Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Haunstrup Clemmensen, Asger Jensen, Langkilde [formand], Clara Munck, Nordqvist, Martin Pedersen, Helge von Rosen, Niels Andersen [næstformand] (fra 11/11 Kofoed), Jens Foged, Jens Frandsen (fra 14/1 Niels Andersen), Grünbaum, Lis Groes, Ove Hansen, Per Hækkerup, Egon Jensen, Hans Lund og Ømann.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven foretages en samlet revision af reglerne om de skattemæssige vilkår for pensionsordninger, livsforsikiinger, indekskontrakter m. v. Loven afløser således den hidtidige lov herom, lov om beskatningen af renteforsikringer m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 314 af 1. juli 1970, fra lovens ikrafttrædelsesdato, 1. januar 1972.

Lovens første afsnit omfatter de ordninger, som behandles efter de særlige pensionsbeskatningsregler. Disse regler går i korthed ud på, at ejerens egne indbetalinger er fuldt fradragsberettigede, ligesom indbetalinger fra hans arbejdsgiver ikke skal medregnes til arbejdstagerens skattepligtige indkomst. Til gengæld skal løbende udbetalinger, d. v. s. pension, livrente, overlevelsesrente eller invaliderente, til sin tid medregnes i den skattepligtige indkomst. Hvis ordningen går ud på udbetaling af en pensionskapital, skal der svares en afgift heraf på 25 pct. ved pensionsbegivenhedens indtræden. De særlige pensionsbeskatningsregler er udtryk for, at beskatningen af den del af indtægten, som henlægges til pensionsformål, udskydes fra indtjeningstidspunkterne til udbetalingstidspunkterne. Hvis en ordning, som er omfattet af disse regler, ophæves i utide, skal der svares en afgift, evt. tillige en tillægsskat, jfr. nedenfor, hvorved den opnåede skattemæssige gevinst tilbagebetales.

De ordninger, som omfattes af pensionsbeskatningsreglerne, er nærmere beskrevet i loven. Det drejer sig dels om den egentlige tjenestemandspension og hermed ligestillede (kommunale) pensionsordninger samt pension fra en statsunderstøttet pensionskasse, dels om pensionskasseordninger, som er under tilsyn efter pensionskasseloven, og pensionsforsikring, d. v. s. livrente, overlevelsesrente og børnepensionsforsikring. Endvidere er under pensionsbeskatningsområdet medtaget indeksordninger, rateforsikring i pensionsøjemed, kapitalforsikring i pensionsøjemed og kapitalopsparing i pensionsøjemed.

Lovens afsnit II omfatter de forsikringer og opsparingsordninger, som ikke er undergivet de særlige pensionsbeskatningsregler, men hvor der er begrænset fradragsret for præmier eller indskud. Det drejer sig først og fremmest om den almindelige — private — kapitallivsforsikring og indskud på børneopsparingskonti og selvpensioneringskonti; men også anden livsforsikring, som ikke opfylder betingelserne i lovens afsnit I, behandles efter reglerne i afsnit II ligesom de ordninger, der nok opfylder betingelserne, men som af den pågældende er valgt henført til det begrænsede fradrag med den virkning, at de løbende udbetalinger til sin tid kun skal beskattes for 70 pct.s vedkommende.

Desuden indeholder loven nye regler om de såkaldte hjælpe- og understøttelsesfonds.

Under folketingsbehandlingen af lovforslaget blev der ifølge et ændringsforslag i folketingsudvalgets tillægsbetænkning tilvejebragt hjemmel for, at pensionskassernes gruppelivsordninger i skattemæssig henseende holdes uden for den egentlige pensionskasseordning, således at denne bevarer sin status som en pensionsordning med løbende udbetalinger, omfattet af lovens afsnit I, medens gruppelivsforsikringen behandles efter reglerne om private kapitalforsikringer i lovens afsnit II.

Foruden den systematiserede og detaljerede beskrivelse af de forskellige ordninger og de skattemæssige vilkår, som ikke i sig selv medfører væsentlige ændringer i de hidtidige regler, indeholder loven på en række punkter ændringer i de hidtidige regler, hvor disse har vist sig at være utilstrækkelige til at forhindre, at ordningerne benyttes til rent skattebesparende formål.

Det fastslås f. eks., at en ordning, som ønskes behandlet efter pensionsbeskatningsreglerne, ikke må give ret til udbetalinger før opnået pensionsalder eller ved død eller invaliditet forinden, at en sådan ordning ikke må overdrages eller belånes, og at den skal tilhøre og være oprettet til fordel for ejeren eller, ved ejerens død, hans ægtefælle eller børn under 24 år.

For kapitalforsikring og opsparing i pensionsøjemed er det fastsat, at alle indbetalinger skattemæssigt skal behandles som arbejdsgiverbidrag, og at der højst kan indbetales 15 pct. af arbejdstagerens lønindtægt — for arbejdstagere over 45 år dog 20 pct. — og højst 30.000 kr. årlig, hvilket beløb pristalsreguleres.

Endvidere er afgiften ved ophævelse i utide skærpet. Efter de hidtidige regler svares der 25 pct. afgift af udtrædelsesgodtgørelser, tilbagekøbsværdier, konverteringssummer og indeksopsparing, medens der ved udbetaling af kapitalpension svares 35 pct. Efter de nye regler er afgiften ved ophævelse i utide overalt 35 pct., d. v. s. at afgiften har nogenlunde samme højde som grænsebeskatningsprocenten for flertallet af skatteydere. For så vidt angår rateforsikringer og de i lovens §§ 2, 5 og 7 omhandlede forsikringer med løbende udbetalinger, hvor selv en afgiftsprocent på 35 vil være utilstrækkelig til at forhindre, at disse forsikringsformer kan benyttes alene eller hovedsagelig for at skaffe sig et skattefradrag, er der indført en tillægsskat, som skal betales, når indtægten i ophævelsesåret med tillæg af udbetalingen er så høj, at grænsebeskatningsprocenten overstiger 35. Tillægsskatten fastsættes i det konkrete tilfælde til en sådan højde, at den med tillæg af afgiften på 35 pct. svarer til det beløb, hvormed den almindelige indkomstskat ville være forøget, hvis det afgiftspligtige beløb var medregnet i den skattepligtige indkomst. For de i lovens §§ 2, 5 og 7 omhandlede forsikringer er det dog bestemt, at finansministeren kan udforme regler om fritagelse for tillægsskatten i tilfælde, hvor et tilbagekøb af en sådan forsikring er rimeligt begrundet.

For indekskontrakter på opsparingsbasis, der er tegnet den 6. maj 1971 eller senere, er der sket den yderligere skærpelse, at fradragsretten for indbetalingerne samt formue- og indkomstskattefriheden for henholdsvis indestående og rentetilskrivninger skal annulleres, såfremt den pågældende ophæver kontrakterne inden 5 år efter udløbet af oprettelsesåret. For ældre kontrakter bevares den hidtidige tidsfrist på 2 år. Den skærpede regel indføjedes i loven under folketingsbehandlingen efter ændringsforslag i folketingsudvalgets betænkning.

Forhøjelsen af afgiften ved ophævelse i utide samt ved overdragelse og belåning af pensionsordninger m. v., der omfattes af lovens afsnit I, bortset fra opsparing i pensionsøjemed, samt beskatning med tillægsskat skal ikke finde anvendelse på den del af udbetalingen eller ordningens værdi, som hidrører fra indbetalinger før lovens ikrafttræden. De nye regler vil derimod, også for ordninger, der er oprettet før lovens ikrafttræden, finde anvendelse på indbetalinger efter lovens ikrafttræden.

Også denne bestemmelse var ændret under folketingsbehandlingen. Efter den formulering, som lovforslaget havde ved fremsættelsen, skulle de pågældende regler finde fuld anvendelse også for ordninger, der var oprettet før lovens ikrafttræden. Ændringen blev efter forslag i folketingsudvalgets betænkning vedtaget ved lovforslagets 2. behandling med 84 stemmer mod 58.

Loven opretholder det hidtil anvendte princip, hvorefter fradrag for præmier, bidrag, indskud m. v. foretages i den skattepligtige indkomst. Ved lovforslagets fremsættelse var finansministeren inde på dette spørgsmål, idet han udtalte:

„Ved behandlingen i foråret af forslaget om en forhøjelse af det begrænsede fradrag blev spørgsmålet rejst, om dette indkomstfradrag ikke burde laves om til et fradrag i selve skatten. De undersøgelser, jeg i den anledning lod foretage, viste, at en sådan ordning ville blive meget kompliceret at administrere; men jeg stillede i udsigt, at skattedepartementet og kildeskattedirektoratet ville arbejde videre med spørgsmålet. Disse nærmere undersøgelser er nu foretaget, og et notat om spørgsmålet vil blive tilstillet det folketingsudvalg, som skal behandle lovforslaget."

Lovforslaget byggede ved sin fremsættelse på en betænkning (nr. 419/1966), som er afgivet af et i oktober 1960 af den daværende finansminister nedsat udvalg.

Udvalgsbetænkningen indeholder et lovudkast, der dog i et vist omfang blev omarbejdet inden lovforslagets fremsættelse i folketinget, til dels som følge af mellemkomne ændringer i skattelovgivningen, men også derudover var der foretaget ændringer i udkastets regler.

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget omtalte Grünbaum (S) de urimeligheder, der var foregået i forbindelse med misbrug af skattefordelene ved annuitetsforsikringer. Der var stor offentlig interesse om sagen, og man havde set frem med stor forventning til lovforslaget. Han anerkendte de fremskridt, som lovforslaget indebar både med hensyn til forenkling og med hensyn til reglernes indhold. Han kunne dog have ønsket, at lovforslaget i flere henseender var gået endnu videre. Skulle der virkelig sættes ind over for skattespekulationen, var det ikke nok med en afgift på 35 pct. Man måtte op på 40-45 pct. for at dæmme op for misbrugene. Grünbaum var tilfreds med tillægsskatten, men forstod ikke, hvorfor ikke også indeksordningerne skulle tillægsbeskattes, således som det var foreslået af pensionsbeskatningsudvalget. I øvrigt mente han, at indeksordningerne helt burde have været ophævet i forbindelse med indførelsen af den fulde folkepension. Med hensyn til fradragssystemet var lovforslaget en skuffelse. Der skulle ryddes op i fradragsjunglen, og her var chancen. Det var ikke rimeligt, at mere velstillede skatteydere fortsat skulle have større skattefordel af en bestemt opsparing end de mindre velstillede.

Også Haunstrup Clemmensen (KF) havde mange anerkendende ord om lovforslaget, selv om han kunne have ønsket, at man var nået videre med forenklingen. Det var vigtigt på enhver måde at søge at forøge opsparingen og dermed skabe et mere sikkert fundament for den økonomiske vækst, men de foreslåede skærpelser fandt han under hensyn til de misbrug, der var foregået, forståelige og velbegrundede. Hvad angik indeksordningerne fandt han ikke, at de frembød nogen større misbrugsrisiko. Der var jo sat grænse for, hvor mange kontrakter man kunne oprette, og da ordningerne udnyttedes af en meget bred del af befolkningen, lagde man fra hans partis side vægt på, at ordningerne opretholdtes.

Niels Andersen (V) udtalte sig i det væsentlige på linje med Haunstrup Clemmensen. Han gik ind for, at der for indekskontrakternes vedkommende blev adgang til ophævelse mod en afgift på kun 25 pct. i tilfælde af invaliditet og død. Han advarede i øvrigt mod de gentagne forandringer af reglerne for opsparingsordninger. Det skabte usikkerhed hos borgerne og gjorde ordningerne mindre tiltrækkende.

For Nordqvist (RV) var det et spørgsmål, om der virkelig var behov for de mange forskellige ordninger, som lovforslaget omhandlede. I hvert fald burde man nok kun tillade de allerede kendte og beskrevne former; så risikerede man ikke, at loven blev omgået ved, at man fandt på nye former, som kunne udnyttes til skattefiduser. Han så med nogen skepsis på indeksordningerne, men den stadige inflation gav i hvert fald en saglig begrundelse for dem. Den tilbagevirkende kraft, som var foreslået, var han betænkelig over. Under udvalgsbehandlingen i folketinget måtte man søge at finde en formulering, der kunne fjerne de juridiske betænkeligheder herved.

Ømann (SF) var enig med Grünbaum i, at en afgift på 35 pct. var for lille. Lovforslaget gav imidlertid al mulig anledning til en samlet overvejelse af problemerne. Der var her tale om skatteregler, der havde til virkning, at visse befolkningsgruppers dispositioner påførte andre befolkningsgrupper en merskat. Hvorfor skulle ordningerne overhovedet give ret til fradrag? De kunne sidestilles med folkepensionen, men folkepensionsbidraget var jo ikke fradragsberettiget. I øvrigt fandt han det urimeligt, at fradragene gavnede de rige mere end de mindre rige. Under udvalgsbehandlingen i folketinget ville han først og fremmest interessere sig for at blotlægge, hvilke sociale skævheder ordningerne i deres helhed medførte.

Hanne Reintoft (DK) betragtede loven som en fiduslov, der kun fremmede de velstillede på bekostning af dem, der betaler den fulde skattebyrde. Selve skattebetalingen var efterhånden blevet et yndet spekulationsobjekt, og denne udvikling kunne hun ikke acceptere. Loven skulle helt ophæves, så de med de bredeste skuldre kom til at bære byrderne.

Efter 1. behandling påfulgte en langvarig og indgående udvalgsbehandling. Det fremgår af udvalgets betænkning, at man i udvalget har beklaget, at lovforslaget var så kompliceret, at det ville være vanskeligt for den almindelige skatteyder at overskue reglerne. For at afbøde virkningen heraf stillede finansministeren en række ændringsforslag, der tilsigtede tydeliggørelser, ligesom ministeren gav tilsagn om at ville overveje at lade udarbejde en vejledning til borgerne.

Betænkningen indeholder yderligere en lang række ændringsforslag, hvoraf de vigtigste er omtalt i det foregående. De fleste af ændringsforslagene var tiltrådt af hele udvalget. Den ovenfor omtalte ændring af den oprindelige bestemmelse om en vis tilbagevirkende kraft kunne dog ikke tiltrædes af socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget. Dette mindretal kunne slet ikke tilslutte sig betragtningerne om, at de omhandlede bestemmelser havde en vis tilbagevirkende kraft, idet en sådan opfattelse efter mindretallets mening ville stille sig hindrende i vejen for andre rimelige ajourføringer af skattelovgivningen. I øvrigt støttede mindretallet sig til finansministerens bemærkninger om dette spørgsmål ved lovforslagets fremsættelse.

I en mindretalsudtalelse beklagede de socialdemokratiske medlemmer af udvalget, at man ikke i udvalget havde haft mulighed for drøftelse af spørgsmålet om en forenkling af fradragene med samtidig skattemæssig ligestilling. En sådan ligestilling kunne opnås ved, at fradragene blev givet i skatten med f. eks. 50 pct. af opsparings- eller præmiebeløbene.

Socialistisk folkepartis medlem af udvalget gav i sin mindretalsudtalelse udtryk for ønsket om en gennemgribende reform af hele det omhandlede fradragsområde, der i lovforslaget efter mindretallets mening var behandlet på en socialt uforsvarlig måde. De statsstøttede private forsikringer burde indarbejdes i et kommende almindeligt alders- og invalidepensionssystem, og statsstøtten burde administreres af de pågældende forsikringsinstitutter som en fast procentdel af præmien. Mindretallet stillede i betænkningen ændringsforslag om, at en bestemmelse herom indføjedes i lovforslaget, men ved 2. behandling forkastedes ændringsforslaget med 84 stemmer mod 11. 48 medlemmer undlod at stemme.

Sammen med det socialdemokratiske mindretal stillede socialistisk folkepartis medlem af udvalget endvidere ændringsforslag om indføjelse i lovforslaget af en paragraf, hvorefter adgangen til at tegne indekskontrakter skulle ophøre fra den 10. maj 1971. Dette ændringsforslag forkastedes ved 2. behandling med 84 stemmer mod 59.

De to mindretal var yderligere begge forslagsstillere til en lang række andre ændringsforslag, der imidlertid alle forkastedes ved lovforslagets 2. behandling. Dette gælder således nogle ændringsforslag om forhøjelse af afgiftssatsen på 35 pct. til 40 pct., nogle ændringsforslag, der tilsigtede at gøre indeksordninger tillægsskattepligtige, og et ændringsforslag, der gik ud på at indføre en beløbsgrænse på 30.000 kr. pr. år for indbetalinger på rateforsikringer i pensionsøjemed.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget herefter med de af finansministeren foreslåede ændringer enstemmigt med 82 stemmer. 58 medlemmer (S, SF, VS, DK, Rosing og Djurhuus) undlod at stemme.