Efter 1. behandling henvist til udvalg på 21 medlemmer: Poul Schlüter, Haunstrup Clemmensen, Erik Hansen (Vejle amt), Asger Jensen, Stetter (formand), Jens Foged, A. Chr. Andersen, Niels Andersen (næstformand), Enggaard, Niels Helveg Petersen, Martin Pedersen, Helge von Rosen, Grünbaum, Lis Groes, Ove Hansen, Lysholt Hansen, Per Hækkerup, Egon Jensen, Hans Lund, Axel Ivan Pedersen og Ømann.
Loven har følgende ordlyd:
„For kalenderåret 1972 udskrives indkomstskatten for personer med 91 pct. af grundbeløbet efter § 3, stk. 1, i lov nr. 330 af 18. juni 1969 om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten."
Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om sømandsskat og forslag til lov om den kommunale og amtskommunale beskatning for regnskabsåret 1972-73.
Ved lovforslagets fremsættelse i folketinget udtalte finansministeren bl. a. følgende:
"... Resultaterne af den stramme finans- og pengepolitik, der er ført det sidste år, er nu ved at blive synlige. Jeg kan her henvise til økonomiministerens redegørelse; jeg skal kun tilføje, at udviklingen har bekræftet, at det var rigtigt at udskyde afgørelsen vedrørende udskrivningsprocenten til september, hvor vi har et klarere billede af udviklingen, end vi ville have haft i maj måned. Opgaven er at videreføre den opretning af betalingsbalancen, som nu tegner sig, og at gøre dette med bibeholdelse af den høje beskæftigelse. Dette er baggrunden for, at regeringen foreslår udskrivningsprocenten fastsat uændret til 91. Finansplanen viser, at dette indebærer en fortsat stram finanspolitik, men dog således, at der sker en svag lettelse svarende til, at det indre efterspørgselspres er fjernet.
De tal i finansplanen, man navnlig bør hæfte sig ved i denne forbindelse, er overskuddet på drifts-, anlægs- og udlånsbudgettet. For indeværende finansår regner vi med, at dette overskud bliver godt 3½ milliard kr. — et meget stort tal, der skal sammenlignes med knap 3½ milliard kr. i sidste finansår, 1970-71, og med kun 50 mill. kr. i det foregående. Skønnene for næste år, altså 1972-73, peger på et overskud på drifts-, anlægs- og udgiftsbudgettet på godt 3 milliarder kr., altså en reduktion af størrelsesordenen ½ milliard kr. Det er vigtigt, at denne lille lempelse afspejler ikke blot en langsommere vækst i de samlede statsindtægter, men også en dæmpet vækst i statens udgifter og dermed en neddæmpning af den efterspørgselsvirkning, der udgår direkte fra statens udgiftsdispositioner.
Om kasseoverskuddet, der indtager en alt for stor plads i den politiske diskussion, skal jeg kun sige, at det fra 1971-72 til 1972-73 skønnes at ville bevæge sig på samme måde som overskuddet på drifts-, anlægs- og udlånsbudgettet, men jeg vil ikke afvise, at der i de to finansår kan ske kortvarige udsving i rytmen i indbetalinger og udbetalinger, som kan ændre dette billede. Sådanne kortfristede lik- viditetsudsving, der bl. a. afspejler sig i statskassens mellemværende med Nationalbanken, er uden betydning for den konjunkturpolitiske vurdering af statsbudgettet.
Når de omtalte forskydninger på statsbudgettet sammenholdes med de forventede virkninger af indgrebene over for kommunerne, må man nå frem til det resultat, at der fortsat vil blive ført en stram finanspolitik, men i modsætning til tidligere er stramningen især opnået ved indgreb på udgiftssiden og ikke ved at dreje en ekstra omgang på skatteskruen.
Det vil fortsat være nødvendigt, at finanspolitikken suppleres med en stram pengepolitik, både for at holde den indre efterspørgsel i ave og af hensyn til den direkte sammenhæng mellem pengepolitikken og valutapolitikken..."
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget gav Grünbaum (S) tilslutning til, at der førtes en stram finanspolitik også i 1972, idet han dog betonede, at der heri ikke lå nogen som helst anerkendelse af den økonomiske politik, som regeringen har ført. Det var alene regeringens ansvar, at man var kommet så langt ud med den økonomiske situation. Regeringen havde groft overspillet skattepolitikken til skade for opsparingen og med den følge, at lønglidningen var blevet større, end den ellers ville være blevet. Den stramme skattepolitik og den stramme kreditpolitik havde lagt et kvælertag omkring dansk produktion og havde medført betydelig stigning i arbejdsløsheden. For at komme væk fra de høje skatter udkrævedes imidlertid en ny økonomisk politik, der på en langt smidigere måde styrede kapitalen hen til de områder inden for erhvervslivet, hvor man kunne regne med muligheder for ekspansion. Han ville dog ikke tage endelig stilling til udskrivningsprocenten, før han i udvalget havde set på den samlede beskatning og havde set en oversigt over skattetrykket, ikke blot i procent af nationalindkomsten, men også i form af trækprocenter.
Poul Schlüter (KF) tilsluttede sig lovforslaget, idet han fremhævede, at man nu var fremme ved et af de hovedmål, som hans parti havde sat sig ved regeringsdannelsen: at stigningen i statens udgifter ikke oversteg stigningen i produktiviteten i samfundet. Dette havde ikke været muligt, hvis regeringen havde givet efter for de krav om nye store udgifter, som socialdemokraterne havde fremført. Med hensyn til kildeskatten udtalte han, at systemet langtfra var perfekt. Det var hans partis ønske at gøre proportionalstrækket længere, men dette krævede, at man nåede videre med indkomstpolitikken.
Også Jens Foged (V) tilsluttede sig lovforslaget, idet han henviste til, at hensynet til handelsbalancen og valutabalancen fortsat gjorde en stram finanspolitik nødvendig. Han fandt det dog ønskeligt, om man nåede frem til en lempeligere direkte beskatning. Måske kunne hensynet til handelsbalancen og valutabalancen bedre varetages gennem bedre opsparingsregler, der opmuntrede til øgede investeringer, og også ændrede selskabsskatteregler og rimelige afskrivningsregler kunne være af betydning i denne henseende. Skulle de direkte skatter i den øjeblikkelige situation lempes, måtte der imidlertid skaffes dækning herfor gennem forbrugsbeskatningen. Meget kunne tale for en sådan ændring.
Heller ikke for Niels Helveg Petersen (RV) var der tvivl om, at der fortsat måtte føres en stram finanspolitik, og han kunne derfor tilslutte sig lovforslaget. I de kommende år forestod en vanskelig opgave. Man måtte fastholde et højt aktivitetsniveau, samtidig med at det måtte forhindres, at der udviklede sig et efterspørgselspres, der forøgede valuta- og betalingsbalancevanskelighederne. Han delte betænkelighederne over stigningen i skatterne, der kunne have alvorlige følger for arbejdslysten, men sådanne betænkeligheder måtte føre til, at man satte kraftigere ind på at beskære statens udgifter.
Ømann (SF) var enig i, at skattetrykket var for stort, og at opsparingen som følge heraf var gået tilbage. Han fandt imidlertid, at regeringen ved sin kvælningspolitik havde interesseret sig for ensidigt for importsiden af handelsbalancen. Man skulle hellere sætte stærkere ind på at øge eksporten. Kun på den måde kunne der skabes fremgang for samfundet. Ømann fandt ikke behovet for en stram finanspolitik så indlysende. Under hensyn til den ikke ubetydelige arbejdsledighed og til nedgangen i vareomsætningen kunne en vis lempelse være rigtig. Det var i øvrigt ikke rigtigt, at indkomstbeskatningen kun kunne lempes, hvis forbrugsbeskatningen sattes i vejret. Der var store reserver i indkomstbeskatningen, hvis man satte ind over for det store skattesnyderi.
Sigsgaard (VS) beklagede sig over, at det lovforslag om ændring af ligningsloven, som han havde fremsat, ikke var sat til behandling i tinget sammen med regeringens skattelovforslag. Disse forslag fra ham om mindre skat for små indtægter og højere skat for store indtægter, formuer og selskaber ville man ikke diskutere. Heller ikke skattesnyderiet ville tinget gøre noget ved, og det var, fordi folketinget efter hans mening først og fremmest varetog kapitalens interesser. Han var imod regeringens politik og kunne ikke tilslutte sig lovforslaget, når man ikke samtidig foretog de af ham foreslåede ændringer.
Hanne Reintoft (DK) mente, at der var en tendens til faldende beskæftigelse, og denne tendens måtte være afgørende for den økonomiske politik. Alligevel ville regeringen fastholde den stramme finanspolitik, der især ramte den dårligst stillede del af befolkningen. Skattesystemet måtte gøres mere retfærdigt, og for at opnå dette måtte momsen helt afskaffes og en ny skatteskala gennemføres.
Under den påfølgende udvalgsbehandling tilsluttede også de socialdemokratiske medlemmer af udvalget sig lovforslaget, medens Ømann (SF) foreslog udskrivningsprocenten fastsat til 86 under henvisning til arbejdsledigheden og de voksende færdigvarelagre. I Ømanns mindretalsudtalelse i udvalgets betænkning stillede han i udsigt, at hans parti, hvis udviklingen gjorde det nødvendigt, ville foreslå stats- indtægterne forhøjet bl. a. ved forhøjelse af formueskatten, arveafgiften og selskabsskatten.
Under lovforslagets 2. behandling udviklede sig en almindelig politisk debat, hvorunder Hanne Reintoft (DK) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden: „Idet folketinget opfordrer regeringen til omgående at udarbejde en beskæftigelsesplan til løsning af beskæftigelsesproblemet og til sikring af varig beskæftigelse, fortsætter tinget behandlingen af de foreliggende lovforslag". I debatten deltog udover finansministeren og de ovenfor nævnte ordførere statsministeren, økonomiministeren, Per Hækkerup (S), Hans Kjær (KF), Aksel Larsen (SF), Erhard Jakobsen (S), Erling Dinesen (S), Hauch (V), J. O. Krag (S) og Stetter (KF).
Efter at Hanne Reintofts dagsordensforslag var forkastet med 127 stemmer mod 5 (VS, DK, Vivike og Villy Christensen), medens 7 medlemmer (SF) undlod at stemme, og Ømanns ændringsforslag var forkastet med 129 stemmer mod 13 gik lovforslaget til 3. behandling, hvor det vedtoges uden ændringer med 137 stemmer mod 12 (SF, VS, DK).