Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved lovforslaget foresloges lov om leje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 385 af 4. juli 1969, som ændret ved lov nr. 206 af 21. maj 1969 § 69, stk. 2, nr. 16, ændret således, at samtlige fravigelige bestemmelser i loven gøres ufravigelige.

Samtidig foresloges den nugældende bestemmelse i § 43, stk. 1, ændret således, at forhøjelser af ejendomsskatter, der skyldes almindelige eller ekstraordinære vurderinger, der ansætter højere ejendomsværdi, ikke kan pålægges lejerne.

Om begrundelsen for forslaget anførte forslagsstilleren ved fremsættelsen bl. a.:

„De foreslåede ændringer tager sigte på at hindre de urimelige kontraktlige vilkår, mange lejere må underkaste sig for at få en bolig. I alle nyere lejemål er der i kontrakterne indføjet en række forpligtelser, der gør lejemålet betydelig mere byrdefuldt for lejeren, end lovens bestemmelser faktisk indebærer. Reglerne om, at boligministeren skal autorisere lejekontrakter, for at de kan være gyldige, mister deres betydning, når husejerne blot kan indføje alle mulige betingelser i kontrakterne.

Forslaget bryder med det hidtil gældende princip, at de fleste af lejelovens bestemmelser er fravigelige. Efter lovforslaget gøres samtlige bestemmelser ufravigelige og yder således lejeren betydelig mere støtte end de nugældende regler.

Den anden ændring, der indeholdes i forslaget, betyder en tilbagevenden til praksis for en halv snes år siden. Det kan ikke være rimeligt, at husejere, der er udlejere, skal have betalt de skatteforhøjelser, der er betinget af forøget ejendomsværdi. Når ejendommen ved vurdering sættes op i ejendoms- og grundværdi, betyder det faktisk en reel formueforøgelse for ejeren. Formueforøgelsen kan enten kapitaliseres ved belåning eller ved salg af ejendommen. Det kan ikke være sagligt rigtigt, at lejerne skal betale for den kapitalgevinst, der tilgår ejeren, eller således faktisk betale ejerens formueskat."

Lovforslaget kom i folketinget til 1. behandling sammen med to andre af forslagsstilleren fremsatte lovforslag: forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene og forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri. Sammen med disse sager forhandledes endvidere to af socialdemokratiet fremsatte forslag på boligområdet: forslag til lov om ændring af lov om boligsikring og forslag til folketingsbeslutning om langtidsplanlægning af boligbyggeriet, rentesikring, lejerindflydelse, gennemførelse af konsulentordning for lejere, ejerlejligheder, fri bytteret af lejligheder, ophævelse af reglerne om genudlejningsforhøjelser og støtten til saneringsramte.

Ved 1. behandlingen kunne boligministeren ikke anbefale at støtte forslaget, som ville indebære, at alle lejeaftaler skulle indgås på samme vilkår, således at der ikke ville blive plads til de afvigelser, som ikke blot udlejerne, men også lejerne erkendte nødvendigheden af.

Med hensyn til forslaget om ændring i reglen om lejeforhøjelse ved skatteforhøjelse henviste ministeren til, at den gældende regel, der giver mulighed for, at ejendomsskatterne kan udlignes på lejerne, var tilvejebragt efter forhandling mellem grundejernes og lejernes organisationer. Man havde tidligere haft den begrænsning, som nu påny foresloges, men den var blevet opgivet, da den førte til åbenbart urimelige resultater.

Forslaget gav iøvrigt ikke anledning til mange bemærkninger. Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til folketingets boligudvalg, som imidlertid ikke afgav betænkning over det.