L 133 Lov om ændring af lov om uddannelse af lærere til folkeskolen.

Af: Undervisningsminister Helge Larsen () Undervisningsminister og Helge Larsen ()
Samling: 1970-71
Status: Stadfæstet
Lov nr. 68 af 03-03-1971
Efter 1. behandling henvist til udvalget for undervisning og uddannelse.

Loven indskrænker seminariernes pligt til at tilbyde de studerende kursus eller studiekredse som frilæsning til alene at bestå for emner, der peger mod folkeskolen. Hvilke emner der kan godkendes som frilæsningsemner, fastsættes efter forhandling mellem undervisningsministeren og seminarierådet.

Loven træder i kraft den 1. august 1971 og indeholder den overgangsbestemmelse, at for studerende, der modtager undervisning efter 1954-loven, opretholdes frilæsningen efter de hidtil gældende regler, idet den her kan supplere den gamle uddannelse i forhold til uddannelsen efter 1966-loven. Endvidere ændrer loven læreruddannelseslovens § 21, således at videre uddannelse i legemsøvelser foruden at kunne foregå på Danmarks højskole for legemsøvelser også kan foregå ved et universitet eller universitetscenter.

Lovforslaget gik i sin oprindelige formulering ud på helt at afskaffe seminariernes pligt til at tilbyde de studerende frilæsning i form af kursus eller studiekredse.

Under udvalgsarbejdet fandt man, at det var muligt at bevare frilæsningen i det ovenfor skitserede omfang. Betænkningen indeholder ændringsforslag sigtende herpå, stillet af undervisningsministeren. Af udvalgets betænkning fremgår endvidere, at udvalget er enigt med undervisningsministeren i, at der udover de i loven nævnte betingelser for godkendelse af frilæsningsemner administrativt må fastsættes bestemmelser om antal hold og timetal i det enkelte emne, om, at et oprettet hold kun vil kunne fortsætte, når det faktiske deltagerantal i gennemsnit ligger over en nærmere fastsat grænse, og om, hvor mange frilæsningsemner den enkelte studerende må optage.

Ved 2. behandling vedtoges de af undervisningsministeren stillede og af udvalget tiltrådte ændringsforslag, hvorefter loven ved 3. behandling vedtoges med 115 stemmer, medens 2 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Orla Møller (S), Knud Nielsen (S), Ellen Strange Petersen (KF), Anna Sejerøe-Olsen (V), Meta Ditzel (RV), Poul Dam (SF) og Erik Sigsgaard (VS)