Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Ved lovændringen er lov nr. 318 af 18. juni 1969 om sanering blevet ændret på en række punkter. Ændringerne er overvejende af praktisk karakter og begrundet dels i praktisk indhøstede erfaringer siden saneringslovens ikrafttræden, dels i at realkreditreformen, der blev gennemført efter saneringsloven, nødvendiggjorde visse ændringer i saneringslovgivningen.
De væsentligste ændringer går ud på følgende:
Der er gennemført en forenkling af saneringsproceduren ved at slå det foreløbige og det endelige tilsagn om statsstøtte på grundlag af henholdsvis en foreløbig og en endelig finansieringsplan sammen til ét tilsagn på grundlag af en finansieringsplan. Ændringen skyldes et ønske herom af saneringsselskaberne.
Endvidere er der givet adgang til bedre støttemuligheder til ombygninger m. v., som er påbudt i en saneringsplan. Hidtil har der kunnet ydes støtte til en sådan ombygning i henhold til lov om boligbyggeri med de begrænsninger, der følger af realkreditloven. Ved lovændringen er der givet adgang til at yde dels midlertidige lån med karakter af byggelån til de påbudte ombygninger, dels et endeligt lån med en kort afdragstid på 10 år, for begge låns vedkommende til markedsrente.
Herudover er gennemført en ændring af reglerne om afvikling af saneringslån, således at det sikres, at disse lån — bortset fra som hidtil et 20-årigt statslån til kommunen til finansiering af kommunens andel af saneringstabet — skal være afviklet senest 2 år efter saneringens afslutning.
På grundlag af erfaringerne i en konkret saneringssag er endvidere gennemført regler om, at de private grundejere, der rammes af en saneringsplan, skal have oplysning om deres retsstilling.
Som den sidste af de mere væsentlige ændringer, der var foreslået i det oprindelige lovforslag, nævnes bestemmelser om, at den sanerende kommune eller saneringsselskab skulle have fortrinsret til at leje ledigblevne lejligheder i ejendomme, der er omfattet af en godkendt saneringsplan. Bestemmelserne skulle lette genudlejningen og iøvrigt muliggøre udleje til f. eks. enlige under uddannelse eller gæstearbejdere.
Under udvalgsarbejdet i folketinget blev de foreslåede regler herom ændret på en række punkter, således at de nu har fået følgende affattelse (lovens § 55, stk. 2-6):
"Stk. 2. Efter at en saneringsplan er bekendtgjort for ejerne af de ejendomme, der omfattes af planen, skal lejemål om lejligheder, der bliver ledige, inden de skal rømmes af hensyn til saneringens gennemførelse, tilbydes kommunen eller saneringsselskabet, før udlejning kan foretages til andre. Har udlejeren afsluttet lejemål uden at tilbyde lejligheden til kommunen eller saneringsselskabet, kan kommunalbestyrelsen forlange lejemålet ophævet. Kommunen eller saneringsselskabet kan fremleje sådanne lejligheder, uden at reglerne i stk. 1 finder anvendelse.
Stk. 3. I ejendomme, der omfattes af en godkendt saneringsplan og ejes af kommunen eller saneringsselskabet, kan lejligheder, der bliver ledige, inden de skal rømmes af hensyn til saneringens gennemførelse, genudlejes, uden at reglerne i stk. 1 finder anvendelse.
Stk. 4. Lejligheder, som er blevet rømmet af hensyn til en sanering eller med henblik på gennemførelsen af gade- og vejanlæg eller andre offentlige anlæg, og som findes i ejendomme ejet af staten, en kommune eller et saneringsselskab, kan genudlejes, uden at reglerne i stk. 1 finder anvendelse.
Stk. 5. Fremleje i henhold til stk. 2 og genudlejning i de i stk. 3 og 4 omhandlede tilfælde kan uanset reglerne i § 10, stk. 1, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene ske tidsbegrænset eller med et nærmere fastsat opsigelsesvarsel og kan foretages uden iagttagelse af reglerne i nævnte lovs kap. VI og § 60, stk. 1, nr. 1 og 5. Ved genudlejning i de i stk. 4 omhandlede tilfælde kan det endvidere uanset reglerne i nævnte lovs § 10, stk. 1, § 12 og § 23 aftales, at pligten til indvendig vedligeholdelse påhviler lejeren, og lejen kan fastsættes uden huslejenævnets godkendelse.
Stk. 6. Når en lejlighed, der ønskes genudlejet under anvendelse af de særlige regler i stk. 5, er omfattet af et forbud i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn, skal boligtilsynet på ejerens begæring tage stilling til, om fristen for forbuddet kan forlænges. Er fristen fastsat af boligtilsynsrådet, træffes afgørelsen dog af boligtilsynsrådet. Fristen kan kun forlænges, hvis den oprindelig er fastsat til 4 år eller derover, og hvis fortsat benyttelse af lejligheden ikke skønnes at være uforsvarlig."
I sin betænkning lagde boligudvalget, der behandlede lovforslaget, stor vægt på, at ordningen i praksis administreredes således, at der i de tilfælde, hvor nogle lejligheder i en ejendom udlejes midlertidigt, medens andre lejligheder fortsat bebos af de oprindelige beboere, tages afgørende hensyn til de sidstnævnte. Udvalget opfordrede derfor boligministeren til at understrege dette forhold over for kommunerne og saneringsselskaberne. Udvalget understregede samtidig, at ordninger om midlertidig husning i saneringsejendomme ikke må forhindre eller forsinke planlagte saneringer.
Endelig skal nævnes, at der under udvalgsbehandlingen mellem 2. og 3. behandling gennemførtes ændringer af saneringslovens § 64, der tilsigter at lette genhusningen af saneringsramte ved at give kommunen adgang til at forlænge afdragsperioden for huslejetilskud fra 5 til 10 år i de tilfælde, hvor den saneringsramtes fremtidige husleje også efter fradrag af boligsikring udgør mere end 20 pct. af husstandsindkomsten. For at få en mere smidig overgang fra den lave til den høje husleje er den årlige nedsættelse af huslejetilskuddet i disse tilfælde formindsket fra 20 til 10 pct.
Endvidere er åbnet adgang til at yde huslejetilskud til familier, som ved at fraflytte en forholdsvis billig lejlighed skaffer en saneringsramt familie en bolig til en overkommelig pris og derved bidrager til at lette genhusningen. Summen af de huslejetilskud, der kan ydes til husstande, der deltager i genhusningen, er dog begrænset til det beløb, der ville kunne være ydet til den saneringsramte husstand, hvis denne f. eks. selv var flyttet ind i nybyggeriet. Støtten til de husstande, der deltager i rokeringen, ydes endvidere kun i tilfælde, hvor huslejen uden boligsikring ville overstige 20 pct. af husstandsindkomsten. Det er en forudsætning for ydelse af støtte efter denne bestemmelse, at ansøgeren kan dokumentere, at genhusning af en saneringsramt familie er rokeringens hovedformål.
Loven trådte i kraft den 1. juli 1971.
I forbindelsen med fremsættelsen af lovforslaget gav boligministeren en redegørelse for udviklingen, siden saneringsreformen blev vedtaget.
Ved 1. behandlingen kunne samtlige ordførere bortset fra Sigsgaard (VS) tilsige velvillig støtte til lovforslagets gennemførelse, idet dog flere af ordførerne fremhævede, at der var spørgsmål i saneringsproblematikken, man måtte se nærmere på under det kommende udvalgsarbejde.
Som refereret ovenfor resulterede udvalgsarbejdet i en række ændringer i det oprindelige lovforslag.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 125 stemmer; 4 medlemmer (VS, DK og Grønl.) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.