Luk

Luk
Luk

Luk

B 6 Folketingsbeslutning om beretning angående Nordisk Råds 17. og 18. session 1969 og 1970.

Af:
Samling: 1970-71
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Ved beslutningen, der vedtoges enstemmigt, tog folketinget den nævnte beretning til efterretning.

I folketingsudvalgets betænkning bemærkes, at Nordekplanen på begge i beretningen behandlede rådssessioner var den store sag, hvorom den politiske opmærksomhed samlede sig.

Tilsammen gav de to beretninger en oversigt over arbejdet med Nordekplanen gennem dennes hovedfaser. Efter at Finlands regering 24. marts 1970 havde meddelt, at den i den daværende situation ikke havde forudsætninger for at undertegne traktaten, indstilledes arbejdet på gennemførelsen af Nordek.

Folketingsudvalget understreger, at det trods de betydelige reelle vanskeligheder var lykkedes de nordiske lande i fuld enighed at forhandle sig frem til en løsning, som opfyldte det på forhånd opstillede krav om etablering af en rimelig balance mellem fordele og ulemper for hvert enkelt land.

De herved opnåede resultater og erfaringer ville være af værdi for det fremtidige økonomiske samarbejde i Norden, uanset under hvilke former det ville komme til at foregå.

Af andre sager, som var til behandling på de omhandlede rådssessioner, omtaler betænkningen fra folketingsudvalget optagelsen af repræsentanter for Færøerne og Åland og de heraf følgende ændringer i rådets arbejdsordning.

Betænkningen omtaler endvidere den rekommandation, hvori rådet havde henstillet til regeringerne at gennemføre den revision af Helsingforsaftalen af 1962, som var forberedt af en af statsministrene og rådspræsidiet i fællesskab nedsat organisationskomité. Betænkningen nævner hovedpunkterne i traktatforslaget. (Herom henvises til omtalen af forslag til lov om nordisk samarbejde (side 267), som tilsigter at skabe forudsætning for Danmarks ratifikation af overenskomsten til revision af Helsingforsaftalen. Overenskomsten, der var optrykt som bilag til lovforslaget, omtales i hovedtræk i forbindelse med omtalen af lovforslaget.

Som eksempel på de specialtraktater, der omtales i overenskomsten om revision af Helsingforstraktaten, nævnes i betænkningen den kulturtraktat, rådet vedtog henstilling om på Reykjaviksessionen. (Kulturaftalen er omtalt på side 395, hvortil der henvises).

Betænkningen nævner, at Nordisk Råd forbereder rekommandation om en trafiktraktat.

Om Øresundsproblemerne siges det i betænkningen:

"Øresundsproblemerne, som gennem mange år har beskæftiget rådet, behandledes på ny på rådssessionen i 1969. Der vedtoges en rekommandation, som bl. a. henstillede til Danmarks og Sveriges regeringer i samråd med de andre nordiske lande før 15. juli 1969 at træffe de fornødne beslutninger vedrørende storlufthavn på Saltholm og anlæg af den første faste forbindelse over Øresund. Rekommandationen byggede på en betænkning af trafikudvalget, der for første gang afgav en enstemmig udtalelse i denne sag. Udvalget fandt det i høj grad ønskeligt, at der så snart som muligt blev truffet beslutninger såvel af hensyn til samfundsplanlægningen som af hensyn til transportvæsen og næringsliv i store dele af Norden."

Endelig nævnes abortproblemet og forureningsproblemerne, der har været taget op til behandling på de to sessioner. Udvalget understreger i denne forbindelse det nyttige i, at rådet på denne måde samler den nordiske offentligheds opmærksomhed om problemer af almen betydning, som er af interesse for alle de nordiske lande og kræver fælles nordiske løsninger.

Ved forslagets 1. behandling udtalte Aksel Larsen (SF) sig bl. a. om det ønskelige i, at folketinget fremtidig noget hurtigere fik beretning fra Nordisk Råds sessioner.

Folketinget burde i det hele taget, hvis det anså Nordisk Råd for noget væsentligt, vie det mere opmærksomhed, mere tid og flere kræfter, end det hidtil havde været tilfældet.

Han beklagede, at Nordektraktaten i hvert fald foreløbig var lagt på is, og erindrede i denne forbindelse om, at der ville foreligge et medlemsforslag til Nordisk Råds kommende session om rekommandation til de nordiske landes regeringer om at genoptage arbejdet med Nordek og til Danmarks og Norges regeringer om at trække ansøgningerne om medlemskab i Fællesmarkedet tilbage.

Også spørgsmålet om en storlufthavn på Saltholm og om anlæg af en fast forbindelse over Øresund ville komme til behandling på sessionen, idet et medlemsforslag ville opfordre til, at man nu traf igangsættelsesbeslutning vedrørende Saltholm som forudsætning for en snarlig svensk-dansk beslutning om anlæg af en fast forbindelse mellem København og Malmø.

Ingen andre tog ordet ved forslagets 1. behandling, og ingen bad om ordet ved forslagets 2. (sidste) behandling i folketinget.