Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Simonsen, Mads Eg Damgaard, Asger Jensen [næstformand], Winther, Niels Andersen, Holger Hansen, Johan Philipsen, Svend Haugaard (fra 4/3 Jørgen Andersen), Erik Hansen (Ålborg amt), Valbak [formand], Erling Dinesen, Thomas Have, Knud Hertling, Carl P. Jensen, Anker Jørgensen, Bertel Pedersen og Villy Christensen.
Loven, der træder i kraft den 1. april 1972, er i videst muligt omfang gjort ensartet med den for det øvrige Danmark gældende arbejderbeskyttelseslovgivning, hvilket udtrykkeligt er udtalt i de bemærkninger, som ledsagede lovforslaget, og hvori det tillige hedder:
"Man har været opmærksom på, at de særlige forhold i Grønland og den omstændighed, at der er tale om et for Grønland helt nyt lovgivningsområde, vil gøre det ønskeligt at tilstræbe en enklere opbygning af det samlede regelsæt såvel som ved udformningen af de enkelte lovbestemmelser. Med dette udgangspunkt har man lagt vægt på at give de foreslåede lovbestemmelser en sådan karakter, at der gennem reglernes efterlevelse og administration kan opnås fuldt ud betryggende forhold for de beskæftigede under arbejdet samtidig med, at bestemmelsernes indhold er overskueligt, således at loven skulle kunne gennemføres uden unødigt besvær for befolkningen og administrationen."
Loven er således opbygget efter samme mønster som den for det øvrige Danmark gældende og er opdelt i følgende kapitler:
1. Lovens område.
2. Ansvaret for, at loven overholdes.
3. Indretning af tekniske hjælpemidler og arbejdssteder m. v.
4. Arbejdstid m. v.
5. Arbejdstilsynets organisation.
6. Forskellige bestemmelser, bl. a. en almindelig dispensationsbeføjelse for arbejdsministeren.
Lovforslaget er fremkommet som resultatet af overvejelserne i en under arbejdsministeriet nedsat sagkyndig arbejdsgruppe, hvis forslag med visse ændringer er blevet godkendt af Grønlands landsråd og af de i øvrigt interesserede parter.
Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse, idet dog Erling Dinesen (S) havde enkelte indvendinger. Foruden ordføreren deltog Rosing og Knud Hertling i debatten, og sidstnævnte fremførte en kritik sammenfaldende med Erling Dinesens, bl. a. omfattende krav om, at den overordnede ledelse skal varetages af en i Godthåb bosat fabrikinspektør og ikke som foreslået en i København tjenstgørende specialinspektør.
I udvalgets betænkning stillede såvel arbejdsministeren som et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget samt Knud Hertling) ændringsforslag, idet mindretallets ændringsforslag gik ud på at gøre Grønland til en selvstændig tilsynskreds med en dér bosiddende fabrikinspektør. Dette ændringsforslag blev forkastet ved 2. behandling, hvorunder der også udspandt sig en længere debat. Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 130 stemmer.