefordelingsreform, der blev indledt i sidste folketingsår med loven om generelle tilskud til kommunerne, og hvis primære formål er at opnå en forbedret udligning mellem de velstående og de økonomisk svage områder i landet.
Ved loven foretages udligningen på den måde, at kommuner, der har et beskatningsgrundlag over landsgennemsnittet, i princippet afleverer 25 pct. af det overskydende beskatningsgrundlag til de kommuner, der har et beskatningsgrundlag under landsgennemsnittet. Det beløb, der herefter overføres mellem kommunerne, er på grundlag af beskatningsforholdene i 1970-71 anslået til 239 mill. kr. i 1971-72.
Samtidig med ordningens indførelse ophæves areal/indbyggertilskuddet i loven om generelle tilskud til kommunerne. Af den herved opnåede besparelse for statskassen på 135 mill. kr. i 1971-72 fordeles 96 mill. kr. mellem de kommuner, der har et beskatningsgrundlag under landsgennemsnittet. Disse kommuner vil herefter i princippet modtage i alt 35 pct. af deres manglende beskatningsgrundlag.
Tilskuddet til særlig vanskeligt stillede kommuner forudsættes derimod opretholdt, men således at det ydes med et mindre beløb end hidtil, og således at der ved fordelingen især tages hensyn til disse kommuners særlige udgiftsbehov. Det skønnes, at et beløb på 25 mill. kr. vil være tilstrækkeligt til dette formål i 1971-72. Af den herved opnåede besparelse for statskassen på 25 mill. kr. og den resterende del af areal/indbyggertilskuddet på 39 mill. kr. vil 50 mill. kr. blive anvendt til en låneordning for kommuner med særlige vækstproblemer.
Loven har virkning fra og med finansåret 1971-72.
Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse skal følgende anføres fra de bemærkninger, der ledsagede forslaget:
„Den væsentligste årsag til de nuværende forskelle i den kommunale beskatning er forskellene i kommunernes beskatningsgrundlag.
En enkelt kommune har således et beskatningsgrundlag på ca. 30.000 kr. pr. indbygger, medens en række kommuner har beskatningsgrundlag mellem 6.000 og 8.000 kr. pr. indbygger. I Københavns og Frederiksborg amtskommuner har alle kommuner i forhold til deres folketal et beskatningsgrundlag over landsgennemsnittet, og dette gælder ligeledes for 8 af de 11 kommuner i Roskilde amtskommune. Kun 5 kommuner uden for de 3 nævnte amtskommuner samt Københavns og Frederiksberg kommuner har et beskatningsgrundlag over landsgennemsnittet, jfr. bilag 1.
I folketingssamlingen 1969-70 gennemførtes med lov nr. 234 af 4. juni 1969 om generelle tilskud til kommunerne 1. etape af en byrdefordelingsreform, hvis primære formål var at opnå en bedre udligning mellem de velstående og de økonomisk svage områder i landet. Loven indeholdt en væsentlig fornyelse, idet udligningen mellem kommunerne blev tilvejebragt ved ordninger, der direkte og udelukkende tilsigtede en udligning af den kommunale beskatning.
Ulighederne i den kommunale beskatning blev imidlertid ikke formindsket i det ventede omfang i skatteåret 1970-71, bl. a. som følge af den stærke stigning i kommunernes udgifter fra 1969-70 til 1970-71 og forhøjelsen af personfradragene ved indførelse af kildeskatten.
Der har i de senere år været fremlagt flere forslag til en fuldstændig udligning af de dårligst stillede kommuners beskatningsgrundlag ved hjælp af statstilskud. Fra socialdemokratiets side er der således den 13. marts 1970 fremsat forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af et skattegrundlagstilskud til kommunerne. Regeringen finder imidlertid, at der ikke ad denne vej vil kunne tilvejebringes en tilfredsstillende udligning, hvilket bl. a. skyldes den sammenhæng, der er mellem indkomstniveau og omkostningsniveau i de enkelte kommuner. En fuldstændig udligning i kommunernes beskatningsgrundlag ville således føre til, at kommuner, som har et dårligt beskatningsgrundlag og samtidig lave omkostninger, ville få et meget lavt beskatningsniveau.
En tilfredsstillende udligningsordning udelukkende ved tilskud fra statskassen til de økonomisk dårligst stillede kommuner kan desuden kun opnås ved anvendelse af meget betydelige statsmidler."
Om lovens virkninger på den kommunale beskatning skal fra lovforslagets bemærkninger fremdrages, at 16 kommuner efter den hidtil gældende ordning havde et beskatningsniveau under 12 pct., og at 39 kommuner havde et beskatningsniveau over 18 pct., medens der efter loven kun vil være 10 kommuner med et beskatningsniveau under 12 pct. og 19 kommuner over 18 pct.
Lovforslaget blev i folketinget behandlet sammen med 3 af socialdemokratiet fremsatte forslag til folketingsbeslutning om 1) gennemlørelse af et skattegrundlagstilskud fog- kommunerne, 2) gennemlørelse af en analyse af kommunernes udgifter med henblik på en tilskudsordning af lovbundne opgaver og 3) etablering af en fast låneordning for udviklings- og vækstkommuner samt et af venstresocialisterne fremsat forslag til folketingsbeslutning om udligning af byrderne mellem kommunerne og forenkling af beskatningen, se nærmere omtalen af disse forslag.
Ved 1. behandling afviste indenrigsministeren de af oppositionen fremsatte forslag, omend han kunne tiltræde den principielle tanke bag det socialdemokratiske forslag om gennemførelse af et skattegrundlagstilskud for kommunerne. For så vidt angik forslaget om en analyse af kommunernes udgifter med henblik på en tilskudsordning af lovbundne opgaver, fandt ministeren en undersøgelse rimelig på det af forslagsstillerne nævnte tidspunkt, nemlig umiddelbart efter den endelige opgavefordelings fastlæggelse, men han stillede sig skeptisk overfor, om analysen bør medføre en tilskudsordning, specielt for så vidt angår de lovbundne opgaver. Ove Hansen (S) gav udtryk for, at regeringen endnu ikke syntes at have forstået de principper for en byrdefordelingsreform, som socialdemokratiet havde nedlagt i sine tre forslag til folketingsbeslutning. Lovforslaget ville kun løse en enkelt side af det samlede problemkompleks. Venstresocialisternes forslag mente han ikke kunne gennemføres i praksis — i hvert fald ville kommunernes selvstyreret efterhånden blive ret begrænset. Såvel Poul Schlüter (K), A. Chr. Andersen (V) som Niels Helveg Petersen (RV) kunne give principiel tilslutning til regeringens lovforslag, som man mente til dels overflødiggjorde de socialdemokratiske forslag. Samtlige tre ordførere afviste venstresocialisternes forslag. Krog Hansen (SF) ville nok erkende, at der i regeringens forslag var forbedringer i forhold til det bestående, men forslaget var slet ikke vidtgående nok. Derimod kunne han i det store og hele give tilslutning til venstresocialisternes forslag, som på mange måder mindede om den skitse, socialistisk folkeparti var fremkommet med i sidste samling. Det socialdemokratiske forslag om skattegrundlagstilskud for kommunerne betegnede han som „lapperier", hvorimod han kunne støtte forslaget om en analyse af kommunernes udgifter med henblik på en tilskudsordning af lovbundne opgaver. Undersøgelsen burde dog påbegyndes, inden opgavefordelingen er fuldført. Sigsgaard (VS) redegjorde nærmere for det af ham og Kjær Rasmussen fremsatte forslag om udligning af byrderne mellem kommunerne og forenkling af beskatningen. Han understregede, at forslaget var udarbejdet på en sådan måde, at kommunernes selvstyre efter hans opfattelse ville blive udvidet i forhold til i dag. Dels var der allerede i dag tale om meget kraftige statsindgreb, dels ville kommunerne efter venstresocialisternes forslag komme til at råde over flere penge fra staten, end der egentlig var brug for, således at der ville blive penge „tilovers" til de kommuner, der vil give borgerne en særlig god service. Han betegnede både regeringens og socialdemokratiets forslag som „lapperier, der, ihvorvel de kan indebære fremskridt, ikke på nogen måde ophæver uretfærdighederne."
I den af folketingsudvalget afgivne betænkning over forslag til lov om kommunal udligning indstillede et flertal (det konservative folkepartis medlemmer med undtagelse af Stæhr Johansen, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) beklagede, at regeringen ikke ville medvirke til gennemførelse af de af mindretallet stillede tre forslag til folketingsbeslutning. Man fandt, at der kun delvis var taget hensyn til forslaget om etablering af en fast låneordning for udviklings- og vækstkommuner i det i realkreditudvalget opnåede forlig. Videre udtalte mindretallet bl. a.:
„Regeringens forslag går alene ud på at løse problemerne for en række mindre kommuner med lavt indkomstgrundlag og høje beskatningsprocenter. Det kan naturligvis være udmærket, men man løser kun en enkelt side af det samlede problemkompleks ved yderligere at forværre situationen på andre måder, idet man pålægger kommuner med højere indkomstgrundlag over en bank at udrede hovedparten af de penge, der skal anvendes — uanset om det er kommuner med lavt udgiftsbehov og uden vækst- og investeringsudgifter, eller det er kommuner med store udgifter til løsning af uddannelses-, børneinstitutions-, jordkøbs- og byggemodningsudgifter.
Indenrigsministeren bar over for udvalget erkendt, at areal/indbygger-tilskuddet, som regeringspartierne alene gennemførte i sidste folketingsår, virker urimeligt i en del tilfælde, hvorfor regeringen nu foreslår ophævelse af areal/indbygger-tilskuddet.
Kommunernes Landsforening har over for udvalget beklaget, at regeringens forslag medfører, at der sættes et kunstigt skel imellem kommunerne, idet kommunerne inddeles i de „rige" kommuner, der skal betale, og de „fattige" kommuner, der skal modtage. Et sådant skel er ulykkeligt for det kommunale samarbejde.
Kommunernes Landsforening ser dog en forbedring i det fremsatte forslag, selv om det ikke løser problemerne.
Mindretallet deler Kommunernes Landsforenings synspunkter og erkender visse fordele i forslaget, men der er ikke taget hensyn til de store strukturforskelle, der er af særlig betydning for kommunernes udgiftsbehov. Mindretallet kan derfor ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, men da der som anført er visse forbedringer i forslaget, vil mindretallet ved 3. behandling af lovforslaget undlade at stemme."
Et andet mindretal (Stæhr Johansen) kunne heller ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, men ønskede nærmere at redegøre for sin stilling ved lovforslagets anden behandling.
Krog Hansen (SF) var ved betænkningens afgivelse fraværende på grund af sygdom.
2. behandling gav påny anledning til udveksling af synspunkter partierne imellem. Stæhr Johansen (KF) oplyste, at han ikke var principiel modstander af en vis udligning, men at han ikke kunne stemme for det foreliggende lovforslag, idet han mente, at en nærmere undersøgelse var tiltrængt ikke mindst i hovedstadsområdet. løvrigt kunne han af principielle grunde ikke støtte lovforslaget, som efter hans opfattelse betød et indgreb i det kommunale selvstyre. Indenrigsministeren anførte bl. a., at han ikke havde anset det for hensigtsmæssigt at foreslå ændringer i den særlige udligningsordning i hovedstadsområdet, før resultatet af hovedstadsreformudvalgets arbejde forelå.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 83 stemmer; 67 medlemmer (S, SF, VS, DK og UP) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.