Ordføreren for forespørgerne Ivar Nørgaard (S) anførte som baggrund for forespørgslen markedsproblemernes utvivlsomme aktualitet. Det var nødvendigt både for folketinget og for befolkningen at få mest mulig klarhed over, hvordan udviklingen var foregået i fællesmarkedet, og hvilken holdning regering og folketing indtog til de udviklinger, vi i øjeblikket kendte.

Økonomi- og markedsministeren indledte sin besvarelse med nogle bemærkninger om det nordiske samarbejde.

Det var beklagende og skuffende, at planerne om Nordektraktaten var strandet. Nordekaftalens forlis var imidlertid en kendsgerning, og på den baggrund måtte opgaven være at fremme udviklingen af det nordiske samarbejde bedst muligt. Den reviderede Helsingforsaftale, hvorved der bl. a. oprettes et nordisk ministerråd, skulle undertegnes i forbindelse med Nordisk Råds session i februar 1971 og derefter forelægges parlamenterne til ratifikation.

Først efter forhandlingerne med fællesmarkedet ville der kunne føres en realistisk drøftelse af det fremtidige nordiske samarbejde på det økonomiske område. I mellemtiden måtte man fortsætte det hidtidige samarbejde og opretholde en snæver kontakt vedrørende vore forhandlinger i Bruxelles.

Ministeren beskæftigede sig derefter med samarbejdet inden for EFTA og de problemer, der var forbundet med EFTA-landenes forhold til det udvidede fællesmarked. Disse spørgsmåls løsning måtte overvejes i lyset af udviklingen af forhandlingerne med fællesmarkedet.

Herefter gik ministeren over til hovedemnet for redegørelsen, nemlig forhandlingerne med fællesmarkedet i Bruxelles.

Efter at have omtalt de møder, der havde fundet sted, udtalte ministeren, at der var grundlag for at håbe på, at man i løbet af de første måneder af 1971 ville kunne begynde at finde konkrete løsninger på problemerne, så man inden sommerferien havde klarhed over, om forhandlingerne ville lykkes. Først derefter ville man tage fat på de mange mindre problemer. Der var grund til at tro, at hele traktatkomplekset skulle kunne ligge klar ved årsskiftet 1971-72, og året 1972 ville i så fald blive det år, hvor traktaterne ville blive forelagt parlamenterne til ratifikation.

Det væsentligste problem for Danmark var — ligesom for England — overgangsperioden for landbruget og de dertil knyttede finansielle problemer. Det var i Danmarks interesse i løbet af kortest mulig tid at blive deltager i den fælles landbrugspolitik og få afregnet sin landbrugseksport til fællesmarkedspriser. Overgangsperioden måtte være kort og i hvert fald ikke længere end for industrivarer, hvor der fra engelsk side var foreslået en overgangsperiode på 3 år.

Hvad fællestariffen angik, havde Danmark accepteret denne, men fremsat ønske om toldkontingenter for en række varegrupper. Ministeren nævnte en række andre spørgsmål, som ville indgå i Danmarks forhandlinger.

Efter en kort omtale af andre landes forhandlingsproblemer kom ministeren ind på udviklingen inden for fællesskaberne og planerne for den fremtidige udvikling.

Efter regeringens opfattelse var der ingen ny udvikling i fællesmarkedet, der kunne rejse tvivl om rigtigheden af den tidligere trufne beslutning om, at Danmark skulle søge optagelse. Den nye udvikling, der forelå især, med hensyn til planerne om økonomisk og monetært samarbejde og om industripolitik og teknologi måtte opfattes som en direkte konsekvens af det vidtgående samarbejde, der allerede var etableret mellem de seks.

Der var på alle felter tale om mere eller mindre klart definerede målsætninger, som skulle søges opnået inden for visse tidsfrister, der heller ikke var endeligt fastlagt, og det var derfor ikke muligt konkret at svare på, hvad fællesmarkedssamarbejdet kunne tænkes at føre med sig i de kommende årtier.

Der var imidlertid grund til at slå to ting fast: Der var, efter regeringens skøn ikke i de i dag eksisterende planer eller målsætninger noget, der stred mod Danmarks interesser, og Danmark ville som medlem af fællesmarkedet sammen med de øvrige medlemslande være med til at fastlægge forløbet af den videre udvikling.

Efter en omtale af den såkaldte Wernerrapport angående økonomisk og monetær politik og Davignonrapporten om politisk samarbejde i Vesteuropa gav ministeren en redegørelse for de interne forberedelser angående lovændringer m. v. med henblik på en dansk tilslutning.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og økonomi- og markedsministeren — statsministeren, Haunstrup Clemmensen (KF), Per Møller (V), Niels Helveg Petersen (RV), Morten Lange (SF), Sigsgaard (VS), Hanne Reintoft (DK), Kai Moltke (u.p.) og Johan Nielsen (Fær.).

Under forhandlingerne stillede Morten Lange (SF) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1134):

„Folketinget konstaterer, at dansk tilslutning til fællesmarkedet vil umuliggøre en virkelig udbygning af det nordiske samarbejde, og at en dansk tilslutning til fællesmarkedet vil være et alvorligt slag mod vort folkestyre.

Tinget henstiller derfor til regeringen at trække Danmarks optagelsesansøgning tilbage

og går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Sigsgaard (VS) stillede følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1147):

„Idet folketinget træffer principbeslutning om, at der skal nedsættes et oplysningsråd, bl. a. bestående af repræsentanter for alle folketingets partier, som skal virke for,

at hele befolkningen får alsidig og grundig information om EEC, inden eventuel beslutning om dansk indtræden træffes, og

at tilhængere og modstandere af EEC får lige muligheder — også økonomisk — for at informere og argumentere over for hele befolkningen,

pålægger det statsministeren i samarbejde med folketingets præsidium at udarbejde og inden 1. januar 1971 fremsætte forslag til folketingsbeslutning, indeholdende forslag til nærmere bestemmelser om rådets sammensætning, arbejdsområde, udgiftsramme m. v.

og går dermed over til den næste sag på dagsordenen."

Endelig stillede Ivar Nørgaard (S) på socialdemokratiets, det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres vegne følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1178):

„Idet folketinget stærkt beklager, at Nordektraktaten ikke blev ført ud i livet, og opfordrer regeringen til at styrke bestræbelserne for videst muligt nordisk samarbejde og samordnet optræden, og idet folketinget bekræfter den af tinget den 11. maj 1967 vedtagne dagsorden, hvorefter regeringen bemyndiges til at genoptage forhandlingerne om dansk medlemskab af De europæiske Fællesskaber sammen med Storbritannien, og hvori der udtrykkes forventning om, at også de øvrige skandinaviske lande løser deres samarbejdsforhold med De europæiske Fællesskaber, tager tinget markedsministerens redegørelse for det fortsatte nordiske samarbejde og forhandlingerne med De europæiske Fællesskaber til efterretning

og går dermed over til næste punkt på dagsordenen."

Det sidstnævnte dagsordensforslag vedtoges med 119 stemmer (S, KF, V og RV) mod 13 (SF, VS, DK og Kai Moltke).

Hermed bortfaldt det af Morten Lange og det af Sigsgaard stillede forslag om motiveret dagsorden.