L 22 Lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

Af: Finansminister Poul Møller (KF)
Samling: 1970-71
Status: Stadfæstet
Lov nr. 221 af 26-05-1971
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Erik Hansen (Vejle amt), Mads Eg Damgaard, Hans Kjær [formand], Winther, Holmberg, Anders Andersen, Jens Frandsen [næstformand], Dagmar Andreasen, Martin Pedersen, Helge von Rosen, Egon Jensen, Lis Groes, Grünbaum, Ove Hansen, Per Hækkerup, Hans Lund og Aksel Larsen.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven indfører med virkning fra 1. november 1971 et nyt berigtigelsessystem for afgiften på biler, således at virksomheder, der forhandler motorkøretøjer, kan lade sig anmelde over for toldvæsenet og derved opnå adgang til at berigtige afgiften af nye personvogne og varevogne månedsvis bagud. Herved er det muligt for forhandlerne at få langt de fleste nye køretøjer registreret uden forudgående henvendelse til toldvæsenet om afgiften.

Endvidere indføres nye afgiftsregler for beskatningen af vare- og lastbiler og en ændret status for de såkaldte papegøjepladevogne, således at ejerne af disse kan isætte sideruder uden yderligere afgiftsbetaling. En omregistrering til personmotorkøretøj kan dog kun finde sted efter forudgående syn. Begge disse regler træder i kraft 1. juni 1971.

Endelig indføres i § 8 den regel, at der til den afgiftspligtige værdi af et nyt køretøj kan bortses fra udstyrsgenstande til en samlet værdi af ikke over 300 kr. Herved åbnes der mulighed for levering af afgiftsfrit ekstraudstyr samtidig med bilens levering.

I sin oprindelige skikkelse indeholdt lovforslaget et forslag om ophævelse af den gældende afgiftslovs § 4, nr. 11, hvorefter vare- og lastvogne, som er særligt indrettet til transport af såvel mandskab som materiel, er fritaget for afgift, når de anskaffes af elektricitetsværker, og lignende institutioner. Denne regel blev som en følge af udvalgsarbejdet bibeholdt, idet udvalget fandt, at en sådan ændring ville pålægge disse virksomheder merudgifter, for hvilke der måtte skaffes dækning hos forbrugerne.

De nævnte regler om papegøjepladevogne og de nye afgiftsregler for beskatningen af vare- og lastbiler var et resultat af udvalgsarbejdet. Afgiftsreglerne fik først deres endelige udformning i udvalgets tillægsbetænkning således: Vogne indtil 2 tons totalvægt beskattes med 40 pct. af den afgiftspligtige værdi, vogne mellem 2 og 3 tons 5.000 kr. pr. køretøj, vogne mellem 3 og 4 tons 4.000 kr. pr. køretøj og vogne over 4 tons afgiftsfri. Samtidig indførtes overgangsregler, således at lastmotorkøretøjer med totalvægt mellem 3 og 4 tons, der efter de hidtidige bestemmelser kunne indregistreres afgiftsfrit, og som ved lovens ikrafttræden er toldbehandlet, fritages for afgift ligesom specialbyggede køretøjer, der er solgt på bindende kontrakt og bestilt hos fabrikanten inden 18. maj 1971, men som ikke er toldbehandlet inden 1. juni 1971.

Ved lovforslagets 2. og 3. behandling stillede Sigsgaard og Kjær Rasmussen ændringsforslag om at indskrænke den rentefri kredit, der både efter gældende lov og lovforslaget ydes virksomheder for indbetaling af afgiften til toldvæsenet. Forslaget blev behandlet i udvalget og omtalt i tillægsbetænkningen, hvorefter udvalget ikke fandt anledning til at ændre denne regel, der er gældende for hele afgiftsområdet.

Ved lovforslagets 3. behandling blev ovennævnte ændringsforslag forkastet med 137 stemmer mod 2. 11 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Herefter blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 146 stemmer. 4 medlemmer (VS, Djurhuus og Rosing) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Erik Hansen (KF), Gustav Holmberg (V), Martin Pedersen (RV), Dagmar Andreasen (RV), Aksel Larsen (SF), Sigurd Ømann (SF) og Erik Sigsgaard (VS)